Den omvendte Pippi

”Hun kommer til at vende det hele på hovedet. Filmskolen har fået deres Pippi Langstrømpe.” 

Sådan sagde instruktøren Pernille Fischer Christensen i Politiken, da Vinca Wiedemann blev udnævnt til ny rektor på Den Danske Filmskole. Og spådommen er gået i opfyldelse i en grad, de færreste havde forestillet sig. 

Fem år efter, at den lille, men bomstærke Wiedemann tiltrådte sin stilling, er der kun tre lærere – heriblandt dokumentarlinjens leder Arne Bro – tilbage på skolen af den oprindelige lærerstab. 

Den konceptuelle flerkameralinje er under heftige protester blevet nedlagt, manuskriptuddannelsen udvidet fra to til fire år, og snart kan Filmskolen tilbyde en uddannelse i production design. 

Men det er intet at regne mod de fundamentale omlægninger af Danmarks næstdyreste uddannelse, som rektoren er i gang med at foretage. 

Massiv modstand
Den fireårige kunstskole skal i fremtiden være en femårig bachelor/kandidatuddannelse, som man kender det fra universitetet.

Lederne af faglinjerne afskaffes. De tre instruktørlinjer – fiktion, dokumentar, animation/computer – sammenlægges og nedskæres. Og i stedet for optag af seks elever på de øvrige uddannelser hvert andet år skal der i fremtiden optages tre elever hvert år.

Planerne møder massiv modstand.

Efter et års samtaler med nuværende og tidligere elever har 87 ud af 96 elever udsendt en mistillidserklæring til Vinca Wiedemann. De mener, at deres uddannelse vil blive strømlinet og pensum standardiseret efter golde, internationale retningslinjer.

Eleverne støttes af dele af filmbranchen, der frygter, at det, som har gjort Filmskolen til en af verdens bedste, vil forsvinde.

Livets salt
Men Vinca Wiedemann er overbevist om, at omlægningerne er nødvendige. Samarbejdet på tværs af faglinjerne er ikke godt nok, og skolen er for afhængig af personligheder, hvilket gør uddannelsen skrøbelig. 

Hvor Pippi skabte kaos i den småborgerlige svenske lilleby, vil Vinca skabe orden på Filmskolen. Hun laver en omvendt Pippi. 

”Jeg havde forestillet mig, at du som rektor ville sidde med fingrene ned i elevproduktionerne og være en helt vild sparringspartner for dem,” siger jeg, da vi mødes en tidlig morgen på Filmskolen på Holmen. 

”Ja, jeg elsker det. Det er livets salt,” svarer 59-årige Vinca Wiedemann, der trods tidspunktet er frisk og energisk som altid. 

”Men nogle gange skal man skabe en ny struktur. At det har taget så lang tid, er kommet bag på mig. Og jeg glæder mig til, at vi snart har fået lagt de grundlæggende byggesten, så jeg kan kigge på, hvordan vi løser det fagligt,” siger hun. 

Kikset kommunikation
Vi kender hinanden. 

Da jeg fik arbejde på Det Danske Filminstitut i starten af 00’erne, blev Vinca Wiedemann ansat som filmkonsulent og hurtigt anerkendt som en af de allerbedste. 

Sammen med direktør Henning Camre skabte hun talentstøtteordningen New Danish Screen, der også mødte stor modstand i branchen, men i dag er en indiskutabel succes med film som Vinterbrødre, En frygtelig kvinde, Den skyldige og Team Hurricane. 

Vinca Wiedemann har også fungeret som blogger for Ekko, og da jeg i 2013 på TV 2 News blev spurgt, om hvem der ville blive en god leder på Filmskolen, svarede jeg uden tøven: ”Vinca Wiedemann.” 

Hun endte med at få jobbet og har sat gang i mange interessante ting. Men som mange andre er jeg skeptisk over for hendes planer om at omkalfatre Filmskolen. Er barnet ved at blive hældt ud med badevandet? 

Nogle mener, at Vinca Wiedemann har været dårlig til at kommunikere sin vision. Andre hævder, at hun har stukket noget under stolen og strategisk ændret argumenter undervejs. 

Men nu har rektoren i en travl tid med heftig rejseaktivitet accepteret at mødes og tale lige ud af posen. Hun har sat halvanden time af til at overbevise mig. 

”Jeg har prøvet at forberede mig, så nu går det sikkert helt galt,” siger hun og griner hjerteligt. 

Vincas visioner
Mit første spørgsmål er enkelt at svare på. Tror jeg. 

– Kan du ikke til at starte med slå fast, om de her planer er dine egne visioner eller noget, som du er blevet pålagt? 

”Jeg er blevet ansat som rektor med den ambition, at jeg vil skabe en udvikling for Filmskolen og dens uddannelser og lave de forandringer, som skal til for at klæde Filmskolen på til mediefremtiden. Det er helt grundlæggende min ambition, og der har vi fundet en række elementer, som skal til for at realisere den. Hvad skal vi undervise i, hvordan skal vi træne de studerende i at lave film, og hvordan øger vi vores viden om at lave film på nye måder.” 

”Det andet er, at Filmskolen er en statsinstitution, som har en masse rammer, vi skal forholde os til. Der er lovgivning og økonomi, og det udvikler og forandrer sig hen ad vejen. Sådan har det altid været, og sådan er det også i dag. Jeg er ansat som rektor til at få det bedst mulige ud af de rammer, der er til rådighed.” 

– Okay, så stiller jeg spørgsmålet igen: Er det din vision eller Kulturministeriets at overgå til en bachelor- og kandidatuddannelse, hvor man grundlæggende forandrer Filmskolen? 

”Det er sådan, at bachelor- og kandidatuddannelsen er en ramme, som Europas lande har besluttet, så uddannelserne nemmere taler sammen, og de studerende får lettere ved at samarbejde på tværs af lande. Derfor har Danmark siden den vedtagelse omkring årtusindskiftet lavet en række ændringer i uddannelseslovgivningen for at kunne leve op til aftalerne.” 

”Filmskolen er den sidste uddannelse i Danmark – og en af de sidste af de filmskoler, vi sammenligner os med i Europa – der ikke lever op til kravene, som den såkaldte Bologna-aftale stiller. Jeg har ikke opfundet bachelor/kandidat, men jeg kan se, at det er den ramme, som alle andre arbejder med, og som hele vores lovgivning forholder sig til.” 

Intet alternativ
– Nu er det ikke, fordi jeg er kommet for at stille det samme spørgsmål i hele interviewet, men kan jeg udlede af det her, at det er din vision? Det er ikke en vision, du har fået pålagt af Kulturministeriet? 

”Nej, det er det ikke. Det er min vision, at vi har brug for et års ekstra uddannelsestid og for at opruste vores uddannelse på en lang række områder. Dér ser jeg bachelor/kandidaten som det bedste middel til at nå målet.” 

– Så det er ikke noget, du i jobsamtalen med Kulturministeriet fik indtryk af var en del af det at få jobbet som rektor? 

”Det var et stort diskussionsemne allerede ved min ansættelsessamtale. Der var ikke en afklaring, men det var meget tydeligt, at samtlige uddannelser i Danmark også var inde i den struktur. Spørgsmålet var presserende og skulle afklares hurtigt.” 

– Du kunne fornemme, at det var en vej, som Kulturministeriet gerne ville gå? 

”Sådan vil jeg ikke sige det. Men det var en dagsorden, som var præsent på mødet. Så det var et diskussionsemne ved jobsamtalen, som faktisk blev foretaget af et udvalg, der var bredere end Kulturministeriet.” 

– Men din forgænger Poul Nesgaard kæmpede med næb og klør imod Bologna-aftalen. Det har du ikke gjort. Tværtimod sagde du i 2014 til mig, at du ikke var imod aftalen. Så allerede dér havde du en meget mere positiv tilgang?” 

”Det er rigtigt, og jeg har brugt meget tid på at sætte mig ind i, om der var et realistisk alternativ. Det lykkedes ikke Poul Nesgaard at stoppe akkrediteringen, og hvis han havde været rektor i dag, skulle han også have forholdt sig til den. Og jeg er kommet frem til, at der ikke er et realistisk alternativ til bachelor/kandidaten, som vi kan bruge til at skabe en god ramme.”

– Så argumentet er: Vinca eller kaos? 

”Det vil jeg ikke sige. Men vi har senest fået en meget klar udmelding fra kulturministeren om, at hvis ikke vi bliver indplaceret som en bachelor/kandidat, vil vi i realiteten blive indplaceret som en professionsbachelor. Det havde vi også selv regnet os frem til som det realistiske alternativ, og set i det lys mener jeg helt klart, at en kunstnerisk bachelor/kandidat er at foretrække.”

Klædt på til fremtiden
– Gustav Möller, Annika Berg og Ali Abbasi er blevet uddannet på Filmskolen, og nu gør de indtryk i hele verden med deres film. Hvorfor er der brug for at ændre en succes så radikalt? 

”Filmskolen skal blive ved med at være den bedste udgave af sig selv, og det kan den kun være, hvis den udvikler sig. Den uddannelse, som jeg gik på i 1980’erne, syntes jeg selvfølgelig var den bedste i hele verden. Men det er jeg sikker på, at de studerende i dag ville være uenige i.” 

– Selvfølgelig skal der være udvikling, men her tager du et kæmpe spring fra kunstskole til en akademisk tonet ...”

”Nej, til en kunstnerisk uddannelse i nutidig forstand.”

– Ja, men efter en akademisk formel?

”Nej, efter en kunstnerisk formel. Der er to spor inden for bachelor/kandidaten: en akademisk videregående uddannelse eller en kunstnerisk videregående uddannelse. Vores er en kunstnerisk videregående uddannelse på samme måde som konservatorierne, kunstakademierne og teaterskolerne. Vi skal ikke være Filmvidenskab på universitetet, men vi skal være ligesom de andre kunstneriske uddannelser i Danmark.”

– Igennem det seneste år har du forsøgt at overbevise en masse mennesker, men alligevel er et overvældende flertal af eleverne enten skeptiske eller direkte imod ændringerne. Kan du helt kort forklare, hvorfor din plan er en god idé?

”Medieudviklingen går så forrygende hurtigt, at vi skal klæde vores studerende bedre på til fremtiden. For når fremtiden udvikler sig, skal uddannelserne også udvikle sig.” 

– Men hvad er den filmfaglige værdi af ændringen? 

”Vores studerende får mulighed for at fokusere på nogle vidensområder, som de har meget brug for i deres fremtidige virke. Det er nogle kompetencer, som knytter sig direkte til deres filmpraksis, altså fortælling, iscenesættelse, emner inden for billede, lyd og montage, leder- og entreprenørskab samt æstetik. Derudover kommer linjefagene til at forholde sig til langt flere formater og platforme end tidligere.” 

– Hvorfor kan man ikke imødekomme det behov inden for den nuværende struktur?

”Jeg vil gerne slå fast, at der ikke er et status quo, som vi kan fastholde. Men jeg forestiller mig – og det er også vores læreres plan – at meget det gode gods, vi har på skolen i dag, kommer med i den nye struktur.”

Kunsten at gå i flok
– Hvad er problemet med skolen, som kræver så radikale forandringer? 

”Da jeg havde været her kort tid som rektor, sagde jeg, at skolen med diverse faglinjer er som små øer, og at vi skulle skabe større synergi og fællesskab. I dag ville jeg måske sige ’siloer’, men det var ikke et modeord dengang. Jeg sagde også, at selv om man går i flok, behøver man ikke gå i takt. Det er den grundlæggende vision for Filmskolen, som jeg har arbejdet på lige siden.” 

– Hvorfor er små øer et problem?

”Vi har i dag faglinjer, som næsten ikke har noget samarbejde med andre studerende, og vi har svært ved at skabe lige stor relevans for eleverne, når der skal produceres film. Vi er sammenlagt omkring 100 elever på skolen, så vi skal søge synergi mellem de enkelte klasser. Efter min mening skal vi også søge synergi på tværs af årgange. Vi vil både styrke holdånden og den faglige identitet.”

– Kan du være mere konkret?

”Tager vi animationsfilmene, er det svært at give de faglige produktioner relevans nok for eleverne på producerlinjen. Derfor må vi hente produktionsledere ind udefra for at lave animationsfilmene. Det kan også være en udfordring at få lydeleverne med.” 

– I animation betyder lyd ekstremt meget, så hvorfor er det ikke udfordrende?

”Det har at gøre med, hvornår produktionerne kommer i uddannelsen, og hvordan de er tænkt ind i den enkelte elevs faglige udvikling. Vi tror på relevansen i samarbejde, men det skal tænkes overordnet i stedet for, at de forskellige uddannelser på skolen bliver tilrettelagt separat.”

– Men kunne man ikke bevare det og stadig skabe det samarbejde?

”Det har vi jo prøvet i hele skolens liv på forskellige måder, og det prøver vi fortsat på. Der er en faglig søjle og en samarbejdssøjle, men det fungerer ikke optimalt.”

– Så det vil du løse ved at afskaffe lederne af faglinjerne, ikke sandt?

”Jo, fremover skal der ikke være en enkelt person, som er ansvarlig for den studerendes udvikling, og som for eksempel kan trække studerende ud af et samarbejdsforløb. Der skal tænkes overordnet i, hvordan uddannelserne, fagene og forløbene laves, og så skal lærerne være ansvarlige for det.”

– Så du vil rykke magten fra linjelederne til rektoratet?

”Nej, jeg vil rykke den til en overordnet tænkning, en struktur. Lærerne bliver fagansvarlige, studieordningen bliver fagligt funderet og udarbejdet, og så skal der oprettes et studienævn. Jeg taler for en grundlæggende strukturel måde at arbejde med uddannelse på, og det er særligt vigtigt, når vi laver samarbejde på tværs af linjerne.”

Valgfri mentor
Vinca Wiedemann slår fast, at der ikke kommer karakterer på skolen.

Siden begyndelsen af årtusindet har skolen haft eksterne censorer, der laver en skriftlig bedømmelse af midtvejsfilmen og afgangsfilmen – det har været et lovkrav – og sådan vil det også være på bachelor/kandidatuddannelsen. 

De studerende vil ligesom nu blive optaget på baggrund af en vurdering af deres kunstneriske talent – ikke ud fra karaktergennemsnit. Og underviserne bliver ansat ud fra deres faglige praksis og relevante uddannelse. 

– Bliver der mindre filmproduktion på skolen?

”Nej, den myte bliver ved med at poppe op, og jeg ved ikke, hvor den kommer fra. Men jeg kan garantere, at det ikke ligger i vores planer. En af grundene til, at vi gerne vil udvide med et femte år, er, at vi kan holde filmproduktionen på det nuværende niveau og samtidig få mere tid til undervisning. 3 plus 2-modellen giver også elever bedre mulighed for at få et bevis, hvis de ikke tager den fulde uddannelse. I dag får de ingenting. De har ikke noget, som gør dem i stand til senere i livet at bygge videre på deres uddannelse. Det vil også blive nemmere at gå på barsel under uddannelsen.”

– Hvilke boglige krav til de studerende følger der med bachelor/kandidat-modellen? 

”Undervisningen skal være vidensbaseret, det kan vi ikke komme udenom. Men det er undervisningen allerede i dag. Vi kan se en film eller læse et kapitel fra Buñuels Mit sidste suk eller Truffauts interview med Hitchcock. På den måde har vi altid ladet os inspirere af litteratur. I dag kunne man også høre en podcast.” 

– Filmkunsten lever i kraft af skæve og anarkistiske personligheder. Tror du, at en uddannelse med fast pensum, der følger standardiserede, internationale retningslinjer, vil appellere til dem? 

”Min erfaring med at arbejde med filmkunstnere i et langt liv er, at de godt kan lide strukturer og faste retningslinjer. Det er ikke kunstnerne, der ikke kan lide deadlines. De vil gerne have klare retningslinjer at udfolde deres anarki i. Og jeg tror, at det har stor pædagogisk værdi at kunne danne sig et overblik over, hvad det er for en uddannelse, man skal gå på. Det skal vi i øvrigt også for overhovedet at blive kvalitetsgodkendt.” 

– Men når man taler med eleverne, så fremhæver de ofte lederen af deres faglinje. Hvorfor afskaffer du en af Filmskolens store styrker? 

”Det er fint, hvis eleven svinger med sin leder, men hvad nu, hvis han eller hun ikke gør det? Det sker også på hver årgang. Med den nye struktur får den studerende bedre mulighed for at være individualistisk og udforske sit eget særpræg. Man kan afsøge sine interesser og lyster i stedet for hele tiden at skulle forholde sig til én uddannelsesleder.” 

”Men det er vigtigt, at den studerende har mulighed for at opnå en nær relation med en mentor eller vejleder, som kan følge dem. Derfor er vi i gang med at undersøge, hvordan vi kan give den studerende mulighed for at vælge en mentor, der følger dem igennem hele uddannelsesforløbet. Det er en meget mere individuel løsning i stedet for at sige: Hvis du kommer ind på den her skole, skal du have den eller den person.”

– Jeg har haft vejledere på universitetet, og det var ikke nogen succes, skulle jeg hilse og sige. Hvordan kan jeres mentorers engagement være lige så stærkt som at have en leder, der følger eleven nærmest fra morgen til aften?

”Det er i høj grad et økonomisk spørgsmål. Vi sætter den nære relation mellem lærer og elev meget højt, og det skal fortsætte i fremtiden. Men en uddannelse med én underviser, der definerer alt indhold, giver en enstrenget uddannelse, og det vil vi i fremtiden ikke kunne få godkendt. Og når uddannelseslederen forlader skolen, er der en tendens til, at uddannelsen kollapser. Det er et meget skrøbeligt og personafhængigt system, som harmonerer dårligt med, at vi gerne vil have lærere med en faglig praksis, altså folk, der aktivt stadig laver film.”

Kunstnerisk research
– Du taler meget om at skabe en stabil struktur, men hvad er den faglige gevinst ved at gå over til bachelor/kandidat? 

”Ja, nu kommer vi til det rigtigt spændende. For det har givet os mulighed for at lave kunstnerisk udviklingsvirksomhed på et helt andet niveau end i dag. Det hedder artistic research i udlandet, og jeg mener, at der er brug for en stor vidensudvikling for dansk film, fordi der sker så meget nyt teknologisk, som vi ikke bare tilegner os automatisk. Vi har pt. flere projekter, som bare er en spæd begyndelse. Tonemester Rune Palving har et internationalt projekt om immersiv lyd, altså hvordan man arbejder med at skabe lydbilleder, som næsten kan sammenlignes med virtual reality.” 

– Hvilken glæde har eleverne af det?

”De vil få en undervisning, som har en meget tydeligere vidensforankring. Vi har allerede haft nogle fantastiske seminarer. Og forestil dig, at når Rune skal undervise i billede, lyd og montage, så vil han ikke bare have film, men også et stort undersøgelsesprojekt, som han har udviklet en enorm kunstnerisk viden om. Undervisningen vil få mulighed for at udvikle sig til nye stadier.”

– Er det ikke nøjagtigt det samme, som Arne Bro har gjort i årevis? Har han ikke lavet forskning? 

”Når vi taler om forskning, er det noget, der også har et udkomme – ikke til de studerende, men et selvstændigt udkomme. Jeg vil nødigt tale om nuværende ansatte på skolen, men hvis vi taler om Mogens Rukov, der underviste i dramaturgi, så var det fatalt, at han aldrig fik samlet sin viden i den bog, han så gerne ville skrive. Det betyder, at meget af hans viden faktisk er smuldret i dag. I fremtiden skal vi dokumentere vores viden, så den kan danne basis for udvikling på længere sigt.” 

Halvstuderede røvere
Tiden er gået. 

Faktisk skulle Vinca Wiedemann har været til et andet møde på skolen for femten minutter siden. 

Hun kigger lidt misfornøjet på mig, som om hun tænker, at det heller ikke er lykkedes at overbevise mig. Hun lægger an til et sidste argument. 

”Jeg går ind for viden. Og viden kan godt komme ud af det kunstneriske. Vi skal da ikke stille kunsten op som en modsætning til en uddannelse.” 

”Jeg vil gerne citere Lars von Trier, som jo har været rigtigt meget ude med riven efter filmskoler i al almindelighed. ’Hvis der skal være uddannelse, så lad os blive uddannet af nogle, der faktisk har en viden på området i stedet for, at der kommer nogle halvstuderede røvere og synes, de skal fortælle, hvordan de selv ville gøre,’ sagde Trier i sin Sonningpristale. Det har jeg skrevet mig bag øret og ladet mig inspirere af.” 

– Så du foretrækker specialister frem for allroundere? 

”Det stresser mange undervisere herude, at de føler, de skal vide noget om det hele. Det er et kæmpe fagområde, vi har på filmproduktion. Derfor giver det mening at fokusere på et bestemt felt og fordybe sig i det. Det kan kun hæve undervisningens kvalitet, og det var det, Mogens Rukov gjorde. Han fokuserede på dramaturgi og gjorde sig til ekspert på det felt.” 

”Jeg skal være den sidste til at helliggøre Mogens Rukov, for der var også langt mellem guldkornene, når han underviste. Vi skal passe på med at gøre vores undervisere til guruer og sætte dem op på en piedestal. Det har de slet ikke nogen glæde af, og det giver et ubehageligt forventningspres. De er mennesker som os andre og skal støttes i deres gerning med at undervise.”