Nyhed
16. sep. 2022 | 16:01

Vil vise omstridte filmoptagelser i retten

Foto | DR
Sara Omar holdt i 2018 en nytårstale til sine medsøstre, hvor forfatteren opfordrede til at bekæmpe de undertrykkende og patriarkalske tankesæt, som nogle muslimske kvinder lever under.

Manyar Parwani vil i sagsanlæg mod Sara Omar og Ekko fremvise halvanden times optagelser fra råmaterialet til dokumentarfilm, som fogedretten har nedlagt forbud imod.

Af redaktionen

I februar vandt forfatteren Sara Omar i byretten under stor mediebevågenhed en tvist med instruktør Manyar Parwani og producer Omar Marzouk.

Retten nedlagde et fogedforbud mod, at Parwani og Marzouk kunne benytte materiale, som de igennem længere tid havde optaget med forfatteren.

Materialet skulle være blevet brugt til en dokumentarfilm, men Sara Omar trak sig undervejs fra filmprojektet.

Parwani stod dog fast på, at han ville færdiggøre filmen. Og den vil efter hans udsagn vise, at forfatteren har talt usandt om blandt andet sin erfaring med social kontrol, kvindeundertrykkelse og regulær vold i et muslimsk miljø, som er emnet for hendes roman Dødevaskeren.

Men retten gav Omar medhold i, at hun har fået overdraget rettighederne af ejeren af filmselskabet – Rasit Ufuk Tas – og derfor kan forhindre, at det bliver offentliggjort.

Men nu meddeler Parwanis advokat Asaf M. Fazal, at Parwani agter at fremvise halvanden times optagelser fra råmaterialet til dokumentarfilmen i Københavns Byret.

Det vil ske i den injuriesag, som Parwani har rejst mod Sara Omar, Ekkos chefredaktør Claus Christensen og journalist Nicki Bruun for interview-artiklen Sara Omar tager bladet fra munden fra den 12. oktober 2021.

Manyar Parwani mener, at Sara Omars udtalelser i artiklen er stærkt ærekrænkende og har været ødelæggende for Parwanis karriere i filmbranchen. Hans advokat kræver derfor mindst ét års fængsel til alle tre sagsøgte.

Kaotisk miljø
I Ekkos artikel fortæller Sara Omar om en kaotisk filmproces, som hun giver Manyar Parwani skylden for. Hun mener, at han er uprofessionel som instruktør.

Begge dele bestrider Parwani, og ved at fremlægge halvanden times optagelser mener han at kunne dokumentere, at det kaotiske miljø omkring optagelserne skyldtes Sara Omars forhold.

”I forhold til at dokumentere, hvordan forløbet ved optagelserne i virkeligheden har været, vil Parwani fremvise en række uddrag af optagelserne fra dokumentarfilmen i retten,” skriver Asaf M. Fazal i sin replik, som er sendt til retten og de sagsøgte.

Om materialet kan fremlægges i det ønskede omfang, vides endnu ikke. Hvis det vises i retssagen, vil det i så fald være første gang, at offentligheden får de kontroversielle optagelser at se.

Parwani og Marzouk har indbragt fogedrettens afgørelse for Østre Landsret, som behandler sagen den 3. og 10. oktober.

Hvis de vinder sagen, kan Sara Omar formentlig ikke forhindre, at optagelserne bliver brugt i den dokumentarfilm, Parwani er i gang med at lave.

Filosof vidner
Asaf M. Fazal skriver, at ”retten og de sagsøgte vil modtage kopi af det udvalgte materiale”. Han meddeler samtidig, at Parwanis ven, filosoffen og forfatteren Peter Tudvad, vil blive indkaldt som vidne.

Også Manyar Parwanis familie inddrages i retssagen.

Sara Omar siger i Ekkos interview, at Manyar Parwani er ”et symptom på en sygdom i samfundet”, hvor man vil gøre alt for at beskytte familiens ære.

Det er et af de centrale udsagn, som Parwani vil renses for.

Som svar har Sara Omars advokat, Erik Nyborg, til retten fremlagt en række bilag, der efter hans opfattelse dokumenterer, at der har været en ”hadkampagne mod Sara Omar” fra instruktøren og hans familie.

Det drejer sig blandt andet om en række opslag på de sociale medier af Parwanis søster, Khaterah Parwani. Hun er til daglig leder af organisationen LØFT, som hjælper unge ud af social kontrol og psykisk vold.

Manyar Parwanis sag mod Sara Omar og Ekko forventes at komme for retten i 2023.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko