Cannes 2024
20. maj 2024 | 15:57

Voldtægtsscene i Trump-film skaber kontrovers

Foto | Pief Weyman

Sebastian Stan spiller i The Apprentice en ung og fremadstormende Donald Trump, mens Jeremy Strong har rollen som hans politiske mentor Roy Cohn.

Ali Abbasi har aflyst pressemøder, og ifølge branchebladet Variety er en af financiererne utilfreds med hans kritiske portræt af Donald Trump i The Apprentice.

Af Claus Christensen

En af de mest ventede film på Cannes-festivalen er dansk-iranske Ali Abbasis skildring af ekspræsident Donald Trumps unge år i New York i 1970’erne og 80’erne.

The Apprentice – lærlingen – har premiere i aften på Cannes-festivalen, og der hersker der stor mystik om filmen, der først skal være ankommet i går.

Ali Abbasi holder stadig det officielle pressemøde på festivalen i morgen, men han har aflyst interviews med det meste af pressen, inklusive Filmmagasinet Ekko. 

Forklaringen er, at filmen ”skal tale for sig selv”. Men nu kan det amerikanske brancheblad Variety afsløre, at der angiveligt i kulissen har udspillet sig en større magtkamp om filmens fortælling.

Filmen er støttet af blandt andre filminstitutterne i Danmark og Canada. Men filmen er også finansieret af selskabet Kinematics, som er ejet af milliardæren Dan Snyder. Han er ven med Trump og støttede hans præsidentkampagne i både 2016 og 2020.

Da Snyder blev præsenteret for en foreløbig version af filmen i februar, blev han rasende, skriver Variety.

Ivana trak beskyldning tilbage
Snyder troede, at filmen ville tegne et flatterende portræt af hans ven og ikke det meget kritiske billede, som filmen udfolder. Især ønskede han at fjerne en scene, hvor Donald under et skænderi med sin første kone, Ivana, voldtager hende.

I den version, som Ekko så ved en specialvisning her til formiddag i Cannes, er scenen stadig i filmen.

Under skilsmisseafhøringen i 1989 anklagede Ivana sin mand for voldtægt, men hun trak senere anklagen tilbage. Hun døde i 2022.

Variety skriver, at Kinematics’ advokater har forsøgt at få stoppet premieren, og at der har været en heftig dialog mellem selskabet og filmholdet. Ali Abbasi er kendt for at være en kompromisløs instruktør med stærke politiske holdninger, der blandt andet kom frem i Holy Spider om det iranske præstestyres behandling af kvinder.

Direktøren for Kinematics, Emanuel Nunez, siger dog, at der alene har været tale om en dialog mellem selskabet og de kreative, og at Dan Snyder ikke har været involveret.

Brutal vej til magten
The Apprentice
skildrer Donald Trumps vej til magtens tinder. Han får hjælp af den berygtede advokat Roy Cohn, der blev kendt for at manipulere med retssystemet til fordel for sine klienter.

Filmen viser, hvordan Donald korrumperes og forrådes undervejs. Fra at have været en høflig og noget usikker mand, bliver han den brutale politiker, som verden har lært at kende i de senere år. Af Roy Cohn lærer han, at man aldrig skal erkende et nederlag, og at man skal møde enhver anklage med benægtelse.

Selv skriver folkene bag filmen, at den er ”en dybdegående udforskning af et amerikansk dynastis opstigning” og kortlægger ”en kultur, der understreger dikotomien mellem vindere og tabere”.

Nu ventes Donald Trumps reaktion på The Apprentice med spænding. Det vil give filmen et kæmpe opmærksomheds-boost, men spørgsmålet er, om præsidentkandidaten er interesseret i det forud for valget i november.

Kommentarer

Claus Christensen

Filmmagasinet Ekkos chefredaktør dækker for syttende gang Cannes-festivalen.

Ser samtlige film i hovedkonkurrencen og vurderer dem i Ekkos stjernebarometer.

Går på opdagelse efter perler i sidekonkurrencen Un Certain Regard og parallelkonkurrencerne Directors’ Fortnight og Critics’ Week.

Årets festival løber fra 14. til 25. maj.

© Filmmagasinet Ekko