Nyhed
11. mar. 2024 | 10:47

Vinterberg laver serie om Brødrene Løvehjerte

Tegning | Ilon Wikland

Astrid Lindgrens fortælling handler om brødrene Karl og Jonatan Løve, som dør og mødes i det eventyrlige dødsrige Nangijala.

En af dansk films største instruktører skal lave miniserie om Nordens måske bedste ungdomsroman.

Af Frederik Hoff og Claus Christensen

Den danske instruktør bag Druk og Festen kaster sig nu over en af Nordens mest skattede fortællinger.

Han har nemlig fået grønt lys til at instruere en kommende miniserie, baseret på Astrid Lindgrens roman, Brødrene Løvehjerte, skriver Deadline.

Det amerikanske selskab Medias Res producerer serien, og Vinterberg går i denne måned i gang med at udvikle manuskriptet sammen med den britiske, prisvindende dramatiker Simon Stephens.

Medias Res har tidligere stået bag #MeToo-serien The Morning Show med Steve Carrell og Jennifer Aniston, som havde stor succes på Apple TV+.

Thomas Vinterberg er på mange måder dansk films store instruktør lige nu.

Han vandt en Oscar for Druk og var en af dogme-bevægelsens skabere, men i år er han aktuel med serien Familier som vores. Med Brødrene Løvehjerte på vej, lader det til, at han i øjeblikket er en seriemand.

Brødrene Løvehjerte er den måske allervigtigste kulturelle arv fra mine forældres generation,” siger Vinterberg til Deadline og fortsætter:

”Den står som en milepæl i min barndom og skinner klart i min hukommelse. Projektet er et stort ansvar og samtidig en betydelig drøm, der går i opfyldelse: At skabe en serie baseret på denne enorme og rørende fortælling – og på den måde få lov til at give den videre til mine børns generation.”

Opkaldt efter engelsk konge
Brødrene Løvehjerte er en af Astrid Lindgrens mest berømte fortællinger på linje med Pippi Langstrømpe og Emil fra Lønneberg.

Den handler om brødrene Karl og Jonatan Løve. Tiårige Karl, som storebroren kalder Tvebak, er dødeligt syg, så Jonatan trøster ham med, at der er et efterliv i Nangijala.

Men under en brand ofrer Jonatan sit eget liv for at redde sin bror, og ved hans begravelse kalder læreren ham for Løvehjerte efter den engelske konge Richard Løvehjerte.

Da Tvebak dør, bliver han genforenet med storebroren i Nangijala, hvor de tager kampen op mod despoten Tengil for at skabe et frit land.

Bogen blev udgivet i 1973 i Sverige og året efter i Danmark.

Det er en af Lindgrens mest dystre fortællinger, der handler om angst, mod og død. Især starten i Sverige med Tvebaks sygdom og Jonatans opofrelse er hjerteskærende, og den har fremkaldt tårer hos mange børn og deres forældre.

Herefter udvikler fortællingen sig til et storslået eventyr i stil med C.S. Lewis’ Nardia-bøger.

Brødrene Løvehjerte blev også filmatiseret i 1977 af svenske Olle Hellbom. I 2012 blev det annonceret, at Tomas Alfredson skulle instruere en ny Brødrene Løvehjerte-film med Hoyte van Hoytema som fotograf.

Den blev dog ikke til noget, og få år efter fortalte Hoytema – som i nat vandt en oscar for sit arbejde på Oppenheimer – til det svenske medie Moviezine, at filmen var stødt ind i problemer på grund af kompliceret finansiering med flere lande involveret. 

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko