Vor tids store trussel?
Da terroristerne planlagde deres frygtelige angreb på World Trade Center, kan de meget vel have været inspireret af Hollywoods katastrofefilm. Nu fem år senere slår Hollywood tilbage med hele to spillefilm om tragedien, United 93 og Oliver Stones World Trade Center.
Lektor Peter Schepelern og sociolog Henrik Dahl var i søndags inviteret i Deadline 2. sektion på DR2 for at tale om deres artikler i det seneste nummer af EKKO (link til programmet nederst). Værten Jes Stein Pedersen spurgte, om der ikke er den fundamentale forskel, at mens terroristerne laver film i virkeligheden, så gør Hollywood det stadig i et studie.
Ny angstskabelon
"For de folk, som befandt sig i tårnene, har det selvfølgelig været en vigtig pointe, at det her var noget, som virkelig skete," sagde Peter Schepelern. "Men enhver tidsalder har sin fjende, som bliver dramatiseret af medierne. I over fyrre år blev Den kolde Krig brugt som forklaring på dramatiske og forfærdelige begivenheder, men så gik gassen af ballonen overraskende hurtigt og udramatisk. Nu har fiktionen og den mytologi, som skaber drama — også nyhedsudsendelserne — fundet nyt godt stof."
"Terrorisme opfylder selvfølgelig nyhedskriterierne, og derfor bliver man nødt til at dække det, men et fravær af mediedækning ville være en alvorlig streg i regningen for terroristerne", sagde Henrik Dahl, som afviste, at terror-truslen er et medieskabt fænomen:
"Kun naive mennesker tror på sammensværgelser. Medierne er ikke en kollektiv vilje, som skaber fjendebilleder. Så der er ikke nogen 'som har gjort det', men film er en del af en skabelon, som vi kan hælde vores angst ned i. Og vi har fået en ny skabelon, ingen tvivl om det."
Kampen om meningsdannelsen
"Underholdningsindustrien har fat i den lange ende, for effektfuld fiktion løber med meningsdannelsen og får lov at forme vores generelle opfattelse af tingene," sagde Peter Schepelern.
"Det lyder skræmmende!" bemærkede Jes Stein Pedersen til Henrik Dahl.
"Det er ikke skræmmende, for man har brug for kunst og kultur til at binde nationer sammen," svarede Dahl. "Vi har brug for patriotiske sange og malerier af fædrelandet for at føle solidaritet med mennesker, vi ikke kender. Det er svært at nå samme effekt ved hjælp af fornuften. Men hvis følelserne helt tager over, bliver det problematisk."
11. september kun begyndelsen?
Jes Stein Pedersen spurgte sine to gæster, hvad de mente var den værste konsekvens af terrorangrebene.
"At en hel industri er sprunget op, hvor en masse mere, men som regel mindre tænksomme typer taler om 'verden efter 11. september'," svarede Henrik Dahl.
"Tanken om, at terrorangrebene 11. september kun er begyndelsen — at vi får noget endnu værre at se," sagde Peter Schepelern.
Jes Stein Pedersen afsluttede programmet med at anbefale EKKO: "Det er et fremragende magasin om film og medier. Bladet redigeres med indsigt og begejstring, og dem, der skriver, har et stort talent for det. Min varmeste anbefaling!"
Kommentarer