Tale: Blixen og Triers leg med masker

Deres Majestæt, Deres Excellencer, mine damer og herrer.

Karen Blixen og Lars von Trier. Så forskellige de end forekommer, har de dog også markante ligheder. Begge er storytellers i deres helt egen liga. For dem begge er det centralt at underholde og forføre deres publikum, og drilleriet er deres faste følgesvend.

Karen Blixen bruger ofte begrebet fun. ”Funny” kan betyde ”sjovt”, men også ”peculiar”, altså sært og underligt. Hos både Blixen og Trier er det spøgefulde, det alvorlige og det sære flettet uadskilleligt ind i hinanden.

Filmisk grænseudvider
Jeg hørte første gang om Lars von Trier i 1980, hvor han var elev på Filmskolen og jeg selv purung aspirant.

To lærere – i dag prominente filmfolk – diskuterede skeptisk hans talent: Om der var en minimal chance for, at der bag hans excentriske særheder kunne skimtes et kunstnerisk talent, eller om dette var helt og aldeles udelukket.

Jeg så ham sidde i kantinen og skule uforsonligt i sin sorte læderjakke. Jeg var faktisk bange for ham. I hele sin udstråling af aggressiv arrogance virkede han fremmed, så langt fra dansk films polerede 80’er-middle-of-the-road-humanisme, som tænkes kan. Og så endda som selvdeklareret adelig.

Nok marcherede han frem på skolen som en uforsonlig og kompromisløs ener, men man skal ikke forstå det sådan, at han var en enlig ulv på uddannelsen. Tværtimod fik han hurtigt samlet et hold af lydhøre og engagerede medspillere, der sammen udforskede filmmediet.

Deres æstetiske ambitioner var så fremsynede, at de endnu i disse digitale tider forekommer nyskabende. Resultatet, elevfilmen Nocturne fra 1980, var så poetisk og sanseligt stemningsmættet, at den skar sig ind som en uafrystelig, sjælelig vision.

Talentet blev hurtigt set og værdsat af Filmskolens rektor i en grad, så Trier fik lov til at sprænge banken med sin afgangsfilm Befrielsesbilleder – og man måtte udsætte optaget af nye elever. Årsbudgettet var simpelthen brugt op før tid. Den var sgu nok ikke gået i dag – et faktum, der kan nage mig som rektor – for til gengæld fik vi en film, der med det samme katapulterede Trier ind i den internationale, kunstneriske elite.

Privat grønspættebog
Den æstetiske udfordring af filmmediets grænser fortsætter gennem hele Triers værk.

I Breaking the Waves introducerer han Per Kirkebys malede kapitelbilleder, på Dancer in the Dark de 100 videokameraer, i Dogville foregår hele filmen i et studie med kridtstreger, og efter sin puritanske afskrælningsperiode med Dogme genoptager han i Antichrist med frisk energi skabelsen af sine åndeløst smukke og uudgrundelige filmiske visioner, hvorefter han i Nymphomaniac skaber et slags overflødighedshorn af visuelle samplinger.

Men talentet begrænser sig ikke til det æstetiske.

I en af Karen Blixens Sidste fortællinger – Kardinalens første historie – siger Kardinalen, at man bedst kan besvare spørgsmålet: ”Hvem er jeg?” ved at fortælle en historie. Og det kan vel i al sin enkelhed også stå som overskriften på Triers værk.

For Trier bruger det dagligdags til at beskæftige sig med tilværelsens største spørgsmål. Fra en kulturradikal og modernistisk udgangsposition bruger Trier virtuost hele kulturens kinoorgel af stof til sine fortællinger: religion, videnskab, musik, litteratur, billedkunst, pop, landsbyvid og de helt selvopfundne skrøner som kagegaflernes rolle under revolutionen – det hele indgår i Triers private grønspættebog.

Som når han i epilogen til tv-serien Riget drillende vender ordsproget om at tage det sure med det søde og formaner seeren om at tage ”det gode med det onde”.

For som hos Blixen er også hos Trier Djævelen, det onde, en uundgåelig, men også uundværlig hovedfigur i fortællingen om vores eksistens’ mystiske storhed. Og som hos Blixen er fortælleren ofte uudgrundelig gemt bag sin maske.

Trier skildrer mennesker fulde af godhed og sætter dem derefter ind i handlingsgange, der på dæmonisk vis tester og udfordrer dem. Som en Lucifer kaster han på den måde nyt lys over seksualiteten, opofrelseslysten, underkastelsen og destruktionen.

Legen med masker
Den ses ikke mindst i det dominerende tema om kampen mellem det mandlige og det kvindelige.

Hans provokerende kvindeportrætter har delt publikum. Den selvopofrende Bess i Breaking the Waves, der ofrer livet for, at hendes elskede Jan kan få førligheden tilbage, oplevede mange som den ultimative skildring af kærlighedens almagt. Mens andre ikke kunne udholde den vellyst, som man mærkede i den sadistiske iscenesættelse af hendes prøvelser. Med Dancer in the Dark sættes temaet endnu mere på spidsen, og med denne film vandt han filmbranchens eftertragtede trofæ, Den Gyldne Palme, i Cannes.

Trier har selv gjort opmærksom på, at kvindeportrætterne er udspaltninger af hans eget indre. Det har beroliget mange, men er det nu hele sandheden?

I Antichrist, Melancholia og Nymphomaniac udvikler kvindeskikkelserne sig i en mere dæmonisk retning som katalysatorer for en skildring af menneskets destruktive, selvhævdende kræfter – og afsøger gåden om, hvordan det gode og det onde kan rummes i selvsamme menneske.

Og det blik, han kaster på sine karakterer, er altid præget af et stærkt dobbeltsyn: på den ene side hudløst indlevet, på den anden side med et iskoldt, distant blik. Denne dobbelthed sammen med forkærligheden for fortællinger i kinesisk æske-princippet gør ham svær at fange. Han er en mester i at lege med masker. Lyder det bekendt for en Blixen-fan?

Kære Lars!
I din seneste film, The House That Jack Built, fortæller du historien om seriemorderen Jack, der er ingeniør, men ville ønske, at han var arkitekt. Hans store drøm er at bygge et hus, men han kan ikke få det til at leve op til sine ambitioner. Og ikke mindre end fire gange undervejs river han det ned for at begynde forfra.

Til sidst står der et nøgent, helt primitivt træskelet på grunden. Det var så langt, hans fantasi rakte.

”Bedre,” om jeg så må sige, går det med hans serie af bestialske mord. Han forsøger herigennem at skabe en slags kunstværk gennem at udspille sine indre dæmoner i en storslået og perverteret iscenesættelse. Med mennesker som materiale lykkes det ham at bygge sit hus.

Denne slags hus er ikke set før. Grænseoverskridende i sin makabre enkelhed. Et forbrug – eller rettere misbrug – af andre mennesker til hans eget formål. Genialt eller bare galt?

Filmen er indrammet af Jacks samtale med Verge, digteren over alle digtere, som også er Dantes rundviser i de første dødsriger i Den guddommelige komedie, og som han fortæller sin historie til, mens han bliver fragtet til dødsriget. Herfra skal han finde ud af, om han er dømt til evig fortabelse i helvede, eller om han kan få adgang til Himmerige.

Jack ser ned i den altfortærende, vulkanske afgrund og over mod den fjerne trappe, der fører op til Himmerige. Verge har fået til opgave at føre Jack et par etager højere op, end han er nu. Her ville der sikkert være en mere udholdelig temperatur, men denne lunkne mellemvare byder tydeligvis Jack imod. I et øjebliks vovemod kaster han sig ud i en halsbrækkende manøvre for at nå over til himmerigstrappen, men han mislykkes og falder mod dybet. I disse allersidste sekunder af filmen vendes billedet til negativ, og helvedets mørke bliver lyst. Er hans frelse og hans fortabelse identisk?

Filmen er ikke overraskende blevet tolket som en slags kunstnerisk testamente og selvportræt. Men er det i givet fald et rammende, fyldestgørende portræt, kan den gøre det ud for et testamente?

I sin selvudlevering, i sit blik på manden i den lille røde bil, mangler filmen efter min mening det dobbeltsyn, der ellers præger Triers værk, og er erstattet af et for entydigt troldspejl. En slags selvpinerisk udpensling af menneskelige mangler og utilstrækkeligheder. Et tiltrængt, påtrængende behov for et selvopgør? Måske.

Og for en sikkerheds skyld har Trier indbygget en række tilsyneladende uigendrivelige argumenter for sin bevisførelse om Jacks tilfælde som et entydigt dårligt menneske, ja, lige meget hvad man kan komme med, så har han svar på rede hånd. For dagens prisvinder er også både stædig og påståelig.

Men når jeg tænker tilbage på vores samarbejde, og på dit samarbejde med dine andre filmkolleger, så er det andre indtryk, der trænger sig på.

Du rummer også en venlighed, omsorg og en generøsitet, der er så uhierarkisk, som kun den, der har en klar vision, kan tillade sig. Du inviterer andre ind i din proces, og selv de yngste assistenter får lov til at give deres besyv med. Ikke mange har så dedikerede og hengivne medarbejdere som du, og det bidrager til glæden, at man tydeligt mærker din uskrømtede glæde i det selvforglemmende samarbejde.

Nye narrestreger
Blixen kendte om nogen til lidelse. Lykke er fravær af smerte, sagde hun. I de sidste mange år af hendes liv var det kun sjældent, at hun var den foruden.

Blixen stiftede aldrig familie eller fik børn, hvilket var en stor sorg for hende. At hendes afrikanske farm gik konkurs blev på mange måder hendes livs fallit. På sit livs nulpunkt vendte hun hjem og slog sig ned i sit barndomshjem her på Rungstedlund. Kun langsomt kæmpede hun sig videre ved at skrive – som en næsten desperat akt.

Med Ebbe Mørks ord: Karen Blixen elskede masker og forklædninger, men bag dem ligger en dyb indsigt i alle livets forhold og følelser, som hun selv havde erfaret gennem sit rige, men også stærkt plagede liv. Karen Blixen var prøvet hårdt af livet, men hun levede op til skæbnen, sådan som hun beskriver den i sin fortælling Sorg-agre:

”Saaledes som Melodien er eet med den Stemme, der synger den, som Vejen er eet med Maalet, som to elskende bliver eet i deres Omfavnelse, saaledes er Mennesket eet med sin Skæbne, og maa elske den, som det elsker sig selv.”

På udstillingen heroppe på første sal er der et citat fra en af hendes notesbøger: For at være pessimist kræves der ikke meget fantasi.

I et liv, der kunne føles provinsielt og småligt, savnede Karen Blixen det storslåede, også i sin omgangskreds. Hun ville – med Bo Hakon Jørgensens ord – gerne lege med den, skønt den ikke forstod hendes lege, men i stedet ville have noget med mening i.

Karen Blixen ville i Lars von Trier have fundet en storslået legekammerat. Jeg forestiller mig, at de ville have spadseret ud i parken her og sammen fundet på nye narrestreger, mens de beundrede fuglene i deres frie flugt.

Tillykke med prisen!