Visioner der blev virkelighed

Den engelske forfatter Anthony Burgess kunne umuligt have vidst, hvad han satte i gang, da han skrev romanen A Clockwork Orange i 1962. Han kunne ikke have haft nogen anelse om, at hans leg med ord og det særlige slang, der tales blandt bandemedlemmerne i bogen, nadsat, skulle få indflydelse på musikhistorien selv 40 år senere.
   
Undervejs i romanen, og i Stanley Kubricks filmatisering fra 1971, går hovedpersonen Alex ind i en pladebutik og passerer under et skilt med en Top 10-liste. Blandt de fiktive bandnavne på listen er Goggly Gogol, Johnny Zhivago, The Humpers, The Heaven Seventeen, The Legend, The Blow Goes og The Sharks, alle sammen gruppenavne som siden er blevet adopteret af virkelige rockbands.

De resterende tre navne på Top 10-listen, Bread Brothers, Cyclops og Comic Strips, er muligvis også blevet brugt af en ung rockgruppe på jagt efter et iørefaldende navn, men de er bare ikke blevet noteret nogetsteds. Til gen-gæld var virkelighedens Heaven 17 et ganske populært og succesrigt britisk new wave-band i starten af 1980'erne.
   
Derudover kaldte Burgess bandemedlemmerne i bogen droogs, og det inspirerede fire unge mænd fra Californien til at kalde deres band The Droogs i 1971. Og i starten af 90'erne tog et ungt engelsk poporkester navnet Korova Milk Bar efter det værtshus, hvor Alex og droogierne hænger ud i A Clockwork Orange.

Karisma og mystik
Den rockhistoriske Top 10 i A Clockwork Orange er et eksempel på, hvordan en fremtidsvision, eller i hvert fald en del af den, er endt med at blive til virkelighed. Ikke nødvendigvis sådan som tænkeren bag visionen havde forestillet sig det, men netop kun fordi nogen har udtænkt så stærk en vision om fremtiden, at andre har følt sig draget og inspireret til at gøre visionen til virkelighed.
   
Burgess' fremtidsvision blev altså ikke nødvendigvis til virkelighed, fordi det var en præcis profeti, men fordi hans vision i sig selv - og i selskab med Stanley Kubricks filmatisering - var kraftfuld. Den podede krøllede navne som Goggly Gogol og Heaven 17 med karisma, mystik og mening.
   
I det hele taget hører A Clockwork Orange til en af de romaner og film, som populærkulturen kan suge løs af i én uendelighed. Talrige rockmusikere, heriblandt David Bowie, U2, Beastie Boys og New Order, har ladt sig inspirere af Burgess' vision om en løbsk ungdomskultur i en gold verden. Og bandemedlemmernes påklædning i Stanley Kubricks film - hvidt, stramtsiddende tøj, store sorte støvler, bowlerhatte og heftig mascara - dukker stadig op engang imellem, når designere, fotografer og modeskabere skal tænke vildt.
   
Og frem for alt rumsterer Burgess' vision om nihilistiske bøller, der melder sig ud af samfundet og skaber deres eget ultravoldelige univers midt i den pæne civilisation, stadig i vores fælles kulturelle bevidsthed.

Kulturelt vraggods
Hvis en fremtidsvision er stærk og kraftfuld nok, er der altså en vis sandsynlighed for, at den ender med at blive til virkelighed - i tillempet, bearbejdet form.
   
Eller sagt på en anden måde: Hvis en stærk og visionær kunstner udtænker en fremtids-vision, er visionen allerede blevet til virkelighed. Det er en selvopfyldende profeti. Måske bliver visionen ikke til virkelighed, sådan som kunstneren har forestillet sig det, men den sætter gang i nye ideer, den inspirerer og poder sig på deres samtid og eftertid.
   
Menneskeheden begynder ikke nødvendigvis at opføre sig anderledes og endnu mere afstumpet, fordi Terminator- og RoboCop-filmene har forudsagt en afstumpet fremtid med robotter i gaderne. Men det visuelle udtryk, æstetikken, designet og sproget i fremtidsfilm, glider ofte umærkeligt over i virkeligheden, efterhånden som kreative hjerner lader sig inspirere.
   
Se blot gadebillederne i Ridley Scotts Blade Runner fra 1982 med deres store elektroniske billboards og dunkle handelsgyder. De er mere eller mindre blevet virkelighed, fordi designere bevidst eller ubevidst har ladt sig inspirere samtidig med, at teknologien har indhentet Scotts fremtidsvision.
   
Se storbylandskaberne i Fritz Langs Metropolis fra 1927. Filmen er snart 100 år gammel, og nutidens storbylandskaber ligner mere og mere filmens fascinerende vision om motorveje, der snor sig mellem kæmpehøjhuse. Det er ikke nødvendigvis vores nutid, der ganske langsomt er ved at indhente den fremtid, som Fritz Lang forudsagde. Det er snarere Langs billeder, der er så stærke og dragende, at de ligger som vraggods og inspirerer i baghovedet på designere og arkitekter.
   
Mennesket har heller ikke opnået det høje teknologiske stade, der bliver forudsagt i en anden af Stanley Kubricks film, Rumrejsen år 2001 fra 1968. Men billederne af store rumskibe, der svæver vægtløst mellem stjernerne til tonerne af familien Strauss' valse, er så uforglemmeligt og kraftfuldt et billedsprog, at vi forventer, at en rumfærd lyder og ser sådan ud.

Dobbeltplusgodt
Man kan altid diskutere, hvor meget en science fiction-profeti er blevet til virkelighed. Vi siger ikke "dobbeltplusgodt" og har trods alt ikke en leder ved navn Big Brother.

Alligevel hævder mange, at George Orwells dystopiske roman 1984 (1949) er blevet til virkelighed i vore dages overvågningssamfund. Mens andre mener, at tiden er løbet fra 1984, eftersom de fleste moderne storbyborgere opfatter nutidens overvågning og kontrol som tryghed og beskyttelse for borgerne, ikke for magthaverne.
   
Vi har endnu ikke set sammenlappede lig gå rundt i gaderne som i Mary Shelleys Frankenstein, men vi har set talrige forskere eksperimentere med naturens veje og regler.
   
Hvorvidt en science fiction-profeti er blevet virkelighed, står åbent for fortolkninger, men når rockgrupper bruger løs af A Clock­work Orange, eller designerbarer verden over efterligner stilen i Rumrejsen år 2001 har virkeligheden vitterligt opsuget fiktionen.