Interview
12. sep. 2019 | 17:35

Voldeligt overfald på første arbejdsdag

Foto | Beth Dubber
Den unge kvinde Marie Adler (Kaitlyn Dever) bliver først udsat for et brutalt overgreb og må efterfølgende gennemleve den traumatiske oplevelse, når hun prøver at overbevise politiet om hændelsen.

”Forhåbentlig kan Unbelievable ændre måden, vi taler om overgreb på,” siger Booksmart-skuespilleren Kaitlyn Dever, der fik hovedpine af at græde i Netflix-serie om en ung kvindes tragiske historie.

Af Nicki Bruun

Trods sine blot 22 år har Kaitlyn Dever allerede store film og serier som Short Term 12 og Justified på cv’et. 

Denne sommer slog hun for alvor igennem med en af hovedrollerne i den anmelderroste komedie Booksmart, men det er en meget anderledes rolle, hun har i Netflix-serien Unbelievable, der har premiere den 13. september og får fire stjerner af Ekkos anmelder. 

Her spiller hun teenageren Marie Adler, der anmelder en voldtægt, men selv bliver anklaget for at afgive falsk vidnesbyrd. Hendes sag bliver undersøgt i lang tid, før politiet er overbevist om, at hendes historie er sand. 

Historien er baseret på virkeligheden, og Kaitlyn Dever følte et stort ansvar for at skildre den autentiske kvindes forfærdelige historie. Men det var ikke altid nogen rar oplevelse. 

”Der er ikke nogen rigtigt måde at forberede sig på sådan en rolle. Jeg gik til det med så megen respekt som muligt, men jeg prøvede også at glemme mine egne følelser, selv om jeg fik hovedpine, fordi jeg havde grædt hele dagen på arbejde,” siger skuespilleren, da vi møder hende i København op til premieren på Unbelievable

”Jeg tænkte nemlig på, at mine følelser var ingenting sammenlignet med det, som Marie gik igennem i virkeligheden. Men det påvirkede min hverdag. Før i tiden har jeg haft nemmere ved at hoppe ind og ud af rollen, men denne gang krævede rollen min fulde tilstedeværelse, fordi Marie havde været igennem det her.” 

Tragisk scene
Den traumatiske historie om Marie Adler blev først fortalt i en Pulitzer-vindende artikel, og siden blev den både forløst som radioprogram og i bogform. 

Men i første afsnit af Unbelievable får man virkelig syn for sagen, når det barske overfald bliver skildret på en måde, så man føler sig lige så overrumplet som hovedpersonen. 

Den brutale scene kom til at leve videre i bevidstheden for Kaitlyn Dever under hele optageperioden. 

”Vi optog overfaldet ret tidligt, og jeg forestillede mig, at når den var af vejen, ville det være stille og roligt resten af vejen. Men jeg opdagede undervejs, at hver eneste optagelse efter var farvet af den scene, fordi den konstant går gennem Maries hoved,” fortæller skuespilleren. 

”Jeg har aldrig haft så stærk en følelsesmæssig reaktion på en rolle. Det knuste mit hjerte, at hun var så uskyldig, og alligevel blev forfærdelige ting ved med at ske for hende. Hun var lige kommet i gang med sit voksenliv, hvor hun havde et arbejde og boede alene, og så sker der noget så tragisk. Det var chokerende, så jeg var følelsesmæssigt engageret fra start.” 

Der har efter #MeToo-bølgen været øget fokus på, at svære scener kræver særlige forholdsregler. Det var også tilfældet for holdet bag Unbelievable

”Alle serieskaberne, producerne, instruktørerne og fotograferne var meget opmærksomme på, hvad vi kastede os ud i. Det blev taget meget alvorligt, at alle var okay, og vi snakkede ofte om, hvorvidt folk havde det godt,” siger Kaitlyn Dever. 

”Scenen med overfaldet satte vi en hel dag af til, så der ikke var pres på i forhold til at få den i kassen og slutte til tiden. Det var også et lukket set, så der i hele rummet kun var tre mennesker, hvor der normalt er otte-ti stykker.” 

Kaitlyn Dever brugte en blanding af research og egne erfaringer til at komme ind i rollen. 

”Når en serie er så velskrevet, er det meget nemmere at ramme de rigtige følelser og blive i den rette sindstilstand. Jeg har ikke været ude for det samme som Marie, men vi har alle sammen bagage, som vi slæber rundt på, og som påvirker vores liv voldsomt. Det har jeg også lidt af, men det handlede mest om at kende alle detaljer af historien, så jeg kunne finde ind til de rigtige følelser og blive i dem under hele processen.” 

Konstant klatretur
Der er langt fra teenageløjerne i Booksmart til det dystre verdensbillede af en ung kvindes ødelagte psyke i Unbelievable.

Men skuespilleren nyder energien i at veksle mellem helt forskellige historier.

”Jeg har aldrig tænkt på resultatet – kun hvad et projekt betyder for mig i øjeblikket. Jeg har altid forsøgt at finde de mest udfordrende roller og historier, som jeg er passioneret omkring,” siger Kaitlyn Dever, som dog kæmpede for at få de helt store roller.

”Det har ikke føltes så meget som et gennembrud i år – mere en konstant klatretur, hvor jeg har arbejdet hårdt og fået en masse nej’er undervejs og så enkelte ja’er. Inden Booksmart fik jeg at vide, at fordi jeg aldrig har haft en hovedrolle, kan jeg ikke få hovedrollen!”

”Men hvordan skal jeg så få en chance? Den fik jeg i Booksmart, og så førte det videre til Unbelievable.”

Kerne af sandhed
Ens for de to projekter har været skuespillerens tilgang, der handler om at nå ind til en kerne af sandhed. 

”Det her er min karrieres største udfordring, men for at være ærlig har jeg grebet det an på samme måde som de andre roller. Det skal starte med at føles ærligt, for når jeg ser film, tænker jeg ofte: ’Sådan siger et menneske ikke det der’ eller ’de virker ikke som rigtige bedste venner’.” 

”Det skal virke autentisk, så det gik jeg efter både med Unbelievable og Booksmart. Så må komikken eksempelvis komme bagefter. Folk kan relatere sig til det troværdige, ikke til en vittighed.” 

Selv om der ikke har været meget humor forbundet med at være med i Unbelievable, ville Kaitlyn Dever ikke have været det foruden. Det har nemlig åbnet hendes øjne for et problem, som hun håber andre også vil blive mere opmærksomme på. 

”Det er gået op for mig, at sådan en oplevelse aldrig forlader et menneske, men bliver med dem for evigt. Det er forfærdeligt og hjerteskærende, men forhåbentlig kan en historie som Unbelievable være med til at ændre måden, vi taler om overgreb på.”

Trailer: Unbelievable

Kommentarer

Kaitlyn Dever

Født 1996 i Phoenix, USA.

Fattede som helt ung interesse for skuespil og blev valgt til at medvirke i en række reklamer.

Blev anmelderrost for biroller i adskillige film og tv-serier.

Fik et større gennembrud med den ene hovedrolle i den populære komedie Booksmart.

Spiller hovedrollen i Unbelievable, der har premiere på Netflix den 13. september.

Udvalgte film og serier

Unbelievable
2019

Booksmart
2019

Beautiful Boy
2018

Detroit
2017

Justified
2011-15

Laggies
2014

Short Term 12
2013

Bad Teacher
2011

© Filmmagasinet Ekko