Virkeligheden chokerer på Sundance

”Jeg nærer ingen illusioner om, hvad der vil ske, hvis russerne fanger os,” siger instruktør og kameramand Mstyslav Chernov i en voiceover, da den Z-malede tankvogn peger kanonløbet direkte mod kameraet. 

Byen har hverken strøm eller internet, og operationsrummene bugner af sårede. Ligene må de stuve sammen i kælderen, til de kan komme i en massegrav. 

20 Days in Mariupol var en overlegen publikumsvinder på årets Sundance-festival i kategorien ”international dokumentar”, hvor den sammen med Iron Butterflies var en påmindelse om den pris, civilbefolkningen betaler for krigen i Ukraine. 

Nødvendige billeder
Foruden independent-spillefilm lavet på kviklån og hjerteblod er Sundance også en af verdens førende dokumentarfestivaler. Og den er typisk leveringsdygtig, når det gælder de næste Oscar-kandidater. 

Det er en profilering, der ligger helt i tråd med festivalens ånd om at præsentere vigtige historier for et stort publikum. Mstyslav Chernovs førstehåndsberetning er så bydende nødvendig, at mange af dokumentarens mest uafrystelige billeder allerede har været sendt i tv. 

Den lille pige, der dør på båren, mens lægerne græder. Den gravide kvinde med det knuste bækken. Den dødfødte baby, som lægen mirakuløst nusser i live. 

Det ville nok være at gå et skridt for langt at foreslå en sammenhæng mellem 20 Days in Mariupol og Tysklands længe forhalede beslutning om at sende tankvogne til Ukraine en uge efter, at filmen havde verdenspremiere. 

Men uanset hvad demonstrerer Mstyslav Chernovs ukunstlede reportagefilm, hvor uundværligt filmmediet er, når det gælder at sætte sig i andres sko. 

Desperat flugt fra Nordkorea
Det er formentlig også grunden til, at Madeleine Gavins Beyond Utopia fik publikumsprisen for bedste amerikanske dokumentar. 

Filmen tager publikum med en desperat familie over floden fra Nordkorea til Kina, på bjergvandring ind i Laos og derfra over Mekong-floden til Thailand, imens de skjuler sig for myndigheder og menneskesmuglere. 

De hjælpes på vej af den sydkoreanske præst Seungeun Kim, der gennem årtier har opbygget et netværk af ”mæglere”, som hjælper flygtninge på begge sider af grænsen. 

Han er en lattermild og favnende hovedperson, der selv er gift med en nordkoreansk kvinde. Hun faldt for ham, fordi han med sin tykke mave mindede hende om Kim Jong-Il – den eneste tykke mand i et land, hvor de færreste har nok at spise. 

Madeleine Gavin opruller dygtigt historien om de sidste 100 års turbulente koreanske historie. Den strækker sig fra japansk koloni over delingen mellem sovjetiske og amerikanske marionetregeringer og frem til Koreakrigen, der nok er kølet af, men som officielt aldrig er afsluttet. 

Sideløbende med familiens lange rejse får vi også historien om Soyeun Lee, hvis søn forsøger at flygte for at blive genforenet med hende. 

Men han bliver opdaget og sendt til afhøring. I grådkvalte telefonsamtaler hører Soyeun nyt om sin søn, der bliver tæsket og tortureret og sendt til en berygtet gulag. 

Det viser sig, at han slet ikke ville flygte. Han savnede sin mor og ville have hende med sig hjem til, hvad han er blevet fortalt er verdens lykkeligste land. 

Giftgas i metroen
Japanerne var blevet fortalt den samme historie om deres land, lyder det i dokumentaren Aum: The Cult at the End of the World. Men 1980’ernes økonomiske boom stilnede pludselig af og efterlod en yngre generation uden retning i livet. 

Det tomrum blev udfyldt af dommedagskulten Aum Shinrikyo, der i 1995 dræbte fjorten mennesker og sårede omkring 6.000 ved at udløse sarin-giftgas i Tokyos metrosystem. 

Dokumentaren starter her og fortæller herfter historien om den forfejlede kvaksalver og yogalærer Shoko Asahara. Han er dog kynisk og karismatisk nok til at overbevise tusinder af medlemmer om, at han er deres sikre vej til evig frelse. 

Det er en frygtindgydende fortælling, koncist og en smule overfladisk fortalt med arkivklip, anime-sekvenser og udtalelser fra journalister, advokater, ofre og disciple. Tilsammen tegner de et skræmmende billede af, hvordan forskruet vanetænkning kan blive til kollektivt vanvid. 

Kærlighed trods Alzheimers
Årets juryvindere i dokumentarkategorien er mere rørstrømske. 

The Eternal Memory er et kærligt portræt af et slidstærkt, chilensk ægtepar, hvor manden er ramt af Alzheimers. 

Augusto Góngora er konfus, men medgørlig, når hans kone – skuespiller og tidligere kulturminister Paulina Urrutia – hjælper ham huske tilbage på sit lange liv. Som en fremtrædende kulturjournalist siden 70’erne har han oplevet meget. 

Instruktør Maite Alberdi var sidst i Park City med den charmerende The Mole Agent, der senere blev Oscar-nomineret. Hun drager en rørende parallel mellem Augustos arbejde for at afdække Pinochet-regimets forbrydelser og hans egne falmende minder. 

Men filmens omdrejningspunkt er det grænseløst tålmodige forhold mellem Augusto og Paulina. Selv når han ikke kan huske, hvem hun er, og ikke kan falde til ro, er tilliden og kærligheden mellem de to intakt. 

The Eternal Memory er et mere nådesløst portræt af demens end Kirsten Johnsons komiske Dick Johnson Is Dead, efterhånden som vi ser Augusto miste mere og mere af sig selv. 

Men det er en god fortælling af typen, der sætter spor i publikum. 

Knytnæve i mellemgulvet
Når mennesket endelig flyver til Mars, bør vi spørge sorte kvinder om gode råd til rejsen, mener poeten Nikki Giovanni. 

Efter at have overlevet rejsen over Atlanten og kummerlige kår i den nye verden, må de om nogen vide, hvordan man finder sin plads i en ny, fjendtlig verden. 

Nikki Giovanni har selv kæmpet sig vej frem i livet, siden hun i 1960’erne blev en af borgerrettighedsbevægelsens fremmeste poeter. Hendes digt Rosa Parks er en uomgængelig beskrivelse af bevægelsens begyndelse med mordet på den fjortenårige Emmett Till. 

Joe Brewster og Michèle Stephenson præsenterer et værdigt og lødigt karakterportræt i Going to Mars: The Nikki Giovanni Project. Hovedpersonen er i dag 79 år gammel, og hendes hukommelse er ikke så skarp, som den var engang. 

”Jeg husker det vigtigste og finder på resten,” siger hun tidligt i filmen. 

Derfor blandes hendes vrede, rørende og morsomme poesi med nutidsoptagelser og klip fra de mange interviews, hun har lavet gennem et langt liv. 

Gennemgående vender filmskaberne tilbage til en samtale i tv mellem Giovanni og den sorte forfatter James Baldwin. De konverserer og disputerer, går i rette og roser hinandens analyser. 

Portrætfilmen I Am Not Your Negro, der handler om James Baldwin, er en mere fokuseret og indigneret fortælling. Flere scener i Going to Mars kunne med fordel være udeladt. 

Men Nikki Giovannis poesi rammer som en knytnæve i mellemgulvet, mens vi ser billeder af et langt livs kampe for at blive hørt og gøre en forskel.