Dag 1: Whiplash-instruktør åbner med perle

Informationsalderen har ikke udelukkende været god for film. Ét er, at man til tider kan have svært ved at koncentrere sig om handlingen, fordi både Facebook, Instagram og Twitter ihærdigt forsøger at distrahere og flytte vores opmærksomhed væk fra skærmen eller lærredet.

Men noget andet er, at man risikerer at vide alt for meget om filmen, før man overhovedet sætter sig for at se den.

Det er blandt andet derfor, at Sam Mendes elsker filmfestivaler.

”Jeg ser frem til at nyde min uvidenhed om de forskellige film,” sagde Sam Mendes, da han som juryformand bød velkommen til årets filmfestival i Venedig.

Malick og Villeneuve
Men James Bond-instruktøren behøver da heller ikke at vide specielt meget om de film, der konkurrerer om den prestigefyldte Guldløve for at konstatere, at feltet igen i år er en stærk blanding af gamle og friske talenter.

Vi kan se frem til den for tiden højproduktive Terrence Malick, der denne gang kommer med dokumentaren Voyage of Time, der beskrives som en følgesvend til Tree of Life.

Alt i alt tyve film er de kommende elleve dage med i hovedkonkurrencen, og ud over Sam Mendes er blandt andre også multikunstneren Laurie Anderson og vor næsten egen Joshua Oppenheimer med i juryen, når årets vindere kåres ved prisoverrækkelsen lørdag den 10. september. 

Når succesen rammer
Årets festival åbnede med Damien Chazelles imødesete musical La La Land.

Spændingen var på forhånd stor: Kan 31-årige Chazelle virkelig følge op på trommemesterværket Whiplash fra 2014, hvor J.K. Simmons ganske fortjent vandt en Oscar for sin portrættering af den barske konservatorium-underviser Fletcher? Eller taler vi om en one hit wonder-instruktør?

Det virker, som om han har satset på de ting, der har virket hidtil. Både for ham og for sine hovedrolleindehavere.

Vi bliver i musikverdenen, hvor Ryan Gosling spiller en jazzpianist i Los Angeles, der forelsker sig i en skuespiller spillet af Emma Stone.

Og det er tredje gang, Stone og Gosling spiller over for hinanden. I filmen mangler de begge succes og må tage utaknemlige job for at klare sig til dagen og vejen. I starten går det fint, men kan de blive sammen, når succesen pludselig rammer den ene af dem og efterlader den anden tilbage med en uforløst drøm?

J.K. Simmons må denne gang nøjes med en markant mindre rolle som ejeren af den klub, Goslings karakter så brændende hader at spille på.

Charmerende nostalgi
Musical-formen i La La Land er et interessant bud på en yfortolkning af Hollywoods ellers fortærskede romantiske komedie.

Selv om filmen foregår i nutidens Los Angeles, ledes tankerne nemlig straks tilbage på Hollywood-musicals fra 1940’erne og 1950’erne.

Det er sangene, som bryder filmen op. Tempoet stiger, når kameraet suser med Gosling, Stone og deres musikalske kolleger rundt i Chazelles nostalgiske univers. Og det fungerer, måske især fordi Stone og Goslings præstationer er så charmerende.

Genistregen ligger i, at Chazelle har valgt to skuespillere, som ikke er sangere. Dermed leveres sangene med en skrøbelighed, som passer perfekt til et klassisk musical-univers anno 2016, og det gør samtidig, at det føles naturligt, når musikken stopper, og fortællingen fortsætter i den mere gængse Hollywood-stil.

Danske aner i Venedig
Uden for biografsalen begyndte filmfans så småt at stimle sammen foran hegnet, hvor åbningsceremonien skulle foregå adskillige timer senere.

De havde bragt både sol-skærmende paraplyer, mad og læsestof for at slå tiden ihjel, inden de senere på dagen kunne få en autograf og en selfie med stjernerne.

Ved ceremonien fik den polske instruktør Jerzy Skolimowski i en Guldløve for sin imponerende karriere, som blandt meget andet tæller et samarbejde med Roman Polanski. Han skrev dennes debutspillefilm Kniven i vandet i 1962.

Efter Hollywood og La La Land var det dog blevet tid til noget lidt mere hjemligt, nemlig det islandske drama Hjartasteinn, eller Heartstone, som den engelske oversættelse lyder. 

Filmen er instrueret af Guðmundur Arnar Guðmundsson, er støttet af Det Danske Filminstitut og på rollelisten finder vi også Søren Malling med en flot islandsk udtale.

Seksuel tvivl
I Hjartasteinn følger vi teenagerne Thor og Christian, som et sted i Islands flotte natur kæmper med livets små besværligheder – som manglende pubeshår og irriterende søskende, der stjæler ens håndklæde, mens man er på vej ud af bruseren.

Filmen fokuser på seksualiteten. For hvad gør man, når ens bedste ven måske vil være mere end blot bedste venner?

Den islandske natur danner et smukt bagtæppe til det pubertære drama, hvor ansigterne, kropssproget og især det usagte mellem de to venner skal vise den seksuelle tvivl hos den ene af dem.

Den ene akavede episode afløser den næste, og det bliver efterhånden så tydeligt, at det er ved helt at trække tempoet ud af den 130 minutter lange film. 

Filmens første visning trak ikke mange publikummer, men islændingene kan jo håbe, at det ligesom ved sommerens EM i fodbold blot handler om tid, før folk får øjnene op for Hjartasteinn og Island.

Men det kræver måske – til Sam Mendes’ store fortrydelse – at de mange filmjournalister i Venedig begynder at fortælle om filmen på de sociale medier.