Vild kamp om Guldløven

Så er vi nået til vejs ende. 

Fredag blev de sidste konkurrencefilm vist på Lidoen i Venedig, og nu er der ikke andet tilbage end at vente og holde vejret til prisuddelingen lørdag aften klokken 19. Og så selvfølgelig gætte om vinderfilmen.

Personligt vil jeg hellere spå om fremtiden ud fra teblade end prisvindere ud fra jurymedlemmernes tidligere film. Vil jurypræsident Damien Chazelle falde for Michael Manns Ferrari, fordi filmens motor som i hans egen First Man er en sorgramt fars stræben efter storhed?

Vil Martin McDonaugh tale varmt for den kække dialog i The Killer, eller har Mia Hansen-Løve set sig varm på de stærke, uafklarede følelser i Ryusuke Hamaguchis Evil Does Not Exist?

Eller måske Jane Campion er faldet for det danske Guldløvehåb Bastarden, der på nogle punkter er en kostumefilm helt efter hendes hjerte.

Nikolaj Arcels comebackfilm lagde stærkt ud med at høste ros fra både ind- og udland på festivalens tredjedag, og her en uge efter virker den stadig som et ikke helt urimeligt vinderbud. 

Som Mads Mikkelsen så rammende sagde det, da vi talte sammen: Hvorfor ikke? 

Dens blanding af Hollywood-tæft og benhårdt tilskåret personfortælling med Mads Mikkelsen i forkvaklet kamp for prestige er så fandens dygtigt sat i scene, at man ikke kan undgå at rive sig med. 

Fantasi og humor
Omvendt kan Bastarden også ende som en film, alle i juryen kan lide, men ingen går i brechen for. Der er alt andet lige mere fantasi og humor i Yorgos Lanthimos’ Poor Things, som stadig er den film, der summes mest om på festivalpladsen – og min egen favorit. 

Emma Stones hudløse præstation som Bella Baxter, en voksen kvinde med et spædbarns hjerne, er uforglemmelig. Og det er ikke kun, fordi hun hele festivalen har overvåget den røde løber fra et gigantisk banner foran Palazzo del Cinema. 

Som i Cannes kan samme film ikke vinde flere priser, hvorfor hun næppe tager herfra med en skuespilpris. Den kunne til gengæld gå til Carey Mulligan for hendes rolle som Leonard Bernsteins hustru Felicia Montealegre i Maestro. 

Bag enhver stor mand står der, som man siger, et køkkenskab, hans kone forsøger at åbne. Jeg tvivler på en stor pris til Bradley Coopers flotte biopic, men Carey Mulligan bærer filmen flot som den underkendte hustru, der holder det store geni kørende. 

Elastisk hukommelse
Festivalens sidste dag bød dog på endnu en udfordrer, nemlig Jessica Chastain, der dirrer af indestængt vrede og nedlejrede traumer i mexicanske Michel Francos vanligt kompromisløse drama Memory.

Hun spiller Sylvia, en tørlagt alkoholiker med en trettenårig datter og paraderne evigt oppe. Søsteren overtaler hende til at tage til en klassefest på deres gamle high school. Her bliver hun skummelt fulgt hjem af Saul (Peter Sarsgaard), der uden at sige et ord står foran hendes hoveddør natten igennem i silende regn.

Hvad vil han? Saul har demens og ved det ikke selv. Men Sylvia har en anelse: ”Kan du huske dine skoleår? Kan du huske, hvordan du tvang mig til at sutte din pik?” spørger hun bistert.

Han benægter det ikke. Han husker det ikke. Og det gør hun måske heller ikke, når det kommer til stykket.

Hukommelse er en elastisk størrelse, og selv om Memory lægger det vigtigste kort på bordet i en brutal mavepusterfinale, handler den først og fremmest om måden, hvorpå misbrug og svigt sætter sig som ar på psyken.

Som i Michel Francos forrige Venedig-film Sundown optrappes dramaet langsomt, men Memory har et solidt anker i Jessica Chastain og Peter Sarsgaards forsigtige forhold. Han er selv mærket af livet, af sin sygdom og af at være enkemand, og søger tilflugt i Procol Harums sjælfulde 60’er-hit A Whiter Shade of Pale, der bliver et ledemotiv gennem filmen. 

Tonen er hård, paletten grå og emnet tungt. Men Memory er samtidig Michel Francos mest imødekommende og tilfredsstillende film. 

Fej skuespiller forskanser sig
Men jeg tror, at den er for grum til Guldløven. Der er mere liv, lyst og længsel i franske Stéphane Brizés nostalgiske, romantiske drama Out of Season, der som Memory havde premiere på festivalens sidste dag. 

Den er i en noget anden boldgade end instruktørens arrige institutionsportrætter Markedets lov, I krig og sidste års skarpe Another World, der stadig afventer dansk premieredato. 

I stedet for Vincent Lindon som manden mod systemet har vi Guillaume Canet. Han spiller en feteret, men fej filmskuespiller, der trækker sig fra sin stort anlagte teaterdebut og forskanser sig på et spahotel på den baleariske kyst. 

Med et ansigt så kendt som hans er det dog svært at være i fred. Laurent bliver bedt om den ene selfie efter den anden, mens han bearbejder sin fiaskofølelse uden hjælp fra sin travle hustru, der er nyhedsvært. 

”Undskyld, men hvad er dit spørgsmål?” vil hun vide, da han krænger sin sjæl ud over telefonen. Snart får en gammel flamme, Alba Rohrwachers pianist Alice, dog nys om hans retræte og kontakter ham. 

Deres forhold endte med indebrændte følelser femten år forinden, og deres småflirtende sms’er fører til en gåtur på stranden, et møde i en café, en invitation til et bryllup i sidste øjeblik. 

Både Laurent og Alice er lykkeligt gift på overfladen, begge har børn og bakser med en midtlivskrise over alt det, de kunne have opnået – hvis nu bare … 

Skuespillerne slår gnister, mens deres personer holdes tilbage af en realitetssans, man hepper på, at de vil lægge fra sig. Det er en smægtende kærlighedsfortælling, der i øvrigt minder om Celine Songs Sundance-succes Past Lives – som danske publikum må vente til april med at få at se. 

Out of Season kunne have vundet Guldløven et mere magert år. Men med så spækket et program spår jeg højst outsiderodds til den ellers smukke film. 

Healerheks og transportræt
Især én anden film kan dog overraske ved prisuddelingen lørdag aften.

Her tænker jeg ikke på den belgiske Holly, hvor en femtenårig outsiderpige tilsyneladende forudser en dødelig skolebrand og efterfølgende bliver udpeget som healer for det traumatiserede lokalsamfund.

Har den mutte Holly overnaturlige kræfter, kan hun tale med de døde, eller strøg hun måske selv den fatale tændstik?

Fien Trochs pirrende film efterlader for mange døre på klem, men får point for Johnny Jewels sælsomme musik, der citerer bandet Goblins kompositioner til heksefilmen Suspiria (Jewel er mest kendt for som medlem af Chromatics at have leveret musikken til Nicolas Winding Refns Drive).

Jeg ville heller ikke give indsatsen mange gange igen for det velmenende polske transportræt Woman Of, der følger Andrzejs lange kamp for at blive Aniela tværs gennem næsten et halvt århundredes samfundsforandringer i Polen. 

Titlen og hovedpersonens navn er inspireret af den store, afdøde polske instruktør Andrzej Wajda, hvis film udfordrede kommuniststyret i 1970’erne og 80’erne. Woman Of udfordrer tilsvarende den polske præsident Andrzej Dudas religiøst konservative regering, men med mere poetisk indlevelse end politisk bid. 

Pushbacks på EU-grænsen
Til gengæld peger mange på Agnieszka Hollands Green Border, der udstiller EU’s flygtningehykleri med en hårrejsende multiplotfortælling på grænsen til Hviderusland. 

Green Border starter i luften i et fly på vej mod Minsk, hvor en familie af syriske flygtninge møder en afghansk flygtning. Alle lovpriser den hviderussiske diktator Alexander Lukashenko for at give dem en lettere vej til Sverige end Middelhavsruten i en overfyldt gummibåd. 

Deres skæbnesvangre optimisme gøres til skamme, så snart de ankommer til den polske grænse, hvor deres taxachauffør afkræver dem flere penge, og bevæbnede soldater tvinger dem under et pigtrådshegn og ind i EU. 

Uden mad, vand eller batteri på mobilen forsøger de nu at finde vej frem, men bliver fanget af skånselsløse grænsevagter og bliver sendt med kurs mod Hviderusland. 

Disse ”pushbacks” er ulovlige, men allestedsnærværende i grænselandet til EU, og Agnieszka Holland konfronterer publikum med en afstumpet virkelighed, vi enten glemmer eller fornægter. 

Filmen tager navn efter det grænseland i skoven, hvor flygtninge de sidste par år er frosset ihjel i tusindvis. 

Putins missiler
Der er ikke megen forskel på de polske og hviderussiske grænsevagter. De råber, tæsker og ydmyger flygtningefamilien, indtil familiemedlemmerne makker ret som menneskelige kastebolde i en magtkamp mellem EU og – per stedfortræder – Putins Rusland. 

”Migranterne er Putin og Lukashenkos missiler!” formaner en kommanderende polak i grænsevagten, da filmen indleder et nyt kapitel, og vi i stedet følger vagten Jan. 

Han venter barn med sin hustru og føler, han tjener sit land. Men som sine kolleger bliver han mærket af den lidelse, han tvinges til at forvolde. 

”Du plejer slet ikke at drikke på den måde,” siger hans hustru, da han vender hjem efter en selvdestruktiv vodkafest med sine kolleger. 

Green Border skifter empatisk perspektiv mellem de parter, der udkæmper konflikten, mens manuskriptet er forsigtigt med at placere skylden højere oppe i hierarkiet. 

Uden at falde for lette løsninger vies anden halvdel til en terapeut med adresse tæt på grænsen, der beslutter sig for at hjælpe, da hun indser, hvor umenneskeligt et system, vi alle lever under. En humanitær krise i denne størrelsesorden kræver løsninger i makroperspektiv. 

Politisk statement
Agnieszka Holland slår en indigneret krølle på historien med en epilog på grænsen til Ukraine kort efter den russiske invasion, hvor tusindvis af flygtninge strømmer over grænsen og bliver mødt med åbne arme. 

Green Border er en eksplosivt politisk film, der trods en lidt prædikende tone måske kan forene juryen. 

Hvis kunsten kommer i første række, bliver det Poor Things, der løber med festivalens hovedpris. Men hvis juryen vil lave et politisk statement, hiver de Agnieszka Holland op på scenen i Sala Grande. 

Og hvis de har svært ved at blive enige, kan de altid pege på Bastarden. Det ville heller ikke være ufortjent.