Virkeligheden er sin egen instruktør

Instruktøren Anders Østergaard har bevidst valgt en mellemvej mellem den journalistisk baserede dokumentarfilm og den mere kunstneriske.

Det viser hans to meget vellykkede film, Tintin og mig og Gasolin', med deres blanding af interviews, arkivmateriale og rekonstruktioner.

Men i stedet for mellemvejen har han i år lavet to film, der rendyrker henholdsvis det kunstneriske og det journalistiske.

I Så kort og mærkeligt livet er går Østergaard linen ud med fiktive rekonstruktioner og en så fri fortolkning af forfatteren Dan Turèlls liv, at genrebetegnelsen "dokumentar" ikke slår til.

Mens Burma VJ (undertitel: Reporting from a closed country) er en engageret og bevægende skildring af de håbefulde septemberdage for et år siden, hvor Burmas buddhistmunke gik på gaden for at protestere mod et af verdens mest menneskefjendske regimer.

Klædelig ydmyghed
Begge film har haft premiere på årets CPH:DOX-festival, og her i aften kåres Burma VJ til vinder af festivalens hovedpris, DOX Award.

Burma VJ demonstrerer, hvor fleksibel en instruktør Anders Østergaard kan være.

Her har han i den grad mødt en sandhed, der er større end kravet om personlig tolkning og har ydmygt indskrænket sin rolle til et minimum, der næsten kan minde om klipperens, mens en overvældende, brutal virkelighed er blevet sin egen instruktør.

Barfodsreporterne
Filmens egentlige hovedpersoner er de barfods-journalister, eller video-journalister, der refereres til i titlen, anonyme mennesker udstyret med billige videokameraer.

Som den eneste organiserede opposition i Burma er de til stede hver gang, at der er optræk til endnu en konfrontation. Med livet som indsats dokumenterer de regimets overgreb.

Anders Østergaard selv står for enkelte gadebilleder fra Rangoon, kombineret med en diskret rekonstruktion af den central i Bangkok, hvor optagelserne modtages og videresendes, og en anonym stemme samler de mange spredte tråde, når barfodsreporterne rapporterer ind via mobiltelefonen.

Mordet på håbet
Det starter i august 2007, da regimet indfører prisstigninger, som gør livet endnu mere umuligt for en befolkning, der i forvejen lever på et eksistensminimum. Landets 400.000 buddhistmunke går på gaden for at kræve, at regimet træder tilbage.

Vi følger et lands fornyede opvågnen efter årtiers mørke, men så følger mordet på det genfødte håb.

I centralen i Bangkok ringer telefonen, opskræmte stemmer aflægger de sidste rapporter. Så dør stemmerne én efter én, efterhånden som regimet får ram på kameramændene. Det sidste billede, der når frem, viser en myrdet munk, der flyder med ansigtet nedad i et snavset vandløb.

Sande klicheer
Alligevel vælger Anders Østergaard at lade sin 88 minutters film slutte med en forsigtig optimisme. Stafetten går videre. Da en tyfon rammer Burma og efterlader hundredtusinder af ofre, er nye barfodsjournalister klar til at dokumentere de lidelser, som et af verdens mest kyniske regimer hensynsløst ignorerer.

Man kan bebrejde Anders Østergaard, at han her er endt i de sort-hvide journalistiske klicheer om den glubske ulv og de uskyldige lam, som han i en artikel i Ekko engang gjorde op med.

Men nogle gange er klichéen jo altså også sand.

Regimet i Burma er lige så blodigt som Saddam Husseins, og i modsætning til Mellemøstens Stalin har generalerne i Rangoon ingen visioner om at føre deres land ind i den moderne tidsalder. Fattigdom og uvidenhed er opskriften på deres egen berigelse, og opskriften virker. Burma ligger i to stormagters indflydelsessfære, Indiens og Kinas, og generalerne udnytter dygtigt de to landes rivalisering til at sikre deres egen overlevelse.

Magtesløs journalistik
De anonyme kameramænd i Burma udøver en livsnødvendig og tapper journalistik, og Anders Østergaard har overbevisende og beundringsværdigt dokumenteret den. Men desværre kan jeg ikke dele hans optimistiske tro på sandhedens sejr.

Regimet i Rangoon står uanset alle afsløringer usvækket. Det synes ikke blot immunt, men også rystende, ja ligefrem hånleende ligeglad med alle udstillinger af dets nådesløshed og brutalitet.

Nogle gange må vi erkende det smertelige, at selv den mest sandfærdige journalistik i sidste ende ikke afdækker andet end vores egen magtesløshed.

Burma VJ - Reporting from a closed country tager i nærmeste fremtid på turné i landets biografer med Dox-On-Wheels.