”Westerns er den nye actionfilm”

Solen bager ned over Antoine Fuqua på tagterrassen på det fornemme Hotel Arts ved Barcelonas kyst.

Han ligner en mand, der lige så godt kunne være blevet amerikansk fodboldspiller. Han er høj og bred over skuldrene, mens hovedet er glatbarberet.

Antoine Fuqua er en af Hollywoods mest efterspurgte instruktører, og det har han egentlig været siden 2001, hvor han brød igennem med Training Day. Han formår at kombinere action og karakterdramaer, hvilket også gælder Shooter fra 2007 og The Equalizer fra 2014.

Således også i hans nye film.

Det er en western med titlen The Magnificent Seven, som vor anmelder har modtaget med begejstring. Og ligesom så mange andre gode, moderne westerns er den en genindspilning (af The Magnificent Seven fra 1960), men med masser af twists.

”Westerns er de nye actionfilm,” siger Antoine Fuqua og læner sig tilbage i den kolossale tagterrasselænestol, der får det brede mandfolk til at ligne en noget klejnere version af sig selv.

”Man bliver nødt til at være hård for at overleve i Det Vilde Vesten. Jo mere jeg har studeret westerns, jo mere er det gået op for mig, at actionfilm er for maskiner, mens westerns er for rigtige mennesker.”

– Det lyder som en lidt sen erkendelse, når man tænker på, at du har lavet actionfilm i mere end et årti!

”Forstå mig ret: Jeg har selv været med til at skabe disse dræbermaskiner, og derfor forsøger jeg mig også i en anden genre nu,” siger han og tørrer sveden af issen.

Søgen efter lovløshed
Antoine Fuqua sidder lidt og stirrer frem for sig. Hans film er hurtige og fyldt med rappe replikker, men Fuqua er ikke som sine film. Han drejer langsomt hovedet min vej og siger så:

”Jeg tror, at vi vil se, at disse actionmaskine-fortællinger vil tabe kampen til rigtige mennesker på prærien i de kommende år. Men jeg vil nu også mene, at jeg altid har forsøgt at give mine action-hovedroller lidt menneskelig kant.”

– Man kan vel godt tillade sig at sige, at Denzel Washington i din forrige film, The Equalizer, er en maskine, der kan dræbe og overvinde alle!

”Ja, og det er virkelig fascinerende, men tiden skriger efterhånden på noget andet. Der er brug for eftertænksomhed og måske også mere lovløshed i vores meget regelrette samfund. Det får man i en western.”

– På hvilken måde?

”Dengang i 1800-tallet var stort set alle lovløse ude på prærien. Og jeg tror, at der er en søgen efter denne lovløshed igen i dag. Se på den måde vi stemmer rundt omkring i verden. Det er jo enten partier for drømmere eller for folk, der vil have det som i de gode gamle dage, der går frem, og den lovløshed får man helt rent i en western.”

– Men hvad har det at gøre med, at actionfilmene skulle blive erstattet af westerns?

”I 1990’erne og 2000’erne ville folk have tempo og action. Så begyndte superheltefilmene at komme ind og blive et slags erstatningsprodukt, fordi de indeholdt action, men især var vilde fantasier. Jeg tror, at westerns vil få samme status inden for den nærmeste fremtid. Vi ser generationer, der er vokset op med action- og superhelte, men som aldrig har set en western. Det vil de komme til, fordi det er nyt og spændende.”

Nye generationer
Med den forudsigelse placeret i den summende diktafon, som simrer i solen på bordet, melder et naturligt spørgsmål sig:

– Coen-brødrenes True Grit, Tarantinos Django Unchained og din egen film er alle genindspilninger. Det er der vel ikke meget nyt og spændende ved?

”Det bør man sige to ting om,” siger Fuqua og tørrer igen sveden af den glatbarberede hovedskal.

”For det første er det nyt for de nye generationer. Hvis de aldrig har hørt om John Wayne, så har de nok heller ikke hørt om True Grit, og jeg kan garantere dig for, at når folk, der er mellem 15 og 40 år hører om True Grit, så er det Jeff Bridges og ikke John Wayne, de tænker på. Hver generation har sin hovedrolle.”

– Men det gør vel ikke westernfilmene nye?

”Jo, på sin vis – og dermed kommer vi til min anden pointe. De nye westerns har mere action. Jeg er gået fuldtonet ind på de klassiske westernbilleder med store vidder og vindhekse og alt det dér, men jeg har også forsøgt at give The Magnificent Seven en humoristisk og tempofyldt kant. Der skal være tid til eftertanke, men der skal også være fart på.”

– Det lyder, som om du har skabt en helt ny genre: En actionwestern?

”Folk går i biografen for at opleve noget, og jeg tror, at hvis man justerer westerns tempo bare en smule, så får man publikum til at hoppe med på western-diligencen i stedet for at tage action-racerbilen.”

– Vil man så ikke med rette kunne sige, at det ikke er westerns, der er kommet tilbage, men derimod actionfilmen, der er blevet placeret på prærien?

”Nej, for hvis det er logikken, er alt andet end arthouse-film jo action. Vi lever i en verden, hvor man altid giver film et mærkat, og når der er heste, prærier og en handling i 1800-tallets USA, så er det en western. Og så er det jo op til instruktøren at præge filmen i den retning, der nu er bedst.”

En anden tid
– Hvorfor kan man ikke lave westerns som i ”de gode gamle dage”?

”Det kan man sikkert også, men det er jo altid interessant at udfordre konventionerne – især når man har lavet actionfilm i over et årti!”

– Men går noget af den al tilbagelænethed og refleksion, som der er imellem alle mordene og volden i film som Once Upon a Time in The West eller Den gode, den onde og den grusomme, ikke fløjten, når der skal smøres action ud over genren?

”Nej, for westerns er på mange måder den nye actionfilm. Universet er fyldt med hårde typer, men tempoet kalder også på en refleksion, som man ikke rigtigt kan opnå med en actionfilm. Actionfilm passede bedre ind i 1980’erne, 1990’erne og i begyndelsen af 2000’erne, hvor alt bare gik hurtigt og opad. Westerns handler om mandekoder og plagede sjæle. De passer til vores tid nu efter finanskrisen, og de giver en genkendelighed, som action ikke kan give længere.”

– Så din påstand er altså, at westerngenren er ved at mutere over imod actionfilmene, fordi der er behov for dens fortællinger i nutiden?

”Ja, tag bare Tarantinos seneste par film. Der er fart på, selv om de foregår i et western-univers, men der er også konstant race- og samfundskritik.”

Støvet tolerance
”Hør engang, det er virkelig spændende det her, for det, som westerns også tilbyder, er tolerance,” fortsætter Antoine Fuqua.

– Hvad mener du med det?

”Jeg mener, at man i westerns ser mennesker, der forsøger at redde sig selv og hinanden midt i al lovløsheden på prærien, og at man ser stærke kvindefigurer, der sørger for sig selv og sin familie.”

– Hvorfor er det spændende?

”Fordi handlingen er mere realistisk i en western end i en actionfilm. I de fleste actionfilm har vi en forventning om, at manden redder kvinden, scorer hende – og så går det ellers derudaf. Sådan er det ikke i en western. Her er alle svedige og beskidte og redder sig selv, inden de redder andre. På den måde bliver westerns også et tydeligt billede på vores tid.”

– Fordi kvinderne snart er stærkere end mændene på de fleste parametre, og fordi vi lever i en tid, der kunne få titlen ’mig, mig, mig’?

”Nu forstår du mig!” griner Antoine Fuqua og ligner en mand, der er ved at løfte hånden til en high-five.

”Jeg tror, at vi vil se, at flere instruktører i de kommende år kaster sig over westerngenren og gør den mere tempofyldt, så den fænger mere hos publikum. Det håber jeg, at min nye film kan bidrage til.”