Rektor med håndsrækning til eleverne
I morges kom 87 elever ud af 96 elever på Den Danske Filmskole med en mistillidserklæring til skolens ledelse med Vinca Wiedemann i spidsen.
Eleverne er utilfredse med ledelsens planer om at omlægge skolen til en bachelor/kandidatuddannelse og føler ikke, at deres stemme bliver hørt.
Vinca Wiedemann reagerede prompte på erklæringen og tog ind til Kulturministeriet for at drøfte situationen. Efter mødet har rektoren orienteret Filmskolen og det såkaldte aftagerpanel, hvor der sidder repræsentanter fra branchen.
”Jeg har i dag holdt møde med Kulturministeriet, hvor vi har drøftet, hvad jeg mener, der skal til, for at vi kan få skabt en tillidsfuld dialog på filmskolen og i filmmiljøet om, hvordan vi indretter fremtidens filmskole,” skriver Vinca Wiedemann.
Ro og orden
Wiedemann opremser tre punkter, som hun mener, vil kunne skabe ro om den stormomsuste filmskole.
”For det første har jeg appelleret til, at kulturministeren genovervejer tidsplanen for den dimensionering af instruktøruddannelserne, som hun har meldt ud,” fortsætter rektoren med henvisning til, at ministeriet har besluttet at skære seks instruktørelever væk hvert andet år.
”For det andet har jeg anbefalet, at Kulturministeriet tager skridt til, at der oprettes et studienævn på Filmskolen, så de studerende og ansatte får en formel indflydelse og ansvar i forhold til filmskolens indretning af uddannelser og undervisning, i lighed med de studienævn, der eksisterer på Scenekunstskolen. Dette kræver en bekendtgørelsesændring.”
”For det tredje har jeg understreget, at for at kunne skabe en bred opbakning på skolen og i filmmiljøet omkring den konkrete indretning af skolen i fremtiden, så er det vigtigt, at vi får tid til at sikre den fornødne dialog i god ro og orden.”
Vinca Wiedemann skriver ikke noget om, hvordan ministeriet reagerede på hendes tre punkter, men konstaterer blot, at hun afventer et svar.
Et godt initiativ
Elevrådsrepræsentant Andreas Sandborg er glad for Vinca Wiedemanns initiativ.
”Det er dejligt, at Vinca tager vores opråb seriøst, og vi kan selvfølgelig kun tilslutte os det med at genoverveje dimensioneringen. Og oprettelsen af et studienævn, hvor vi får formel indflydelse, er jo en idé, vi fremsatte i sidste uge,” siger Andreas Sandborg.
”Det er også vigtigt, at man tager sig tiden til at træffe beslutninger om skolens fremtid på et ordentligt grundlag. Men vi har været i gang i et år, og der er ikke intet, som har ændret sig. Et år er også noget tid, så vi er spændte på at se, hvad mere tid vil betyde.”
– Får Vincas initiativ jer til at aflyse ”begravelsen af Filmskolen”, der finder sted på tirsdag?
”Nej, overhovedet ikke. Det er en begravelse, men også en kærlighedserklæring til Filmskolen. Og vi mener, at det er meget vigtigt at markere vores holdning til de ting, der sker på skolen i øjeblikket.”
Filmmagasinet Ekko har i dag forgæves forsøgt at få en kommentar fra Kulturministeriets afdelingschef, Steen Kyed.
Den Danske Filmskole
Filmskolen vil overgå til en femårig bachelor/kandidatuddannelse som led i at blive akkrediteret.
På grund af dimensionering vil man mindske optag af instruktørelever og lægge instruktørlinjerne sammen.
Der er ved at ske en udfasning af funktionen som uddannelsesleder, så der i fremtiden skal være faglærere.
Rektor Vinca Wiedemann står i spidsen for ændringerne, men møder modstand fra nuværende og tidligere elever samt dele af filmbranchen.
Kommentarer