Voldsom strid om dokumentarfilm

I et portræt er Manyar Parwani blevet beskrevet som en magnet for kontroverser.

Og selv om den 45-årige instruktør ikke har haft premiere på en film siden spillefilmdebuten Himlen falder i 2009, har der med jævne mellemrum været blæst om ham i medierne.

Han tager det usædvanlige skridt at kræve penge af de håbefulde skuespillere for en casting til filmprojektet Klar til optagelse.

De omkring 250.000 kroner, som castingen indbringer, forsvinder på mystisk vis. Kun Parwani har adgang til kontoen, men alligevel giver han sin mangeårige ven og klipper Faisel Butt, der forsvinder, skylden for at have stjålet pengene.

Manyar Parwani ender med at lave filmen – nu kaldet KTO – som imidlertid aldrig bliver vist for offentligheden. Efter lukkede visninger i filmbranchen bliver instruktøren advaret om, at resultatet er så ringe, at det kan koste hans karriere, hvis filmen kommer ud.

En dokumentarfilm om terroristen Omar El-Hussein får i 2016 90.000 kroner i udviklingsstøtte af Det Danske Filminstitut. Men Filminstituttet trækker sig, efter at Radio24syv kan afsløre, at Manyar Parwani har løjet i ansøgningen.

Han hævder, at han har mulighed for at møde El-Husseins søster, men drabsmanden fra Krudttønden har aldrig haft en søster. Radiostationen sætter også spørgsmålstegn ved en opsigtsvækkende hændelse, som Parwani fortæller i flere medier – heriblandt Politiken, TV 2 og DR2’s Deadline.

Han fortæller historien forskelligt fra gang til gang, men den centrale påstand er, at han er blevet truet af hætteklædte mænd med pistoler til at opgive filmen.

Heller ikke den film bliver til noget.

I de seneste år har instruktøren arbejdet på en dokumentar med den skønlitterære forfatter Sara Omar, der er født i Kurdistan og har skrevet romanerne Dødevaskeren og Skyggedanseren, der skildrer problemer som social kontrol, incest og kvindeundertrykkelse i muslimske miljøer.

Men nu er der opstået en dramatisk konflikt mellem Parwani og hans hovedperson.

Bag om kulissen
Efter flere måneders optagelser indgår instruktøren og Sara Omar i 2018 en kontrakt om at lave en 85-90 minutters dokumentarfilm med arbejdstitlen Pigen i sort.

Filmen har til hensigt at ”observere og følge Sara Omar, ufiltreret, på sin personlige rejse i hendes tid som debutforfatter”, som der står i den kontrakt, Ekko har fået adgang til.

Kontrakten fortsætter:

”Instruktøren er interesseret i de personlige historier og fortællinger, som måtte komme til udtryk bag om kulissen på den store scene i hendes liv. Han vil følge en person, som på meget kort tid har formået at sætte en enorm dagsorden i den danske samfundsdebat.”

Ambitionerne er høje. Drømmen er at komme til Cannes eller en af de andre førende festivaler i Europa.

”Instruktøren og producenterne inviterer hovedpersonen til A-filmfestivaler, hvis filmen er i konkurrence,” som der står i kontrakten.

Filmen produceres af Anagov Diary IVS, som Rasit Ufuk Tas er eneejer af. Foruden Parwani og Omar underskriver Rasit Ufuk Tas kontrakten som producent/producer og komikeren Omar Marzouk som producent. Sidstnævnte støttede også KTO-projektet.

Kontraktens slutdato er 1. november 2018, men ifølge Ekkos oplysninger fortsætter optagelserne, selv om kontrakten formelt er udløbet.

Otte måneder senere, den 3. august 2019, meddeler Sara Omar Parwani og Marzouk i en mail, at hun ikke længere har tillid til, at de kan løfte projektet og derfor ønsker at træde ud.

Ekko har set mailen.

”Den dokumentar, som instruktøren tilbød mig at medvirke i, handlede om min rejse fra ukendt til kendt forfatter. Jeg kæmper for børn og kvinders rettigheder, og derfor ville jeg gerne have det dokumenteret. Men den dokumentar, han i virkeligheden vil lave, handler om at fremstille mig som løgner og fantast. Det vil ingen selvfølgelig være med til, heller ikke mig,” siger Sara Omar til Ekko.

– Men er det ikke på sin plads, at instruktøren kan stille kritiske spørgsmål og efterprøve det, der bliver sagt?

”Jo, men han overholdt ikke kontrakten, hvor det fremgår, at jeg selv kan sætte grænser i forhold til ekstremt følsomme emner. Han dikterede situationer og skabte scener, jeg skulle medvirke i. Han brugte mig som en marionetdukke og agerede selv dukkeføreren.”

Sara Omar fortæller, at hun i starten af projektet informerede filmholdet om, at hun lider af såkaldt kompleks ptsd. Det er en diagnose, der ofte anvendes om personer, som har været udsat for mishandling eller misbrug i livet.

”På det tidspunkt styrede han, hvad min virkelighed skulle være. Jeg er blevet instrueret i at sige ting, som jeg ikke kan stå inde for eller er i overensstemmelse med mine værdier,” siger forfatteren, der har vist Ekko lægelig dokumentation for sin sygdom.

Truet på livet
Dagen efter får Sara Omar tilsendt en ny kontrakt, uden at filmskaberne kommenterer forfatterens ønske om at udtræde.

Produktionsselskabet hedder pludselig Anagov Diary Documentary (i dag: Anagov D ApS). Det er ejet af Omar Marzouk og bliver stiftet en dag før, at Sara Omar trækker sig ud af filmprojektet.

Rasit Ufuk Tas har forladt projektet, men det nye produktionsselskabs navn ligger så tæt op ad Tas’ selskab, at man nemt kan forveksle dem. Omar Marzouk står på den nye kontrakt stadig som producent, mens Egil Dennerline er producer.

Den nye kontrakt, som Sara Omar afviser at skrive under på, er forskellig fra den gamle på flere centrale punkter.

Filmen hedder nu Broken Silence og beskrives i den nye kontrakt som ”en dokumentarisk spillefilm” – et begreb, der ikke er almindelig i filmbranchen.

I Broken Silence vil instruktøren følge Sara Omar på en rejse til Irak, hvor hun skal genforenes med sin mormor, som hun ikke har set siden flugten fra landet for 23 år siden.

Det fremgår også af kontrakten, at Sara Omar er blevet ”truet på livet af kurdiske ekstremister og endda af sin egen familie”. Hovedpersonen bliver dog i den nye kontrakt stillet dårligere.

I begge kontrakter har instruktøren final cut – altså bestemmelsen over filmens udformning. Men hvor det i den første og underskrevne kontrakt blev understreget, at instruktøren ville tage ”særhensyn til hovedpersonens ønsker”, har hovedpersonen i den anden kontrakt ”ingen medbestemmelsesret over instruktørens kunstneriske beslutninger”.

”Hovedpersonen kan frit beslutte, hvor grænsen går, når det kommer til besvarelse af private spørgsmål fra instruktøren,” står der i den underskrevne kontrakt, som fortsætter: ”Der kommer ikke til at foreligge noget materiale i filmen, som går imod eller kan skade hovedpersonens værk Dødevaskeren eller eventuelt fremtidige værker.”

Alt det er væk i den nye kontrakt.

En anden bemærkelsesværdig sætning fra den første kontrakt er fjernet: ”Der kommunikeres altid med gensidig respekt og med ingen uacceptabel eller nedladende sprogbrug i alle mulige former for situationer.”

Takker nej til Filminstituttet
I en artikel i Frihedsbrevet fra den 25. juli 2021 fremgår det, at Rasit Ufuk Tas har overdraget sin virksomhed til Omar Marzouk. Men mediet vælger senere at slette oplysningen uden at kommentere på det.

Ekko har været i kontakt med Rasit Ufuk Tas, som ikke på nuværende tidspunkt ønsker at udtale sig om sagen.

Sara Omar skriver aldrig under på den nye kontrakt, og hun siger til Ekko, at Rasit Ufuk Tas har givet hende ”en uigenkaldelig ret til at forhindre enhver brug af optagelserne”.

Manyar Parwani beslutter sig da også i første omgang for at droppe filmprojektet.

”Jeg troede aldrig, at jeg skulle komme i den situation, hvor jeg som filminstruktør skulle ringe til en filmkonsulent på Det Danske Filminstitut og fortælle ham, at jeg desværre ikke kunne tage imod den udviklingsstøtte, som de havde tænkt at give os,” skriver han på Facebook den 27. juli 2021.

I opslaget beskriver han forløbet med filmprojektet.

”Jeg havde noble intentioner, da jeg i sin tid startede på dokumentarfilmen om Sara Omar. Jeg ville gøre mine søstre stolte, at jeg gennem filmkunsten kunne gøre opmærksom på kvindekampen som mand.”

Ifølge instruktøren bliver han og Sara Omar ”rigtigt gode venner”, men undervejs opstår der en konflikt.

”Det er min kritiske tilgang til Saras udtalelser, der giver mig problemer. Jeg kan ikke forstå, hvorfor der er forskel på Sara i medierne og på sociale medier og den Sara, jeg følger meget tæt.”

Da filmen bliver lagt ned, presser forfatteren på for at få optagelserne. Men det afviser Manyar Parwani og producenten Omar Marzouk, og efter noget tid genoptager instruktøren filmen uden Sara Omars samtykke. 

”Materialet er stærkt og hårdt og skræmmende. Jeg ville ønske, at det ikke var sådan. At det ikke endte sådan. At personligheden Sara Omar ikke misbrugte sin magt og sine store magtfulde forbindelser til at ødelægge mennesker,” skriver Manyar Parwani den 27. juli.

Virkeligheden overgår fiktionen
Ni dage tidligere, den 18. juli, udgiver Frihedsbrevet nogle hemmeligt optagede lydfiler, hvor Sara Omar omtaler sin sikkerhedssituation. Og til mediet siger Manyar Parwani, at optagelserne afslører, at forfatteren har overdrevet graden af den politibeskyttelse, hun er under.

I den nye kontrakt, som Sara Omar aldrig underskrev, var der netop tilføjet en sætning om, at hovedpersonen skulle acceptere, at også lydoptagelser frit kunne anvendes af producenten.

Den 10. september skriver Manyar Parwani på Facebook:

”Jeg er i gang med at færdigklippe promo til dokumentarfilmen om forfatterinden Sara Omar, som har været undervejs siden i starten af 2018. En lang rejse med uforudsigelige og meget ubehagelige oplevelser samt skræmmende vendepunkter.”

”Virkeligheden overgår vitterligt fiktionen. Jeg påbegyndte filmen som en ildsjæl, lukkede den af udmattelse, og chok og åbnede den atter igen.”

”Vil se meget frem, at dette kapitel er overstået. Derefter vl jeg glæde mig til at kaste mig ud i fiktion og eventyrfilm, hvor jeg hører mest hjemme. Men først skal denne dokumentarfilm ud til publikum og samfundet. Forhåbentlig vil filmen skabe en sober og sund debat.”

Voldsomt tillidsbrud
Det Danske Filminstituts direktør Claus Ladegaard oplyser, at Filminstituttets konsulent Anders Riis-Hansen har givet Sara Omar-dokumentaren udviklingsstøtte under enten titlen Broken Silence eller Hvor er min blomst.

Men støtten nåede ikke at blive udbetalt, før filmen blev midlertidigt droppet. I dag er Filminstituttet helt ude af dokumentaren.

”Vi har ønsket at give projektet en udviklingsstøtte, og så har producenten i august 2019 meddelt os, at projektet var opgivet. Siden har vi haft absolut intet med det at gøre,” siger Claus Ladegaard.

– Manyar Parwani har tidligere fået Filminstituttets støtte til et projekt om Omar El-Hussein, hvor han i sin ansøgning gav urigtige oplysninger. Hvorfor valgte I at støtte hans næste projekt?

”Vi kigger på projekterne enkeltvis og vurderer dem hver for sig. Det er selvfølgelig en forudsætning, at man taler sandt, og at ens research er i overensstemmelse med virkeligheden. Og det fik Manyar Parwani at vide i den forbindelse.”

– Så I havde stadig tiltro til Parwani, da han henvendte sig med et nyt projekt?

”Ja, det havde vi. Man kan sagtens forestille sig – og der har været den slags situationer – at vi har sagt til filmskabere, at de ikke kan ansøge hos Filminstituttet, fordi der har været et voldsomt tillidsbrud eller opgivet forkerte oplysninger. Men vi vurderede, at vi var et stykke fra det i Manyar Parwanis tilfælde.”

– Ifølge Sara Omar er Manyar Parwani og hans filmhold i gang med at bruge de optagelser, der er lavet med gensidig tillid, til at begå et karaktermord på hende. Gør det indtryk på dig?

”Det er en central del af støttesystemet i Danmark, at rettighederne til det materiale, der optages og i de fleste tilfælde bliver til en færdig film, tilhører producenten. Derfor afgør producenten, hvad de optagelser kan bruges til. De bør bruges med både respekt for loven og almindelig journalistisk etik, men vi har ikke nogen rettigheder til dem eller hjemmel til at bestemme over det.”

Dårlig dømmekraft
Før han blev ansat på Det Danske Filminstitut, var Claus Ladegaard leder på produktionsselskabet Easy Film, der særligt lavede dokumentarer.

Han har dermed særlig indsigt på området, og ifølge ham er de fleste filmskabere meget opsat på at beskytte deres medvirkende.

”I 99 ud af 100 tilfælde vil man ikke bruge optagelser, som den medvirkende har sagt nej til. Der er masser af dokumentarprojekter, der laver optagelser, som de medvirkende bagefter ikke vil have med. Det er der normalt ret stor respekt for,” fortæller Claus Ladegaard.

”Hvis et projekt skal udsendes, kræves der rettigheder til materialet. Det står også i Filminstituttets vilkår, at man skal have en medvirkende-erklæring eller en formodning om, at man kan få det.”

– Sara Omar siger, at hendes grænser er blevet overskredet under projektet, og at der lige nu kører en hetz imod hende på de sociale medier. Hvad tænker du om det?

”Den del tænker jeg meget om, men ikke noget, der er interessant qua min funktion som ansat på Filminstituttet. Hvis Manyar Parwani har lavet nogle optagelser i forståelse med hende til en bestemt brug og bruger dem i en anden sammenhæng, som hun har sagt, at hun ikke vil have, så udviser han dårlig dømmekraft.”

– Er det, fordi filmprojektet skifter fokus undervejs?

”Uanset om det er et karaktermord eller en undergravning af forfatteren, er der lavet nogle optagelser med et bestemt formål. Hvis hun på et tidspunkt har sagt, at hun ikke er interesseret i, at de her optagelser bliver brugt, og Manyar Parwani så bruger dem i en anden sammenhæng, er det udtryk for et tillidsbrud, dårlig dømmekraft og etisk meget problematisk. Men jeg kender ikke karakteren af materialet eller af deres indbyrdes aftale.”

– Hvilke konsekvenser skal det have?

”Hvis det var en film med produktionsstøtte, og vi havde en andel i den, ville vi sige: ’Den går ikke!’ Der står i vores vilkår, at man skal have rettighederne til det, man filmatiserer, og det har instruktøren ikke.”

Behov for professionalisering
Filmmagasinet Ekko har gennem de seneste år taget sager op, hvor medvirkende føler sig udnyttet af dokumentarister.

Vi har skrevet om Anja Olsen, der mod sin vilje optrådte i en planlagt Netflix-dokumentar om morderen Peter Madsen. Og i Jan Grarup-dokumentaren Krigsfotografen, som Filminstituttet støttede, blev der bragt billeder fra en begravelse, som den afdødes pårørende ikke mente, der var tilladelse til.

Claus Ladegaard har også bemærket en stigende tendens til konflikter i forbindelse med medvirkendes samtykke til dokumentarer.

”Der er ingen tvivl om, at dokumentarbranchen i dag ikke er på niveau, når det kommer til at lave klare aftaler. Det har vi fokus på, og det har mange af filmselskaberne fokus på. For det her skal være i orden,” siger direktøren.

”Ingen har gavn af, at der bliver lavet uklare aftaler, og vi kommer i situationer, hvor film må klippes om på grund af uklare aftaler. Der er brug for en professionalisering af det her arbejde.”

– I meget følsomme situationer, som en begravelse eller en nærgående Peter Madsen-dokumentar, kan et udsat menneske få kolde fødder undervejs. Skal et etisk hensyn tælle i den situation?

”Hvis vi bruger mange offentlige penge på at optage dokumentarfilm, som vi ikke ved, om nogensinde kan sendes, fordi de medvirkende på hvilket som helst tidspunkt kan trække deres accept tilbage, har vi et ret stort problem. Det må bero på en konkret vurdering. En generel model, hvor man altid kan trække sit tilsagn tilbage, er jeg meget betænkelig ved. Det vil undergrave stort set al dokumentar og fakta-tv.”

Legitime spørgsmål
Ekko har uden held forsøgt at komme i kontakt med Manyar Parwarni.

Filmens producent og Parwarnis nære ven, Omar Marzouk, er forundret over Claus Ladegaards udmelding.

”Det etisk problematiske er, at Sara Omar siger ja til at lave en dokumentar, hvor hun fortæller om de ting, hun har oplevet – og så lyver. Vi investerede en betydelig sum i den film. Jeg gik undervejs konkurs, og det havde store konsekvenser for min familie. Hvorefter vi opdagede, at det hele var løgn, pure opspind,” siger Omar Marzouk.

Han afviser, at de falder deres hovedperson i ryggen.

”Det er jo ikke en fanvideo. Som filmskabere har vi også en integritet, som vi skal holde i hævd. Hun kommer med alvorlige anklager mod specifikke personer, og de anklager har vi pligt til at undersøge. Vi stiller helt legitime spørgsmål og har bare passet vores arbejde, men det forstod Sara ikke.”

Filmskaberne tager det usædvanlige skridt at lave skjulte optagelser af Sara Omar for at afsløre hende. Det er Marzouks idé. Optagelserne finder sted gennem et år. Komikeren medgiver, at han fra starten var noget skeptisk over for forfatteren.

”Hun er generaliserende i sine udtalelser, og den beskrivelse, hun har af volden i det muslimske miljø, er ekstrem. Hun stigmatiserer en befolkningsgruppe. Men da jeg hører hende fortælle om et traumatisk, voldeligt overfald begået af en eksmand, bløder jeg op og går med til at lave filmen.”

Det skal koste karrieren
Imidlertid bliver netop denne historie et vendepunkt for dokumentarprojektet. Omar Marzouk fortæller, at han opdager, at den efter al sandsynlighed er opdigtet. Og det har en samfundsmæssig interesse at udstille det, mener han.

”Sara Omar er en verdenskendt stjerne, hvis ord vægter tungt i den politiske debat. Hun er sådan én, politikere lytter til. Derfor er det vigtigt at vise, at hun ikke er kvalificeret,” siger Omar Marzouk.

”Hun har intet belæg for at have indblik i en patriarkalsk, muslimsk kultur. Det er ikke hendes baggrund. Der har helt sikkert været problemer i hendes familie, men det har ikke været religiøs undertrykkelse.”

Han respekterer, hvis Filminstituttet ikke vil støtte filmen, men den vil under alle omstændigheder blive lavet.

”For at være helt ærlig så håber jeg på, at filmen vil koste Sara Omar karrieren. Det, hun har gjort, er ikke i orden. Hun skal stå til regnskab for det. Hun skal stoppes.”

”Vi har selvfølgelig sikret os rettighederne til materialet. Og hvis vi ikke kan lave aftale med en tv-station eller en streamingtjeneste, må vi i værste fald bare lægge den på YouTube eller Facebook. Vi er i gang med at klippe, og planen er, at filmen kommer ud i starten af 2022.”