Dag 2: Viggos fornemmelse for demens

Sidste år var det Michael Jackson-dokumentaren Leaving Neverland, der slog mig i gulvet på Sundance. Og i år vil næppe nogen anden film på festivalen gøre så stort indtryk på mig som Emma Sullivans dokumentar om Peter Madsen, Into the Deep, der havde verdenspremiere fredag aften. 

Den sag lægger vi aldrig bag os. Blandingen af genitilbedelse og følelsesforladt vold minder os om, at når vi sætter et menneske på en piedestal, risikerer vi selv at blive forvandlet til myrer. 

Det er et budskab, vi kan tåle at høre igen og igen. 

Emma Sullivan skildrer forførelsen med en rem af huden. Men hun er også smerteligt bevidst om de etiske spørgsmål, hendes filmprojekt stiller. Det gælder ikke mindst hensynet til Kim Walls efterladte. 

”Vi havde optagelser af hendes kæreste og familie samme dag, som hun forsvandt,” forklarer den 42-årige instruktør, da jeg får mig møvet gennem den kødrand af amerikanere, der lykønsker hende for en bevægende dokumentar. 

”Men dem brugte vi naturligvis ikke. Sandheden er, at Kim Wall ikke er en del af min historie. Denne film er, hvor jeg pegede mit kamera.” 

Man har sjældent oplevet så bevæget et publikum til en verdenspremiere. Og Emma Sullivan kæmper selv med en klump i halsen. Hun lyder nærmest som én stor undskyldning for sit eget projekt, da hun finder stemmen: 

”Jeg håber, at nogen laver en film om Kim Wall – om hendes liv og ikke kun hendes død. Hun lavede ting, der betød langt mere end bare at fyre nogle fucking raketter op i himlen.” 

Fornægtet folkemord
Det er et beslægtet ærinde, Justa Buxcamente er ude i med sin politiske gyser La Llorona.

Drabet på indfødte maya-indianere i Guatemala ville høre til blandt Sydamerikas værste skampletter, hvis ikke andre diktatoriske stater – med amerikansk hjælp – havde gennemført lignende etniske udrensninger overalt på kontinentet.

”Jeg ville skabe en national identitet,” lyder den affældige generals forsvar under retssagen 30 år efter folkedrabet. Hvad der forbliver usagt er, at den identitet skulle være hvid.

Tiden er nu inde til et retsopgør, og instruktøren gør uudsletteligt indtryk med én lang optagelse, hvor en tilsløret maya-kvinde fortæller om de umenneskelige fornedrelser, generalens tropper udsatte hendes folk for.

At blive voldtaget var at slippe billigt.

Dommeren finder generalen skyldig i folkemord, men kendelsen bliver lynsnart forkastet af en højere retsinstans. Her holder man hånden over sine egne.

Til gengæld begynder generalen at høre syner, kvindegråd i nattemørket, og da en ny, indfødt kvinde hyres til hans husstab, tager filmen en drejning i retning af overnaturlig hævn.

La Llorona er mere et foruroligende kammerspil end en egentlig horrorfilm, natlige mareridtsbilleder og protester til trods. Generalens hus belejres af demonstranter, og deres protestråb bliver et klagekor under hele dramaet. Justa Buxcamentes film er frem for alt et skræmmende ekko af virkelighedens latinamerikanske folkemord.

Debut med demensportræt
Gamle Willis er et fastfrosset handyr, der forveksler frygt med respekt og ser stort på kvindelige kvaliteter som familiekærlighed. Han er et dumt svin med få lyspunkter – ikke ulig Bruce Derns vrisne gamle patriark i Nebraska, bare mere hadsk.

Viggo Mortensen har i en alder af 61 selv skrevet og instrueret Falling, men han overlader langt hen ad vejen filmen til sin karakters far.

”Ved du, hvad min far sagde til mig, da jeg var syv?” spørger Willis familien, efter han ved frokostbordet brutalt har svinet hver og en af dem til. ”Knep dig selv med en knust ølflaske!”

Vi kommer alle et sted fra, fortæller Viggos flashback-struktur. For hans egen karakter – den til overflod tålmodige John – virker opvæksten som et gammelt knoglebrud, men for Willis er sårene stadig friske.

Hver eneste indbildte fornærmelse truer hans autoritet, og hans demens ophæver forskellen på i dag og for fyrre år siden. Det har vi set før, men humanisten Viggo kobler portrættet med en kritik af en dominansfikseret mandekultur, hvor man holder sig selv ud ved at holde andre nede.

Der er meget lidt ømhed i skildringen af Willis. Han har hele livet været et stolt røvhul.

Men Viggo Mortensen har et skarpt blik for skuespil og lokker fremragende og blødende menneskelige præstationer hos både den underkendte veteran Lance Henriksen (Willis) og svensk films hotteste eksportvare, Sverrir Gudnason, der er kendt fra Borg og her spiller John som ung.

Betændt forældrestrid
Gudnason dukker også op i Amanda Kernells urolige forældrerettighedsdrama Charter. Også her er han arrig og indelukket som den urokkelige mur, historiens ulykkelige mor løber panden imod.

Hun modtager et grådkvalt opkald fra den søn, hun er flyttet fra noget tid forinden. Men da hun tager hjem, bliver hun mødt af kolde skuldre og vrede miner i det lille lokalsamfund. Ingen vil lade hende se børnene, så hun henter dem i skolen og tager dem med til Tenerife.

Ane Dahl Torp er formidabel som en ængstelig og desperat mor, og Amanda Kernells manuskript udfordrer intelligent publikum ved ikke at indvie os i forældrenes skænderier.

Et grimt mærke i døren vidner om et forskruet parforhold, men hvem lavede det? ”Far siger, du er psykotisk,” bebrejder Elina sin mor, der arrigt giver igen: ”Han er en psykotisk mytoman!”

Amanda Kernell instruerer med samme psykologiske indlevelse som i Sameblod, og begge film deler en hård fornemmelse af uafvendelig tragedie.

Alices projekt er dømt til at slå fejl og skade både hende og børnene. Det gør det til tider svært at holde med hende, for slet ikke at tale om at holde af hende. Men måske netop derfor får man filmen under huden.

Sådan har det været hele dagen. I morgen vil jeg finde mig en komedie på festivalen.