Wenders’ rejse til mørkets hjerte
”De er på bunden af samfundet og har ingen indflydelse, selvom det er dem, der laver alt arbejdet.”
Sådan beskriver Wim Wenders kvindernes situation i Congo.
Den tyske mesterinstruktør besøgte det fattige land i forbindelse med optagelsen af kortfilmen Invisibles for Læger uden Grænser.
Javier Bardem overtaler
Det var den spanske skuespiller Javier Bardem (No Country for Old Men, Vicky Cristina Barcelona), som opfordrede Wim Wenders til at hjælpe Læger uden Grænser.
”Jeg har stor respekt for organisationen og stor respekt for Javier, så jeg tøvede ikke med at sige ja,” sagde Wim Wenders, da han i sidste uge besøgte København i anledning af European Film Awards, som han er præsident for.
I en propfyldt sal i Cinemateket viste Wenders sit bidrag, der indgår i en serie på fem film, som i tyveårs-jubilæet for Læger uden Grænser sætter fokus på humanitære katastrofer.
Wenders' 25 minutter lange film er optaget i landsbyen Kabalo og består af interviews med lokale kvinder, der fortæller, hvordan de blev voldtaget af lokale soldater.
”Ofte er de endnu mere isolerede efter en voldtægt, fordi ingen mænd vil have dem bagefter. De bliver behandlet, som om de er usynlige,” forklarede den 63-årige tysker.
Landsby uden lyskryds
Wim Wenders og hans filmhold opholdt sig tre uger i landsbyen, der ligger midt inde i Congo. Selvom der bor 35.000 mennesker i den primitive landsby, findes der ingen lyskryds.
”I har nok ikke hørt om Kabalo, men de fleste af jer kender byen alligevel,” sagde Wim Wenders til sine tilhørere i Cinemateket og moderatoren, filminstruktør Christoffer Boe.
”Det er nemlig den by, hvor dele af handlingen udspiller sig i Joseph Conrads roman Mørkets hjerte, som Francis Ford Coppola baserede Dommedag nu på. At vi skulle bevæge os ind i ’mørkets hjerte’ med dette dystre emne – vold mod kvinder – virkede både ret ironisk, men også ganske passende.”
Ser krigsfilm hele dagen
Det fattige og krigshærgede Congo er fyldt med paradokser, fortalte Wim Wenders og fortsatte:
”Efter vi havde været i Kabalo to uger, fandt vi en lille biograf. En mand havde en generator, der lige akkurat kunne drive et fjernsyn og en dvd-afspiller. Her sad alle byens mænd og så film hele dagen. De så stort set kun krigsfilm og gerne fire-fem stykker hver dag. Der var krig overalt omkring dem, men alligevel var det, som om de ikke kunne slippe krigen.”
Har det været en stor oplevelse for Wim Wenders at lave filmen for Læger uden Grænser, er han til gengæld skuffet over, at den næsten ikke er blevet vist nogen steder.
”Den har kun været vist i biograferne i Spanien og på Berlin-festivalen i år. Det er virkelig en skam, at flere mennesker ikke får den at se,” sagde Wim Wenders.
Kommentarer