Nyhed
05. dec. 2019 | 11:37

Danske film på stor amerikansk festival

Foto | Brendan Adam-Zwelling
Der opstår store gnidninger i familien, da en aldrende far (Lance Henriksen) flytter ind hos sin homoseksuelle søn (Viggo Mortensen) i Falling.

En dansk dokumentar om ubådsmorderen Peter Madsen er blevet udtaget til den amerikanske filmfestival Sundance, hvor også Viggo Mortensens instruktørdebut får verdenspremiere.

Af Nicki Bruun

Det affødte en del kritik, da det kom frem, at Tobias Lindholm var i gang med en tv-serie for TV 2, som ville dreje sig om Peter Madsens mord på journalisten Kim Wall.

Efterforskningen, som serien hedder, har fået 8,5 millioner kroner i produktionsstøtte fra Det Danske Filminstituts Public Service-pulje, men det er ikke det eneste værk på vej om Peter Madsen.

Produktionsselskabet Plus Pictures står nemlig bag dokumentaren Into the Deep, som følger Peter Madsen i månederne og dagene før mordet på svenske Kim Wall, skriver Politiken.

Den australsk fødte, men i Danmark bosiddende instruktør Emma Sullivan begyndte i 2016 optagelserne til filmen om Peter Madsens forsøg på at blive den første amatørastronaut i rummet.

Dokumentaren skiftede dog karakter, da opfinderen et år inde i optagelserne blev pågrebet efter Kim Walls mystiske forsvinden.

Into the Deep får premiere på Netflix til næste år, men først er filmen udtaget til dokumentarprogrammet på den førende amerikanske Sundance-festival.

Genindspilning af mesterværk
En anden film med dansk islæt er også blevet udtaget til Sundance-festivalen. Det drejer sig om halvdanske Viggo Mortensens debut som instruktør, Falling.

Filmen handler om en homoseksuel mand – spillet af Mortensen – hvis ældre far flytter ind hos sønnens familie i Los Angeles. Falling er blandt andet produceret af Perceval Pictures, som er Viggo Mortensens produktionsselskab med adresse i København.

Derudover er der interessante titler som Wendy og Downhill i programmet.

Den første er Benh Zeitlins længe ventede opfølger til Hushpuppy fra 2012, mens den anden er en amerikansk genindspilning af Ruben Östlunds Force Majeure.

Svenskeren er krediteret som producer af filmen, der er instrueret af det Oscar-vindende manuskriptmakkerpar bag The Descendants, Jim Rash og Nat Faxon. Hovedrollerne spilles af Julia Louis-Dreyfus og Will Ferrell.

Ekko sender som de seneste år en skribent til at dække den amerikanske festival og berette hjem om de bedste filmoplevelser.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko