Nyhed
29. sep. 2021 | 11:46 - Opdateret 29. sep. 2021 | 15:32

Voldsanklaget filmmand skal blive i fængsel

Foto | Tomasz Sienicki
Ved Københavns Byret blev en kendt instruktør i dag idømt yderligere varetægtsfængsling i en sag, hvor en berømt forfatter anklager ham for vold og voldtægt.

En kontroversiel instruktør, der af kendt forfatter beskyldes for vold og voldtægt, har fået forlænget sin varetægtsfængsling i fire uger.

Af Nicki Bruun

Det skabte voldsom bølgegang i den danske filmbranche, da en kendt og kontroversiel instruktør for små to uger siden blev varetægtsfængslet efter anklager om vold mod en berømt forfatter.

Hun anklager ham også for voldtægt, og han er sigtet for begge dele. Deres navne er underlagt navneforbud.

I dag har den mandlige instruktør, som Ekko i årenes løb har skrevet adskillige artikler om, dog fået forlænget sin varetægtsfængsling i fire uger frem til den 27. oktober, skriver B.T.

Det har sagens dommer ved Københavns Byret i dag besluttet ved et retsmøde, hvor både den sigtede og anklageren kun var til stede via video. Den sigtede nægter sig skyldig i alle anklager og sad ifølge B.T. roligt ved et bord iført sort tøj.

Den anklagede, hvis identitet blev afsløret af Frihedsbrevet, har tidligere ønsket at gøre sagen offentlig, men dommeren har opretholdt navneforbuddet i sagen.

Desuden valgte dommeren i dag at lukke dørene i retten, så både fremmødt familie til pårørende og presse blev sendt ud af retssalen.

Overgrebene skulle være sket i København og på den spanske ø Tenerife fra sommeren 2018 til sommeren 2019. Ifølge Ekstra Bladet har kvinden været udsat for vold, heriblandt slag med knyttede næver og et kamera i hovedet. Instruktøren skal også have revet hende i håret og spyttet på hende. 

Politiet har undersøgt sagen i en længere periode, men det er med dagens forlængelse af varetægtsfængslingen ikke slut endnu.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko