Wanted dead or alive: Roman Polanski

De fleste kender ældre film som Rosemarys baby, Chinatown og Tess. Måske endnu flere nyere film som Frantic, Bitter måne og Pianisten.

Alle sammen er de instrueret af Roman Polanski. Manden, der i 2003 fik en Oscar for Pianisten, men ikke selv kunne modtage den. Fordi han straks ved sin indrejse i USA ville blive anholdt.

I 32 år har Polanski været på flugt fra den amerikanske justits, der ikke har stillet sig tilfreds med de 42 dage, han i 1977 afsonede for at have haft sex med en mindreårig.

Kønslig omgang
Den da trettenårige Samantha Gailey, som Polanski klædte halvnøgen i Jack Nicholsens hjem, hvor han skulle fotografere hende til det franske modeblad Vogue. Og hvor han mere eller mindre tvang sig til kønslig omgang med hende i en swimmingpool.

Nu, den 26. september 2009, er han blevet anholdt.

Af schweizisk lufthavnspoliti, da han netop var landet for at tage imod en pris for sit livsværk på filmfestivalen i Zürich. Amerikanerne har nemlig udstedt en international arrestordre på Polanski.

Lugter langt væk
Umiddelbart er alt i den skønneste orden. Selvom det lugter langt væk, at schweizerne pludselig respekterer det internationale samfund, der sædvanligvis henvender sig forgæves, når det handler om hvidvask af sorte penge i alpelandets banker.

Og selvom man har haft utallige lejligheder til at anholde Polanski, der ofte har været på skiferie i landet.

Motiverne til schweizernes kovending kan man kun gisne om. Ligesom man gerne gisner om, hvad Polanski egentlig foretog sig med den mindreårige pige for 32 år siden.

Et  barsk liv
Kolleger som David Lynch, Martin Scorsese, Woody Allen og Pedro Almodóvar lader helst nåde gå for ret. Det samme gør hans mange fans. Mens langt flere læserbrevsskribenter og bloggere har fået krænket deres retsbevidsthed og derfor vil have hans hoved på et fad.

Polanski er en stor kunstner, men det kan selvfølgelig ikke undskylde ham. Heller ikke, at han har en historie, der ligner noget, man ellers kun ser på film:

Født i Frankrig 1933. På grund af antisemitisme emigreret til forældrenes fødeland Polen. Af tyskerne spærret inde i Warschawas ghetto, som han med nød og næppe undslap. Hans gravide mor gasset i Auschwitz. Ligesom hans gravide hustru, skuespilleren Sharon Tate, mange år senere blev myrdet af Charles Mansons bestialske sekt.

Kort sagt en mand, der trods sin succes ikke har været begunstiget af livet.

Ingen vaneforbryder
Måske er det sådanne omstændigheder, der for længst har fået hans eget offer til at tilgive ham. Og når hun ikke selv ønsker sagen genoptaget, skal retten have rigtig gode argumenter på hånden for alligevel at gøre det.

Selvfølgelig lader man ikke svært kriminelle slippe uden tiltale, selvom deres ofre af forskellige grunde foretrækker at lægge sagen bag sig.

Men dels er Polanski allerede blevet straffet for utugtig omgang med en mindreårig. Dels er han ikke nogen vaneforbryder.

Livsvarig straf
Så når man ikke desto mindre forfølger sagen og dermed også dens offer, sender man det signal til andre, at de skal tænke sig godt om, før de melder nogen for seksuelle overgreb.

For som Samantha Geimer, som hun nu hedder, siger i dokumentarfilmen Roman Polanski: Wanted and Desired, har både hun og Polanski ret beset ”fået livsvarigt”.

Princippet i almindelig retspleje er ellers, at det kun er mord og folkemord, der aldrig forældes. Men den amerikanske praksis er altså, at man kan forfølge en mand til hans dages ende. For noget, som hans offer kun ønsker at glemme.

Og således gentager historien sig i retfærdighedens navn. Den ene må leve med et folkemord, der kostede hans mor livet. Den anden med et overgreb, der får reprise i medierne hver dag. Indtil domstolen endelig lader loven tjene mennesket og ikke omvendt.

Besindelse på ansvar
Tilbage sidder Polanski i sin celle i Zürich og venter på, at de schweiziske domstole skal besinde sig på deres ansvar.

Det er nemlig dem, der skal tage stilling til, om der foreligger tilstrækkelig grund til at antage, at han faktisk er skyldig i et forhold, der også kan straffes ifølge schweizisk retspraksis.

Er han ikke det, kan man ikke udlevere ham. For ellers ville man ukritisk og vilkårligt gøre den amerikanske ret til international ret.

Vel er der udstedt en international arrestordre, men en sådan skal under alle omstændigheder prøves af domstolene, inden de udleverer ham. Med risiko for, at han dømmes markant strengere i USA, end der er hjemmel for i Schweiz.

Løslad Polanski!
Sådan er international lov.

Derfor skal schweizerne forholde sig til, at Polanski alene er sigtet for utugt og ikke for voldtægt. Endsige for mord eller folkemord. Og at hans forbrydelse for længst er forældet ifølge schweizisk lov.

Ergo er det kun ét at gøre: Løslade Polanski, give Geimer fred og lade alle os andre se film i biografen i stedet for farcer i retten.