Nyhed
23. dec. 2016 | 06:57

Villeneuve forhandler om at filmatisere Dune

Foto | Freddie Francis
Kyle MacLachlan (tv.) havde svært ved at kæmpe sig igennem David Lynch’ filmatisering af Dune. Nu vil Villeneuve forsøge at vække historien til live igen.

Denis Villeneuve vil instruere Frank Herberts science-fiction-roman Dune. Den blev sidst filmatiseret af David Lynch, hvilket ikke var nogen succes.

Af Lauge Hendriksen

Til næste år kommer Denis Villeneuves længe ventede Blade Runner 2049. Men allerede nu er den canadiske instruktør i forhandlinger om at lave sin næste science-fiction-film.

”Det har i lang tid været en drøm for mig at filmatisere Dune,” sagde Villeneuve i september til det amerikanske brancheblad Variety.

Og nu kan Variety oplyse, at produktionsselskabet Legendary Entertainment har kontaktet Villeneuve – aktuel med Arrival – om en filmatisering af netop Dune.

David Lynch’ makværk
Dune er en science-fiction-roman fra 1965, der foregår langt ude i fremtiden på fjerne planeter, som kontrolleres med hård hånd. Her følger man den unge Paul Atreides eventyr på planeten Arrakais i en mytisk fortælling om politik og religion.

Dune blev i 1984 filmatiseret af David Lynch med Kyle MacLachlan i hovedrollen. Filmen ligner mest af alt Star Wars og Blade Runners syge og vanskabte barn. Den gav da også et større underskud og er blevet kaldt en af Lynch’ dårligste film.

I 2000 blev der lavet en miniserie over romanen, som var lidt mere vellykket, men som heller ikke levede op til det store forlæg, der tilsyneladende ikke er helt nemt at filmatisere.

Siden 2010 er flere instruktører blevet tilknyttet en ny filmatisering, men indtil videre er alle planer løbet ud i sandet. Der venter altså Villeneuve en svær opgave, hvis han skal forsøge at bringe Frank Herberts fantasifulde univers til det store lærred.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko