Vred biografgænger får pengene tilbage
En solid klippe bliver sprængt til perlegrus i traileren til Tom Cruise-filmen Jack Reacher. Men da en New Zealandsk action-aficionado gik i biografen for at nyde den ekvilibristiske eksplosion, måtte han vente forgæves.
Scenen er simpel hen ikke med i filmen, og det har ifølge The New Zealand Herald gjort biografgængeren J. Congdon så gal i skralden, at han kræver pengene tilbage.
”Den eksplosion, hvor hele klippen falder sammen, var den afgørende del af reklamen, som virkelig gav mig lyst til at se filmen … ud over at Tom Cruise var med i den,” skriver han i sit klagebrev til New Zealands Advertising Standards Authority.
Paramount erstatter billet
Hollywood-giganten Paramount Pictures medgiver, at den eksplosive scene landede på gulvet i klipperummet.
Filmselskabet vil gerne erstatte den forurettede fans billet. Men selskabet påpeger samtidig, at traileren er klippet flere måneder før premieren på den færdige film, og understreger, at det er almindelig Hollywood-procedure.
”På trods af vores bedste intentioner er det altid muligt, at visse scener fra en reklame eller en trailer ikke optræder i den endelige version af en film. Den omtalte eksplosion var et enkelt splitsekund, som blev udeladt af en 130-minutter lang actionfilm,” siger Paramount til The Advertising Standards Authority.
Mindst to andre klip fra traileren overlevede heller ikke final cut.
Traileren blev i sin tid godkendt af Det New Zealandske Commercial Approvals Bureau. Bureauet forsvarer traileren, der har kørt på tv. Man mener ikke, at den risikerer at ”forvirre det store flertal af tv-seere”, skriver The New Zealand Herald.
The Advertising Standards Authority betragter nu sagen som lukket, eftersom Paramount har tilbudt erstatning og traileren ikke længere er i omløb. Ingen andre indignerede biografgængere har meldt sig på banen.
Kommentarer