Essay: Virkeligheden som tv-serie

Sidste år den 21. august sad jeg på Restaurant Pluto i Dronningens Tværgade om aftenen til en middag med alle de nordiske dramachefer og Piv Bernth, der på det tidspunkt stadig var dramachef på DR. 

Jeg og et par andre repræsentanter for den danske tv-seriebranche havde sammen med dramacheferne siddet i Emmy-semifinalejuryen hele dagen og set sydamerikanske tv-serier. 

Pludselig fik alle rundt om bordet travlt med deres smartphones. Der var breaking news både i Danmark, Norge og Sverige: Kim Walls torso var blevet fundet ude i vandet ved Amager Fælled. 

Alle dramacheferne livede op og studerede ihærdigt deres mobiler. Der var et nyt afsnit i den true crime-kriminalserie, der kørte på alle platforme, som alle i Norden fulgte med i, og som kun lige var begyndt: Raket-Madsen. 

Anna Croneman fra SVT vendte sig om mod mig og sagde: ”Dér har I plottet til Broen V!” 

Larger than life
Det kunne godt have været plottet til Broen V, men det var slet ikke nødvendigt. Allerede i slutningen af august 2017 kunne man mærke, at dramaet om Raket-Madsen og mordet på Kim Wall var så stærk en fortælling, at det slet ikke var nødvendigt at løfte den over i en fiktionaliseret ramme som enten en biopic eller plottet til endnu en Nordic Noir-serie. 

Den var allerede en Nordic Noir-serie på sin helt egen måde. Den indeholdt alt. En mulig larger than life-morder med narcissistiske træk og en abnorm seksualitet, der blev mørkere og mørkere, jo mere man gravede både i hans fortid og i hans computer. 

Her var for alvor et menneske, der i sin barndom havde siddet skævt på potten. Og som noget helt nyt i Norden var her også en skurk, der allerede var en kendis i medierne, som der var lavet lødige dokumentarfilm og bøger om. 

Som historien efterfølgende foldede sig ud og kulminerende med retssagen her i marts-april 2018 har sagen om Raket-Madsen været gaven, der blev ved med at give. 

Hele tiden nye overraskende vendepunkter, som selv ikke den vildeste manuskriptforfatter kunne udtænkte, uden at vedkommende ville blive skudt i skoen, at det næsten var for fantasifuldt konstrueret. 

Dertil et farverigt karaktergalleri omkring hovedskurken bestående af elskerinder med skrøbelige psykologier, gerne transformeret til saftig og grænsesøgende seksualitet. 

Dertil kom den ultimative cliffhanger under hele retssagen. Ville Raket-Madsen klare frisag, fordi dødsårsagen ikke endeligt kunne bevises, selv om han havde indrømmet, at han parterede liget? Ville hans skiftende forklaringer om Kim Walls død som en hændelig ulykke veje tungere end specialisterne? 

Den dobbelte historie
Vi kan synes, det er forargeligt, at Raket-Madsens mulige drab på Kim Wall er blevet medieunderholdning. At han overhovedet omtales med det mærkelige Anders And-agtige navn – Raket-Madsen – og ikke sit borgerlige navn Peter Madsen. 

Og et eller andet sted er der ægte pårørende til Kim Wall, en far og en mor og søskende, der må opleve mediedækningen af drabet på deres datter og søster som usmagelig og krænkende. Men medietoget kører, og i en verden, hvor fiktion og virkelighed bliver blandet mere og mere sammen, og hvor tv-serien er en af de store vindere, så at selv en spraglet tv-serie-karakter som Donald Trump kan blive valgt til præsident i USA, er ingenting som før. 

Når man udvikler dramaserier til DR og de andre store public service-stationer i Norden, er der et krav om ”den dobbelte historie”. En historie skal være underholdende og lavet i en form, der tiltrækker et stort publikum, men den skal også handle om noget. Den skal være en afspejling af tiden og have en relevans i forhold til vort samfund lige nu. 

Da vi lavede første sæson af Broen, var vi meget optaget af de sprækker, der er i det nordiske velfærdssamfund. Vi kunne mærke, at der lå og ulmede en vrede under overfladen. Velfærdsmodellen knagede og sprækkede. ”Svigt” og ”vrede” blev vores temaer, og det gestaltede vi i vores morder, der som tidligere politimand følte sig svigtet. Især af sin gamle politikollega og ven, Martin Rohde, der til og med havde knaldet hans kone og derved indirekte været skyld i konen og sønnens død i en trafikulykke på Øresundsbroen. 

Vi konstruerede en morder, der brugte flere år på at planlægge sin udåd, og som lavede alle mulige tekstsamlinger og manifester, som han sendte ud i forbindelse med sine mord i vores tv-serie. 

Mønstersamfundet
To måneder før vi havde premiere på serien, fandt tragedien sted i Norge.

I forbindelse med gødningsbomben i regeringskvarteret i Oslo og nedskydningerne på øen Utøya udsendte Anders Behring Breivik et tusind sider langt manifest og en YouTube-film, hvor han både beskrev sit verdenssyn i levende billeder og ledsagede det med alle mulige betragtninger og statistik. 

Ved premieren på Broen knap to måneder senere i en biograf i Malmø kunne vi godt mærke, at vi havde lavet noget, der ramte tiden i meget større grad, end vi i vores vildeste fantasi overhovedet havde kunnet forestille os. 

Og den succes, Broen opnåede ude i verdenen, handlede i høj grad om at forsøge at forstå, hvad der foregår i Norden. Hvordan kunne Utøya ske i et socialdemokratisk mønstersamfund, hvor alle er lykkelige og får gratis skolegang og hospitalspleje? 

Folkefest med henrettelser
Den tradition, at man kan lære noget af krimier, kan føres tilbage til krimiens fødsel som journalistisk og litterær genre i begyndelsen af 1800-tallet. 

En begyndende politisk demokratisering og opbyggelse af retssamfundet var ved at tage form i Europa og USA. 

Kriminalfortællingen var på mange måder et kognitivt demokratiseringsprojekt, hvor læserne fulgte opklaringen af en kriminalgåde som et matematisk puslespil, der skulle skole læseren i at gennemskue komplekse forhold og skabe overblik i regler og adfærd. Og selvfølgelig sørge for, at retfærdigheden skete fyldest. 

Den kloge detektiv skulle skole os i at gennemskue adfærd, psykologi og logik og på den måde skabe et værktøj til at forstå en ellers kompleks og uoverskuelig moderne verden, der var under forandring. Nogle siger endda, at krimien blev skabt for, at landboerne, der i stort antal flyttede til byerne i denne periode i forbindelse med industrialiseringen, havde brug for en litterær genre, så de kunne forstå livet i byerne. 

Men der er også en anden og mere mørk tradition. I 1700-tallet var offentlige henrettelser et offentligt skue. Et moralsk teater, hvor befolkningen i en by mødte op for at se en misdæder møde sin skæbne i en galge eller på en huggeblok. 

I galgen hang forbryderen til kødet rådnede og kadaveret faldt til jorden. På huggeblokken var det ikke bare hovedet, der røg af. Kroppen blev parteret og sat på hjul og stejle. Det var datidens gysende søndagsunderholdning, og den blev kombineret med folkefest og markedsstemning, hvilket er bedst skildret i William Hogarths berømte stik fra 1747. 

Men da vi trådte ind i 1800-tallet, forsvandt den offentlige henrettelse fra dagligdagen. Igen et resultat af retssamfundets begyndende manifestation. Misdædere blev puttet i fængsel eller i det skjulte henrettet, uden at det blev stillet til offentligt til skue. Det skete i en tid, hvor voldsraten i samfundet faldt drastisk. 

Fra at være en daglig foreteelse blev det til noget ekstraordinært. Vold og mord var ikke noget, man så længere rundt om i kvarteret, hvor man boede. Men når det endeligt skete et eller andet sted, at nogen myrdede sin kone, så læste man om det i aviserne, der malende beskrev alle detaljer. 

Moralsk kompas
I den samme periode fik den kløgtige detektiv, der logisk opklarede en kriminalgåde med sin intelligens, en mørkere fætter – som var tættere på ondskaben og de destruktive kræfter. 

I Fjodor Dostojevskijs Forbrydelse og straf, der vel er den første psykologiske kriminalroman, rejser vi ind i en morders sind og prøver at forstå ham. Alle kunne vi ende som Raskolnikov. Eller kunne vi? 

Og nogenlunde samtidig med, at Conan Doyle skrev om mesterdetektiven Sherlock Holmes, hærgede Jack the Ripper i London. Han parterede prostituerede på bestialsk vis, mens han korresponderede med politiet og pressen om sine tanker og overvejelser i forbindelse med mordene. 

Fortællingen om Jack the Ripper er vel den første og største mediedækkede true crime-mordgåde, der aldrig er blevet opklaret. Hvad handler den så om? En fascination af mørket og en godt-jeg-ikke-er-sådan-følelse. Et moralsk kompas, der styrer vores følelser og drifter i en retning, hvor vi i store træk overholder de ti bud, uden at vi ender i vores følelsers vold. 

Er det også det, fortællingen om Raket-Madsen kan koges ned til? Godt jeg ikke er sådan? 

Sikkert, men det er også noget mere. Det bizarre og overraskende. Det, at man ikke kan regne fortællingen om Raket-Madsen ud. Den er larger than life og skoler os i forstå en virkelighed, der med den digitale revolution er under dramatisk forandring. 

Ligesom landbefolkningen, der flyttede til byerne, havde brug for fortællinger til at forstå virkeligheden, har vi brug for fortællinger til at forstå de forandringer, vi er midt i.