Vinterberg blev overhalet af virkeligheden

Thomas Vinterberg smiler stort, da han tager imod i et interimistisk presseområde med det pompøse navn Hollywood Celebrities Village.

”Nå, det var den gode anmeldelse. Vi fik jo også en dårlig,” siger han med henvisning til min femstjernede ros og en betydeligt mindre begejstret i et andet dansk medie.

At Familier som vores – den ambitiøse fremtidsfortælling om et Danmark, der står til at synke som Atlantis under bølgerne – er udtaget til filmfestivalen i Venedig, er en markant udmærkelse i sig selv.

Men for instruktøren er det tydeligvis et usikkert varsel, at den danske modtagelse af serien foreløbigt har været blandet. 

”Det tog jeg faktisk ret meget på vej over. Jeg læser ikke selv anmeldelser, men jeg hørte om det. En sjælden gang imellem skimmer jeg dem, men kun hvis det er nogen, der tager værket alvorligt. Nå, men nok om anmeldelser,” afbryder Thomas Vinterberg sig selv. 

Ensom i Paris
Serien er et tankeeksperiment i syv dele. Hvis Danmark blev ubeboeligt, hvor ville vi så søge hen? 

Thomas Vinterberg har sammen med sin medforfatter Bo hr. Hansen arbejdet på projektet, siden han kom på idéen for syv år siden.

”Jeg sad i Paris. Jeg var ensom og savnede min familie. Ud af det kom tanken om, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg blev adskilt fra mit land og skulle klare mig et andet sted,” siger Thomas Vinterberg.

Det var i årene efter, at flygtningekrisen blussede ud i lys lue. Men det var inden pandemien, den russiske invasion af Ukraine, inden danskerne begyndte at pakke forrådskasser og branden på Børsen. Den ikoniske bygning står flot og forladt i seriens stemningsbilleder fra et affolket København. 

”Vi ændrede en del undervejs. Vi havde scener, hvor folk hamstrede lokumspapir, og da folk så i virkeligheden begyndte at gøre det, tænkte vi, at det var for fladt. Så vi har allerede censureret os selv, fordi vi blev overhalet af virkeligheden.”

”For syv år siden sagde folk, at det her er en skør profeti. Nu siger folk, at det er meget aktuelt. Det er vildt, så meget der er sket.”

Neutralt laboratorium
For Thomas Vinterberg har klimaforandringer ført til et paradigmeskifte i vores forståelse af verden.

”Engang var vi mennesker bange for, hvad naturen kunne gøre ved os. Nu er vi blevet bange for, hvad vi kan gøre ved naturen,” siger instruktøren.

”Men så syntes jeg jo først og fremmest, det var interessant at undersøge disse syv mennesker og deres eksistens. Hvad gør vi, når alt, vi elsker, bliver taget fra os?”

Et stjernecast med Nikolaj Lie Kaas, Paprika Steen, Magnus Millang og Esben Smed fører an som forældregenerationen, der er tvunget til at starte forfra, mens de unge talenter Amaryllis April August og Albert Rudbeck Lindhardt spiller det unge par, der i første afsnit bliver studenter og nu skal finde en ny fremtid i et fremmed land.

”Vi lavede et laboratorium, hvor vi forsøgte at lukke helt ned for holdninger. Vi skulle kunne foretage så realistisk og objektiv en undersøgelse som muligt, når nu det handler om fremtiden.”

Realisme i en dansk sammenhæng betyder noget ganske andet end i en amerikansk katastrofefilm. Hvor vi er vant til i amerikanske film at se lovløse tilstande, plyndrede hjem og alles kamp mod alle, forløber udskibningen af den danske befolkning i serien i relativ ro og orden.

Familier som vores har måske nok en dystopisk præmis, men den er rundet af en rørende tiltro til mennesket.

”Det blev meget vigtigt for os med det håbefulde. Det var den svære opgave at løfte i sådan et scenarie,” siger Thomas Vinterberg.

Danmark som flygtninge
Samtidig er serien en Danmarksfortælling med udgangspunkt i den absolut mest velbjergede del af landet med Hellerup-villa og herregård.

– Gjorde I jer overvejelser undervejs om at favne lidt bredere?

”Det har vi været bange for, det spørgsmål!” siger Thomas Vinterberg og griner. 

”Men jeg tog faktisk et valg om at skrive om det, jeg kender til. Jeg har også perifært haft med det hårde liv i Danmark at gøre qua min mors familie, men jeg valgte at skrive om det, jeg ved noget om. Det gør jeg ikke altid.”

”Vi kunne måske godt have været mere demokratiske i vores valg, i vores farvevalg og vores socialklassevalg, men når vi kommer med så far out et eksperiment, var det vigtigt, at jeg kunne grave mig ned i det superspecifikke.”

”Så de der hensyn valgte jeg at smide væk. Også fordi jeg føler, de er påtvungne, og jeg vil ikke påtvinges noget som helst!”

”Jeg har også været bange for spørgsmålet om, hvorfor der ikke er flere farver. Men vi laver jo et eksperiment, der hedder ’Danmark som flygtninge’. Og så er det svært, hvis vi følger nogen, som for en generation eller to siden selv har været flygtninge, og som måske stadig har familie, de kunne tage ned til.” 

Fortælling om fordomme
Da seriens privilegerede personer står over for den endelige udrejse, er der samtidig et klart hierarki i, hvor de søger hen.

Godsejerparret rejser til England, arkitektfamilien til Frankrig, og den arbejdsløse journalist må med det offentlige til Rumænien. 

”Det er sjovt, for min kone sagde også, at det med at man skulle til Bukarest, kommer man aldrig til at tro på. Og jeg svarede: ’Hvad fanden mener du med det?’”

At den rumænske hovedstad står nederst på ønskelisten, efterlader serien ingen tvivl om. Studenten Lauras hårde rejse for at nå frem til sin journalistmor, så hun ikke skal udstå en hård tilværelse alene, er en vigtig del af seriens dramatiske motor.

Men forventningen om at finde slum og armod bliver også vendt på hovedet, mens Lauras far og hans nye familie må indse, at Paris er mindre gæstfrit, end de havde håbet.

”Det er en fortælling om vores fordomme, for der er ret fedt i Bukarest,” siger Thomas Vinterberg med et smil.

”I vores tidligere udkast var det Kiev, der også har alt det, vi ikke har: det ubeskyttede, det oprigtige, det som østeuropæerne i min forestillingsverden altid har stået for: det uforkælede.”

Til gengæld er der – måske lidt overraskende – tilsyneladende ingen, der overvejer at søge mod vores nabolande i Norden.

”Vi laver den finte, at der er nogle handicappede, som kommer til Norge. Men vores fiktive konstruktion er, at Norge og Sverige har taget dem, de vil tage. Og der skulle jo også være en vis rejse.”

– Man er også nødt til at komme over Østersøen, der føles meget lig den rejse, flygtninge i dag tager over Middelhavet.

”Det har vi faktisk ikke tænkt så meget over, men det er godt set.”

Løvehjerte for oliepenge
Familier som vores er Thomas Vinterbergs første tv-serie, men det bliver næppe hans sidste.

I marts kom det frem, at instruktørens næste projekt bliver en filmatisering af Astrid Lindgreens børneklassiker Brødrene Løvehjerte.

”Den laver jeg, hvis den bliver finansieret. Det ved man jo ikke. Det er jo med børn og heste, hvilket er hundedyrt,” siger Thomas Vinterberg. 

”Men der er ingen syd for Skandinavien, som nogensinde har hørt om den bog. De har hørt om Pippi, men Brødrene Løvehjerte er ukendt for mange mennesker. Så jeg kan godt se en idé i at prøve at fortælle historien. Lige nu er det den, som bor i mit hjerte.”

Da nyheden kom frem, kunne Ekko via det norske magasin Montages rapportere, at en del af finansieringen til produktionsselskabet bag serien kom fra vicepræsidenten af De Forenede Arabiske Emirater, Sheik Mansour bin Zayed al-Nahyan. Landet er berygtet for at se stort på menneskerettighederne.

Det er endnu et eksempel på et fænomen, hvor magtfulde aktører forsøger at forbedre deres omdømme ved at støtte anerkendte mærkesager. Som greenwashing for klimaet, pinkwashing for queer-rettigheder eller sportswashing for sportsbegivenheder, som da Qatar i 2022 afholdt VM i fodbold, hvor migrantarbejdere blev skadet og dræbt under opførelsen af stadions.

Burre i mellemkødet
Dengang ønskede Thomas Vinterberg ikke at udtale sig om, hvad man passende kan kalde filmwashing, og det gør han så vidt muligt heller ikke her til morgen.

”Der er intet, som har ændret sig. Ekko var som sædvanlig på plads som en burre i mit mellemkød, og så undersøgte jeg det. Det er forholdsvis perifert forretningsmæssigt. Så havde jeg nogle gode samtaler med mig selv, og valgte at fortsætte.”

– Hvordan gik de samtaler?

Thomas Vinterberg kommer med et uigennemtrængeligt smil. 

”Dem tror jeg så ikke, jeg vil give til Ekko. Men jeg kan jo sige, at jeg har taget en beslutning om at fortsætte.”

”Men I kan jo gå i gang med at bore i, hvor meget af Hollywood der lige nu er ejet af den slags oliepenge. Det gælder for eksempel hele Sam Mendes’ selskab (Neal Street Productions, red.). Det er den verden, vi lever i nu. Og så må man jo vælge, om man vil agere i den verden eller lade være.”

Håber på håbet
Selv hvis han er hoppet på serievognen, betyder det ikke, at Thomas Vinterberg er færdig med at lave film. 

”Jeg er ikke så optaget af, om det er en tv-serie, en stor amerikansk produktion eller en lille dansk produktion. Det svarer jo til, at du skal ud at finde en kæreste, og du siger: ’Hun skal se sådan her ud!’ Men så møder man en anden, der ser helt anderledes og mærkelig ud, men som bliver ved at hjemsøge ens tanker.” 

”Det er så fucking besværligt at lave film,” siger Thomas Vinterberg med eftertryk. 

”Det er sindssygt og altædende. Så der er nødt til at være noget, som bliver ved at vende tilbage og provokere én. Det handler altså ikke om form eller længde for mig. Skulle jeg vælge, tror jeg, at jeg ville lave en spillefilmkomedie.”

– Hvad håber du, folk vil tage med sig fra Familier som vores?

”Jeg håber, at vi har lavet så virkelig en historie som muligt, som kan anspore folk til at føre eksistentielle, politiske og moralske samtaler. Det ville være fantastisk, hvis vi kan få den bold til at rulle.”

”Og jeg håber simpelthen, at der er håb nok. At serien er til at se og ikke bliver for tung. Det mente du vist heller ikke i din anmeldelse, at den er. Jeg håber, du har ret.”