Volcano hitter over hele kloden
Cannes, München - ja sågar Transsylvanien.
Dansk-islandske Rúnar Rúnarssons spillefilmdebut Volcano er en sand globetrotter, der i disse dage rejser fra den ene filmfestival til den anden.
I dag blev det offentliggjort, at filmen også kan opleves på Chicago International Film Festival. Derudover bliver Volcano vist på femten festivaler i den nærmeste fremtid.
Filmen har allerede besøgt München, Warszawa, Karlovy Vary i Tjekkiet og altså Draculas hjemstavn, Transsylvanien. I Cannes blev den fornemt modtaget af de internationale anmeldere.
Ekko arrangerer
På Odense Internationale Film Festival tirsdag den 23. august står Ekko for et Q&A-arrangement med Rúnarsson. Chefredaktør Claus Christensen vil interviewe den unge instruktør, og der vil helt eksklusivt blive vist klip fra Volcano.
Filmen handler om den fåmælte og tvære Hannes, der netop har begyndt pensionist-tilværelsen. Han har distanceret sig selv fra sin familie, men da hans kone bliver syg, tvinges han til at overveje sin livssituation.
”Hold fast i Rúnar Rúnarsson, han er fremtidens mand i dansk film!” konkluderede Ekko i sin anmeldelse af filmen.
Volcano er finansieret med støtte fra New Danish Screen, og Rúnar Rúnarsson, der er uddannet fra Den Danske Filmskole, har selv skrevet manuskriptet.
Filmen har endnu ikke fået fastsat sin danske premieredato.
Kommentarer