Virkelighedsflugt i en orange Renault 4

Mere end 400.000 biografbilletter har Den sidste rejse solgt i Sverige. Et vanvittigt tal for en dokumentarfilm, og nu er den ovenikøbet blevet udvalgt som Sveriges Oscar-kandidat.

Men succesen giver mening, når man ser den rørende og humoristiske film, der trods forankring i virkeligheden føles mest som en af Hollywoods klassiske feelgood-roadmovies.

Den engang så passionerede og livsglade fransklærer Lars Hammar har, siden han gik på pension, mistet livslysten. Han rører sig simpelthen ikke ud af flækken, nærmere bestemt den lille svenske by Köping.

Desperat efter at banke gnisten tilbage i sin far tager journalist, tv-vært og filmskaber Filip Hammar ham med på en køreferie til Sydfrankrig, præcis som familien plejede at tage på – endda i samme vogntype: en orange Renault 4.

Med de lange ben fastklemt på bagsædet sidder Fredrik Wikingsson, der i 25 har været Filips bedste ven og partner i film, dokumentarprogrammer og quiz-shows på svensk tv, hvor de er et kendt makkerpar

”Danskerne vil nok være forvirret over, hvorfor Filip tager mig med, men i Sverige ville alt andet være underligt. De er vant til at se os sammen,” fortæller Wikingsson, der er mødt alene op for at tale med Ekko.

Han har på papiret instrueret Den sidste rejse sammen med sin makker, men i praksis er det Wikingsson, der agerer instruktør i filmen, mens Filip fordyber sig helhjertet i sin og farens rejse.

Alvorligt uheld
Det var langt fra sikkert, at Den sidste rejse ville blive et hit i hjemlandet.

”Vi søgte om penge fra Det Svenske Filminstitut, men de afviste os blankt. De gad ikke engang holde møde med os, selv om vi har lavet to film før,” siger 51-årige Fredrik Wikingsson og refererer til komedien Tårtgeneralen og dokumentaren Trevligt folk.

”Instituttet sagde, at Den sidste rejse ’så ud til at indeholde humoristiske elementer’, og det er åbenbart mærkeligt, når det handler om alderdom. Så vi måtte bruge vores eget selskab til at finansiere filmen og håbe på det bedste.”

Derfor var det ikke kun et personligt chok, men også en økonomisk forskrækkelse, da Lars allerede kort inde i turen faldt og kom alvorligt til skade.

I filmen ser man, hvordan Lars lader sig slå helt ud og mister troen på, at han nogensinde kommer til Sydfrankrig.

”Jeg måtte ringe hjem til produktionsselskabet og sige, at hele projektet var oppe i luften. Jeg elsker Lars, og vi havde mange snakke med ham og hans kone om det.”

”Hvis en læge havde sagt, at det var en dårlig idé, havde vi ikke fortsat. Det skete heldigvis ikke, men det var en mærkelig følelse, for han kunne have været hjemme i god behold, hvis det ikke var for vores film.”

Naiv forestilling
Efter få dages genoptræning lykkes det at fortsætte turen, og snart finder Fredrik Wikingsson sig til rette som en slags tilrettelægger for det humørskift, som Filip Hammar så inderligt håber på at se i sin far.

Sønnen er overstrømmende glad for den gamle mand, men tilsyneladende blind for, hvor ustoppelig en kraft alderdom kan være.

Så det er op til den utroligt loyale ven Fredrik at time et forbipasserende tog, så Lars kan fortælle sin legendariske Harry Belafonte-anekdote med præcis samme tog-motiverede kunstpause, som han plejede at gøre.

Og da Filip hører sin far tale nostalgisk om talende papegøjer, bliver Fredrik sendt ud for at skaffe én.

Fredrik hyrer endda skuespillere til at opføre et fiktivt skænderi, så Lars endnu engang kan nyde det franske temperament, som han romantiserer. Lars selv er et skandinavisk gemyt og lider stadig af dårlig samvittighed, fordi han var uhøflig over for en taxachauffør engang i 60’erne.

Inspirationskilderne til de skøre konstruktioner var ifølge Wikingsson DDR-dramaet Good Bye, Lenin! og den danskproducerede dokumentar The Act of Killing, hvor en bøddel fra det indonesiske folkemord genopfører sine krigsforbrydelser og undervejs fortryder sine ugerninger.

”Jeg vidste, at Filip – hvordan kan jeg sige det pænt? – er en naiv person. Han forestillede sig, at hvis han tog sin far med på tur, så ville farens depression stoppe. Alt ville blive som før,” fortæller Fredrik Wikingsson.

”Men sådan er livet ikke. Rejsen er en virkelighedsflugt, og jeg håbede, at jeg ved at hjælpe Filip med de her vanvittige krumspring kunne få ham til at indse det.”

Som Hoffman i Rain Man
I en hård scene hen imod slutningen af filmen forsøger far og søn at lave Lars’ berømte ratatouille. Men hænderne har ikke styrke nok til at skære en aubergine.

Bedrøvet dropper Filip madprojektet, og Fredrik, der endelig har skaffet den talende papegøje, bliver bedt om at aflevere fuglen tilbage.

”Jeg fandt ud af undervejs, at Filip er hovedpersonen, ikke Lars. Ligesom Tom Cruise spiller hovedrollen i Rain Man, ikke Dustin Hoffman. Han er den, der forandrer sig og indser noget,” forklarer instruktøren og bruger slutscenen i Barry Levinsons autismedrama som eksempel.

”Hoffman står på toget, og Cruise vinker til ham. Man tror, Hoffman endelig vil vinke tilbage, men det gør han ikke, og det er op til Cruise at acceptere det.”

”Sådan er det også i vores film. Lars er primært med på rejsen for Filips skyld, og det er så rørende, da Lars siger: ’Jeg håber ikke, du er skuffet over mig,’” forklarer Wikingsson med let bævende stemme.

”Jeg bliver helt rørstrømsk af at tale om det.”

Den næstsidste rejse
Først i klipningen gik det op for Filip selv, at det er ham, der er historiens omdrejningspunkt. Det var en hård pille at sluge.

”Jeg måtte flere gange sige: ’Nej, du ser ikke specielt godt ud i den her scene, men du er nødt til at fremstå så naiv, som du var, så man kan mærke din udvikling,’” husker Fredrik Wikingsson.

Men selv om Filip er hovedpersonen, er det Lars, der er årsagen til filmens succes, mener instruktøren.

”Han har utroligt ekspressive øjne, og så er han bare fantastisk sympatisk. Hvis du går gennem Köping gågade med ham, som skal tage 45 sekunder, tager det 45 minutter, fordi alle hans gamle elever vil sige hej,” siger Wikingsson.

Tidligere i år sagde Filip og Fredrik tak ved at sende Lars til Sydfrankrig endnu engang, denne gang med fly.

”Han er jo ikke blevet mindre gammel, og det tager lang tid for ham at bevæge sig, så han kommer nok ikke afsted igen. Men Filip har fået et meget mere roligt og forstående forhold til sin far. Og jeg er glad for, at Den sidste rejse kun blev den næstsidste rejse.”