Vinterbergs stærke menneskejagt

I pressematerialet til Jagten fortæller Thomas Vinterberg, at ideen allerede blev plantet i efterdønningerne fra Festen i slutningen af 90’erne.

En psykolog, der havde set filmen, gav Vinterberg en samling af dokumenter om fænomenet ”falske erindringer” – det vil sige børn, der ikke evner at skelne mellem fantasi og hukommelse.

Det kan resultere i grundløse overgrebsanklager, og psykologen mente, at nu hvor Vinterberg havde beskrevet den ene side af det tabubelagte emne, burde han også beskrive den anden.

Suspenderer kritisk sans
Det var på samme tid, at jeg selv såede tvivl om et incestoffers historie i det P1-program, der gav Vinterberg inspiration til Festen.

Da jeg gik programmet igennem, fik jeg mistanke om, at historien ikke var sand, og nogle år senere indrømmede vedkommende, at han aldrig var blevet udsat for seksuelle overgreb. Incesten var pure opspind.

Men inden det kom frem, modtog jeg voldsomme reaktioner og blev beskyldt for at være ”incestbenægter”. Dér gik det op for mig, at vores instinktive sympati for offeret – det tilsyneladende offer – får os til at suspendere den kritiske sans. Vi vil hellere tro, at et medmenneske misbruger børn, end at nogen skulle tale usandt om noget så alvorligt.

”Børn lyver ikke,” som børnehavelederen Grethe siger i Jagten, men det gør børn en gang imellem, og derfor er det velgørende, at Vinterberg har lavet en antitese til Festen.

En midtnormal mand
Ligesom Festen ikke handlede om incest, men om hemmeligheder og løgne i familien, handler Jagten ikke specifikt om pædofili, men om moderne heksejagt. I H.C. Andersens land kan en fjer stadig blive til fem høns, et rygte kan spredes som en middelalderlig pest og skabe et massehysteri, der ender i selvtægt.

Jagten kommer overbevisende fra start med masser af humor, for Vinterberg ved som den durkdrevne fortæller, han er, at grin er vejen til gråd.

I præcise scener tegner Vinterberg billedet af en midtnormal mand i en midtnormal provinsby. Lucas (Mads Mikkelsen) er i bund og grund et godt menneske, der hygger sig med sine jagtvenner og passer sit arbejde som pædagog i børnehaven, hvor ungerne elsker ham.

Han har et anstrengt forhold til ekskonen, men hvem har ikke det, og vi forstår godt, hvorfor sønnen hellere vil bo med sin omsorgsfulde far end omklamrende mor.

Kvinderne fører an
Lucas har overskud til at tage sig af vennen Theos (Thomas Bo Larsen) datter, der går i børnehaven. Som Drengen der gik baglæns – Vinterbergs sublime kortfilm fra 1995 – forsøger Klara (en rørende Annika Wedderkopp) at undgå at træde på stregerne på fortovet – sødt, men også et neurotisk træk.

Hun lider under forældrenes skænderier og er ofte overladt til sig selv. Hun skriver et kærestebrev til Lucas, og da han høfligt leverer det tilbage, bliver hun såret. Inspireret af et pornobillede, som hendes brødre har vist hende, fortæller hun børnehavens leder Grethe (Susse Wold), at hun har set Lucas’ stive tissemand.

En psykolog tilkaldes, og han stiller Klara så ledende spørgsmål, at det løber én koldt ned ad ryggen ved tanken om, at det måske foregår sådan i virkeligheden. Klara fortæller bagefter sin mor (Anne Louise Hassing), at det ikke passer, men moren skærer igennem. ”Det er sket,” siger hun til datteren.

Grethe indkalder forældrene til et møde, og så er helvedet løs. Det går stærkt, så stærkt, at historiens hængsler knirker her. Og det er kvinderne, der har fået tildelt de største skurkeroller, ligesom Birthe Neumanns mor i Festen som familiens ynkelige opportunist kommer dårligere ud af dramaet end faren, der i det mindste får lov til at erkende sin skyld og drage konsekvensen.

James Bond-moment
I de følgende scener – filmens bedste – falder Lucas’ verden fra hinanden.

Han bliver bandlyst af det lille samfund, og snart har han hverken arbejde, venner, kæreste eller en søn, ja, han får sågar forbud mod at handle ind i det lokale supermarked. Og nogle mennesker i byen tager hårdere midler i brug.

Hans afmagt er til at tage at føle på, og suverænt skaber Vinterberg en stærk identifikation med den uskyldigt forfulgte – en klassisk filmfigur, der går tilbage til Hitchcocks suspense-thrillere med Menneskejagt som højdepunktet. Massehysteriet og selvtægten i lillebyen leder tankerne hen på Sam Peckinpahs Straw Dogs fra 1971.

Mads Mikkelsen er med sit underspil perfekt til at spille denne underdog, der forsøger at bevare sin værdighed i derouten. Vreden bobler inde i ham, og da han bliver gennembanket af en stupid slagter i supermarkedet, kommer han tilbage og nikker slagteren en skalle.

Noget overraskende, at Lucas skulle have den slags evner, men Vinterberg og hans manusforfatter Tobias Lindholm ofrer troværdigheden for et James Bond-moment, som fik kritikerne til at klappe spontant i Cannes.

Blød mand til modangreb
Massehysteriet medfører, at adskillige børn mener, de er blevet udsat for overgreb i Lucas’ kælder. Der er bare det problem, at Lucas slet ikke har nogen kælder (en lidt for letkøbt afsløring af en falsk erindring), og i filmens sidste, men mindst overbevisende del retter den bløde mand endelig ryggen og tager herredømmet over sin skæbne.

Det er en eksistentiel situation, som findes i alle Vinterbergs film.

Lucas vælger at tage konfrontationen med sin ven Theo og resten af byen under selveste julegudstjenesten, som giver en meget dramatisk scene, der dog er på kant med troværdigheden. Filmen bliver herefter mere flaksende, indtil Vinterberg får bundet det hele sammen med en tvetydig slutning, der fungerer nogenlunde.

Ved at se begivenhederne gennem Lucas’ øjne skaber Vinterberg en stærkt medrivende fortælling, men det er på bekostning af kompleksiteten. Især kvinderne er ensidet fremstillet, mens Vinterberg er i sit es, når det gælder fremstilling af venskab mellem mænd.

Forholdet mellem Lucas og Theo bliver således et fornemt udfoldet omdrejningspunkt i filmen, og Vinterbergs trofaste skuespiller, Thomas Bo Larsen, viser en ny side af sit talent med fuldskæg og et farligt, bondsk temperament. Og Lars Ranthe sørger for, at et vigtigt comic relief -øjeblik går rent ind og letter det pres, vi har været under.

Brag af comeback
Men hele castet fortjener ros – selv Lucas’ hund, der gør, hver gang ekskonens navn siges. Charlotte Bruus Christensens kamera fanger stemningen i en typisk dansk provinsby, og nærbillederne af ansigter har den vinterbergske følsomhed, som vi kender fra hans tidligste film. Også Nikolaj Egelunds musik går fint i spænd med filmens enkle fortælling.

Skulle man have ønsket sig noget, så var det et visuelt udtryk for heksejagten, der kunne have givet filmen det sidste løft. Og selvom politi og den slags faste kriminal-ingredienser bevidst er udeladt, savner man alligevel mere håndfast viden om sagsforløbet. Jagten er ingen genistreg som Festen, men derimod et brag af et comeback for Thomas Vinterberg.

Han er tilbage på verdensscenen, og tankevækkende nok er det med en dansksproget film, som han efter Festen lagde bag sig for at få en international karriere.