Vild på varme brede dæk

Hvorfor gjorde Wikke & Rasmussen et sådant indtryk? Jeg husker svagt Fredag i farver fra 1984, men for mig startede det for alvor med Tonny Toupé Show (1985), og det kunne egentlig være stoppet året efter med Sonny Soufflé Chok Show. For jeg havde dengang en fornemmelse, som jeg har endnu: De to produktioner indtager tilsammen en enestående position i dansk underholdningshistorie!

Jeg spillede pladen med soundtracket, indtil den var tynd som madpapir. Jeg ærgrede mig længe over, at jeg ikke fik vhs'et dem for eftertiden, da chancen var der. For klart stod det allerede dengang, at tiden ville være god ved de to serier.

Nu er der så gået tyve år, som har været gode ved dem. Og hvorfor?

Jeg starter med den grund, jeg faktisk tror er den vigtigste: Wikke & Rasmussen er visuelle. Der er mange udmærkede grunde til at kritisere fjernsyn, men dette er en af de oversete: Fjernsynet tænker alt for lidt i billeder. Og her var så disse her 25 minutter, tænkt og koreograferet og gennemdesignet som ingen andre danske og få udenlandske tv-udsendelser før og efter. Optaget på film, ikke videobånd (og dem, der tror, de ikke lægger mærke til det, tager fejl: De lægger bare ikke mærke til, at de lægger mærke til det). Med blålys, røg og vindmaskiner. Med kranture, softfocus, håndholdt kamera og spoilermonteret frøperspektiv. Med stortudende samuraier, alvidende fortællere og brølende, håndanimerede kronhjorte.

Timing
Hvilket bringer os til grund #2: Der var så mange historier at fortælle, at de kunne afvikles i kortere og længere bidder, i universer, der kan besøges og forlades og genopdages i det uendelige.

Måske er forudsætningen for underholdning timing — meget bredt forstået som selektion og arrangement.Skulle man argumentere for den tese, ville man ikke kunne finde noget bedre eksempel end Tonny og Sonny. De gjorde, som showbusiness-traditionen byder, og efterlod os med appetit på mere, ikke bare i samme sekund programmet sluttede, men allerede et antal gange undervejs.

W&R har fortalt, at de ønskede at "servere en hel tv-aften på en halv time", og det er sjældent, tror jeg, at nogen smart konceptuel bagtanke er lykkedes så effektivt og ubemærket. I processen fik de skabt en helt ny narrativ form: Vi fik fornemmelsenaf, at soap-operaen om Tannhäuser var en stor serie i mange lange afsnit, når sandheden er, at den bestod af flere næsten separate fortælle-tråde og sammenlagt varer cirka 60 minutter.

Både det visuelle og det stramt redigerede var ekstraordinært usædvanlige kvaliteter i midt-80'ernes danske tv-landskab, der jo endnu ikke bestod af ret meget mere end den enlige statslige kanal. Man skulle så have forventet, at W&R's visuelle tæft, deres ambitionsniveau, deres respekt for seerne og deres sans for detaljerne ville have dannet skole. At det ikke er sket, siger alt om dem og ikke så lidt om resten af branchen.  
 
Og understreger det mærkelige: At der i tv-historien med lange mellemrum sker store og bredt anerkendte landvindinger, der rydder plads til alle mulige andre eksperimenter (i Twin Peaks' tilfælde kan effekterne spores fra Riget til The X-Files og Ally McBeal), men helt uden at påvirke den store fede midtbane, der ligger sløvt og ladt og upåvirket hen.

Fortravlet, moderne Karlsmarthed
Til gengæld er det fristende at sige, at Wikke & Rasmussen i midt-80'erne skilte sig ud på en måde, de ikke ville gøre i dag, fordi de ikke var bange for at underholde. Men her bliver det farligt, for var det nu også sådan, de så sig selv?
Selv mener de, at serierne både foregreb og angreb tv-udviklingen (når tv-journalistikken for eksempel blev helt og aldeles opløst i de handskeklædte hænder på det højfrekvente værtspar i Tonny Toupé Show).

I deres senere produktioner er netop dette blevet deres hovedtema: kritikken af al fortravlet, moderne Karlsmarthed. Det, der i Sonny Soufflé Chok Show kunne ligne en ironisk hyldest til jordbundethed over for coolness (med den ydmyge tankpassers sejr over de fascistoide kapitalister), var tilsyneladende aldeles oprigtigt ment. I hvert fald er W&R med årene gradvist blevet fortalere for det langsomme, det traditionelle, det danske.

I 1985 lignede de præcis det modsatte: ambassadører for det hurtige, det nye, det udenlandske! For der var ingen mere udpræget modsætning til (resten af) Danmarks Radio end dem! Der var ingen i dansk tv (eller film?), der fortalte bedre og mere professionelt manipulativt i lyd og billeder end dem! Og der var ingen, der bedre kunne forstå at anvende klassiker-arsenalet fra Humphrey Bogart over Lady & Vagabonden til Fagre voksne verden, Monty Python og Star Wars og Convoy og Dollars og Blade Runner!

Var det virkelig slet ikke en kærlighedserklæring, men derimod en krigserklæring til al den overfladiske populærkultur?

Måske kan vi ikke kende forskel. Måske kan de det ikke selv. Eller måske var de simpelthen så dygtige, at deres dygtighed løb fra den politiske korrekthed? Så det var mod deres vilje, at det virkede — at de rent faktisk udvidede den danske kulturkanon med alt fra den æteriske "Ridder Lykke" til de alt andet end æteriske Brødrene Bisp i "Voldsom Volvo"?

I givet fald er der en advarsel her, som kun de virkeligt talentfulde behøver bemærke: Hvis satiren bliver talentfuld nok, bliver den til det, den satiriserer over. Og dermed har vi så også indikeret, at der var — og er — en meget værdifuld tvetydighed i Tonny & Sonny, som tegne-serieoverfladen måske skygger for. De sidste år synes W&R i stedet at have prøvet at rendyrke deres udtryk — i familie-eventyr (Hannibal og Jerry) og voksne skæbnefortællinger (Se dagens lys). I Souffléland hang verdenerne endnu sammen, og måske er det lige præcis det, som er den tredje grund til holdbarheden.

Romantisk kompromisløshed
Dygtigheden overhalede ironien. Men ironien havde tabt alligevel — til det, der har været det samlende element i hele deres produktion, fra Robin Hat (1983) til i dag: romantikken. De har altid helst taget deres helte og heltinder fra den rene skuffe. Det er vel ikke mindst denne romantiske kompromisløshed, der har været den primære begrænsning i deres "voksne" produktioner — fra Ronnie Rosé og frem — fordi den gør hovedpersonerne lige sympatiske nok.

Men til gengæld er det også denne romantiske insisteren, der giver alt, hvad de laver, et sjældent klart personligt aftryk. Sjældent i dansk film, sjældent i det hele taget. Det er det, der kendetegner dem som auteurer,fordi deres romantik netop er ude af takt med tiden. Derfor er den ikke nogen let anvendelig kliché, men tværtimod en dybt personlig, tilvalgt håbefuldhed i en sådan grad, at det altså går ud over filmene, som det i øvrigt går ud over filmenes hovedpersoner. Det er her, at det afslører sig, i hvor høj grad makkerparret er deres film — også når de ikke selv optræder på lærredet.

Wikke & Rasmussen er professionelle som få og romantikere som ingen andre, men netop slet, slet ikke og ikke på nogen måde overhovedet professionelle romantikere. Tværtimod — for det er jo de professionelle romantikere, der er fjenden: de kolde og kyniske regnedrenge i den smartnessindustri, der jo alligevel ikke er andet end spejlblank på begge sider af alle sine samlebåndsdrømme, og hvis stormtropper derfor aldrig af personlig erfaring vil komme i nærheden af at vide, hvad det i virkeligheden vil sige at være vild på varme brede dæk