Nyhed
04. feb. 2015 | 12:06

Viggo Mortensen modtager Æres-Bodil

Foto | Kamolifilms
Ghita Nørby og Viggo Mortensen fulgtes op ad den røde Cannes-løber i 2014 til premieren på den eksperimenterende, dansk-argentinske Jauja, hvor de spiller sammen.

Den halvdanske skuespiller vil være til stede og modtage filmkritikernes hæder ved prisuddelingen den 28. februar.

Af Nicki Bruun

Viggo Mortensen bliver i år den næste til at skrive sig ind i den eksklusive klub af filmfolk, som har modtaget en Æres-Bodil.

Dermed kan skuespilleren – der har en dansk far – slutte sig til danske filmikoner som Ove Sprogøe og Ghita Nørby, sidstnævnte med hvem han medvirker i den argentinske Jauja, der får premiere til april. Her taler skuespilleren for første gang dansk på film, da han spiller general Gunnar Dinesen, der udvandrer til Argentina sidst i 1800-tallet.

”Viggo Mortensen er et inspirerende forbillede som skuespiller. En skuespiller, som har opnået massiv berømmelse, men som stadig arbejder utrætteligt på at forny sig. Han bruger sin status og sit talent i film, der stædigt prøver at holde filmen i live som en eksperimenterende og nysgerrig kunstart”, siger Jacob Wendt Jensen, formand i Danske Filmkritikere.

Mortensen er internationalt bedst kendt for sin rolle som Aragorn i Ringenes herre-trilogien samt sit arbejde med David Cronenberg i A History of Violence, Eastern Promises og Dangerous Methods, der sikrede ham en Oscar-nominering i 2008.

Siden har han bevæget sig i en endnu mere eksperimenterende retning og spiller en fransktalende lærer i David Oelhoffens Loin des hommes. Og hvad mystik angår, topper han med det minimalistiske udvandringsepos Jauja, der blander drømme og myter, fortid og nutid, på en uigennemskuelig måde.

Viggo Mortensen er en verdensborger i ordets sande forstand, men det forhindrer således ikke Danmark i at hædre den halvdanske skuespiller ved Bodil-ceremonien i Bremen Teatret den 28. februar klokken 20.00.

Bodil-nomineringer 2015


Danske film

All Inclusive
Når dyrene drømmer
Stille hjerte
Klumpfisken
Kapgang

Dokumentar
The Look Of Silence
Cirkusdynastiet
1989
Våbensmuglingen
We Are Journalists

Kvindelig hovedrolle
Danica Curcic, Stille hjerte
Bodil Jørgensen, All Inclusive
Paprika Steen, Stille hjerte
Sonia Suhl, Når dyrene drømmer
Ghita Nørby, Stille hjerte

Mandlig hovedrolle
Mikael Persbrandt, En du elsker
Villads Boye, Kapgang
Henrik Birch, Klumpfisken
Uffe Rørbæk, Det andet liv

Kvindelig birolle
Birgitte Hjort Sørensen, En du elsker
Sarah-Sofie Boussnina, Fasandræberne
Danica Curcic, Fasandræberne
Sidse Babett Knudsen, Kapgang
Susanne Storm, Klumpfisken

Mandlig birolle
Ali Sivandi, Ækte vare
Pilou Asbæk, Stille hjerte
Anders W. Berthelsen, Kapgang
David Dencik, Kapgang
Lars Mikkelsen, Når dyrene drømmer

Ikke-amerikanske film
Vintersøvn
Force Majeure
Ida
To dage, en nat
Fortiden

Amerikanske film
Boyhood
Hende
Inside Llewyn Davis
Dallas Buyers Club
Nebraska

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko