Vinterberg og Refn til Venedig-festivalen
Dansk film var sidste år i hovedkonkurrencen på Venedig-festivalen med Nikolaj Arcels Bastarden, der fik en varm modtagelse.
Igen i år skal markante danske instruktører til den prestigefulde festival, dog uden for konkurrence med henholdsvis en serie og en kortfilm.
Det er Thomas Vinterbergs – med spænding ventede – TV 2-fremtidsserie Familier som vores. Den handler om, at Danmark skal evakueres på grund af den stigende vandstand.
Og så er det Nicolas Winding Refn, der viser sin nye kortfilm, Beauty Is Not a Sin, som forfilm til en restaureret udgave af hans sensationelle debutspillefilm Pusher fra 1996.
Ekstremt lidt vides om kortfilmen, der har italienske Laura Grassi og Stefano Gaeta i hovedrollerne. Den optræder ikke engang på online-filmdatabasen IMDb. Ud fra titlen at dømme kunne filmen godt være en tematisk opfølger til spillefilmen The Neon Demon, der foregår i modeverdenen og har Elle Fanning i hovedrollen som en model.
En kraftfuld ramme
Til gengæld har TV 2 og Thomas Vinterberg udsendt en pressemeddelelse.
”Efter Druk dykkede jeg direkte ned i denne karakterbårne saga om familier, der må forlade fædrelandet, før hele Danmark oversvømmes. Vandet i Venedigs gader er derfor en særlig kraftfuld ramme om verdenspremieren,” udtaler Thomas Vinterberg, der lige er blevet far for femte gang.
”Der er også noget inspirerende trodsigt over en festival i en by bygget på vand, som virkelig spejler seriens store tema: ukuelighed. Mennesket har en fantastisk evne til at tilpasse sig, selv i de mest udfordrende situationer,” fortsætter instruktøren.
”Jeg oplever både en værdighed og et håb i netop den ukuelighed, som jeg forsøger at holde fast i – ikke mindst i denne foruroligende tid, vi lever i.”
Dystopisk familiedrama
Familier som vores foregår hen over en sommer, hvor et sandt flygtningedrama udspiller sig. Alle danskere skal forlade landet, fordi vandstanden er foruroligende stigende.
Pludselig er al ejendom værdiløs. De rige rejser til velhavende lande, mens de fattige flyttes til lande, hvor der er plads.
Serien skildrer smertefuld afsked med landet og viser samtidig menneskets utrolige vilje til at overleve.
Debutanten Amaryllis August spiller studenten Laura, som bliver forelsket i klassekammeraten Elias (Albert Rudbeck Lindhardt). Hun kommer fra et skilsmissehjem, hvor hendes succesfulde far, arkitekten Jacob (Nikolaj Lie Kaas), netop har fået en ny kone Amalie (Helene Reingaard Neumann).
Farens nye kærlighed lader til at gå hårdt ud over Lauras mor, den i forvejen ekstremt pressede videnskabsjournalist Fanny (Paprika Steen).
Rollelisten byder også på Esben Smed, der spilles Amalies bror, som har et forhold til Henrik (Magnus Millang). I andre roller ses Thomas Bo Larsen, som altid er med hos Vinterberg, Asta Kamma August og David Dencik.
Rammer os lige i hjertet
Serien har Vinterberg skrevet sammen med Bo hr. Hansen, der anmelder for Ekko og i det aktuelle #96 har skrevet om undergang i film, bøger, musik og Familier som vores.
I Ekko #94 tog location scout Mikkel Schiller læserne med på tur til steder i København, hvor serien er blevet optaget.
Fotograf er Sturla Brandth Grøvlen, der også stod bag kameraet i Druk og regnes for en af verdens bedste inden for sin metier.
Serien vil blive vist i sin fulde længde i Venedig, hvilket vil sige syv afsnit af 50 minutters varighed. Den får dansk premiere i løbet af efteråret.
Fra TV 2 lyder det, at man er stolt over udtagelsen til festivalen.
”Thomas Vinterberg og Zentropa har skabt en monumental serie, som i den grad fortjener et internationalt spotlight. Vinterberg er en mester i at fortælle historier om store temaer som fællesskab, kærlighed og håb og gøre dem helt nære. Og med denne serie rammer han os alle lige i hjertet,” udtaler Mette Nelund, der er TV 2 Fiktionschef.
Alex Høgh i fint selskab
Thomas Vinterberg og Nicolas Winding Refn bliver ikke de eneste danske filmfolk i Venedig.
Skuespilleren Alex Høgh Andersen har en rolle i en af forhåndsfavoritterne i hovedkonkurrencen, nemlig den spanske mesterinstruktør Pedro Almodóvars første engelsksprogede film, The Room Next Door. Her er den danske stjerne kommet i fint selskab med blandt andre Tilda Swinton og Julianne Moore.
Desuden har det danske dokumentarselskab Final Cut for Real været med til at producere Olha Zhurbas Songs of Slow Burning Earth.
Filmen tegner et kollektivt portræt af ukrainere – dem, der flygter ud af landet, da Rusland invaderer, og dem, der har valgt at blive i landet og leve med bombardementerne.
Dommedag i Ekko #96
Temaet i Ekko #96 er: Dommedag?
Bo hr. Hansen skriver om undergang i film, bøger, musik og serien Familier som vores, som han har forfattet sammen med Thomas Vinterberg.
Få en filmgave, når du tegner abonnement.
Bestil magasinet her og få det tilsendt.
Køb magasinet i løssalg over hele landet.
Abonnenter kan også læse bladet digitalt.
Kommentarer