Vinderne stråler med deres statuette
Det er blevet en fast tradition og en morsom aften for både talenter og etablerede navne i dansk film, når de alle mødes for at fejre årets bedste præstationer i kortfilmens verden.
Ekko Shortlist Awards blev afholdt for ottende gang den 27. november i Bremen Teater.
Med kort varsel og komisk flair dukkede Anders Lund Madsen op og charmerede publikum som vært ved årets prisfest. Han kritiserede blandt andet manglen på planteliv i filmverdenen, som blev aftenens gennemgående tema.
Ud over de mange talenter, der blev knipset løs af på den røde løber, blev scenen i løbet af aftenen betrådt af veloplagte presenters som Charlotte Sieling, Nikolaj Arcel, brødrene Magnus og Emil Millang samt Jonas Risvig.
Alle som én hyldede de talenterne, som var samlet i salen.
Vores fotograf Ólafur Steinar Rye Gestsson var på pletten og indfangede stjernestunderne, da vinderne poserede med deres statuette.
Philip Hedegaard Povlsen (midt) var mildest talt overrasket over at modtage aftenens hovedpris, Shortlist Prisen, og de medfølgende 25.000 kroner for den kulsorte samfundssatire Osworld. Med sig havde instruktøren skuespillerne Jesper Møller (tv.) og John Bonadies.
”Jeg laver først og fremmest film, fordi jeg brænder for det,” sagde instruktør Andreas Ettrup (midt), der strålede, da hans herlige komedie Hamsterhjulet vandt Publikum Prisen. Til filmfesten var han flankeret af (fra venstre): Villiam Ottesen, Jeppe Rydell, Loulou Elinor Sandmoe og Martin Hermansen.
Med et smil fra øre til øre dedikerede Kerren Lumer-Klabbers (nummer to fra venstre) i sin takketale Papapa til andre regnbuebørn, da hun vandt prisen for bedste fiktion. På den røde løber fik hun fra venstre selskab af producer Jeppe Wowk, scenograf Signe Krab Nymann og komponist August Drenck.
Smilla Dreinø Khonsari stod for det mest rørende øjeblik ved aftenens prisuddeling, hvor hun med Bånd – fortæl mig alt vandt for bedste dokumentar. På scenen ringede hun nemlig til sin far, som på medhør i hele salen sagde, at han var meget stolt af hende. Ligesom filmen gav det en klump i halsen.
Instruktøren bag Jeg har ikke tid til det her, Mathias Rodrigues Bjerre, stak af midt i sin takketale og havde øjensynligt travlt med at fejre sejren for bedste animation. I hvert fald forsvandt han i mængden af festglade mennesker, før Ekkos fotograf kunne nå at knipse et billede af ham med prisen, men det blev til et portræt ved ankomsten.
”Jeg følte, at mit hoved kortsluttede,” sagde Marta Holm om at høre sit navn blive råbt op som vinder af prisen for bedste kvindelige skuespiller med præstationen i det sort-hvide ungdomsdrama Amourteur. Hun havde ikke regnet med at vinde i det stærke felt med flere etablerede skuespillere.
Sidste års vært ved Ekko Shortlist Awards, Besir Zeciri, nærmest dansede ned ad scenen i eufori over prisen for bedste mandlige skuespiller i Den gode. Hjemmevant i rampelyset charmerede han hele salen med sit glade væsen.
Amourteur blev en af aftenens store vindere med hele tre priser. Her ses instruktøren Sylvia Le Fanu sammen med Mads Lind Knudsen, som hun har skrevet det levende manuskript sammen med.
Norske Jan Bastian Muñoz Marthinsens fik stort bifald for de håndholdte og sort-hvide billeder i Amourteur. Det er anden gang i træk, at han vinder prisen for bedste fotografering ved Ekko Shortlist Awards – denne gang til de passende toner af Jadas I’m Back, mens han skridtede mod podiet.
Vinderne af prisen for bedste klipning så tilfredse ud efter showet i Bremen Teater. Prisen gik til Arendse Løvind Andersen og Martin Anthon Sørensen for den sømløse klipning af Babylebbe, som også var nomineret i kategorierne bedste fiktion og bedste fotografering.
Holdet bag R[evol]ution Of Love var med god grund oppe og køre ved filmfesten, hvor Sophie Amalie Haumann (midt) snuppede prisen for bedste scenografi, mens Søren Haahrs pulserende musik blev kåret som årets bedste. På den røde løber fik de selskab af fra venstre filmens fotograf Sophie Caroline Gohr, instruktør Louise Hylland og producer Julie Louise Nielsen.
Kvinden bag det dynamiske lydbillede i Filmskole-afgangsfilmen Frie mænd, portugisiske og dansk-bosatte Diana Queirós, virkede både ydmyg og taknemmelig, da hun fik overrakt sin velfortjente pris for bedste lyddesign.
FILM&TVGruppen overrakte den spritnye pris Diversitet Prisen til LGBT+-festivalen MIX Copenhagen. En overrasket Kate Krosschell (th.) modtog prisen på scenen. Efterfølgende poserede Krosschell med festivalens kommunikationschef Hugo Arruda.
Ekko Shortlist Awards
Ekko Shortlist Awards hylder danske kortfilm og filmtalenter.
De nominerede var udvalgt blandt film på Ekko Shortlist fra 9. november 2020 til 8. november 2021.
Vinderne blev fundet i en sammentælling af brugernes stemmer og juryens rangeringer.
Prisuddelingen er støttet af Det Danske Filminstitut, Nordisk Film og Producentforeningen.
Kommentarer