Nyhed
21. nov. 2012 | 10:17 - Opdateret 21. nov. 2012 | 12:28

Wikipedia forudsiger billetsalg

Foto | Warner Bros. Pictures
Data fra Wikipedia kunne forudsige billetindtægterne fra Inception med 90 procent nøjagtighed, en måned før filmen fik biografpremiere.

Forskere mener, at brugeraktivitet på Wikipedia kan forudsige en blockbusters billetsalg en måned før premieren. Metoden slår alle tidligere prognosemodeller.

Af Freya Bjørnlund

Hvordan forudsiger man billetsalget på en film, der endnu ikke har haft premiere? Tre forskere fra Budapest University of Technology and Economics har fundet svaret – på Wikipedia.

De ungarske fysikere Taha Yasseri, Márton Mestyán og János Kertész har udviklet en matematisk model, som beviser en sammenhæng mellem omtalen af en film på Wikipedia og dens billetindtægter i biograferne.

Forskerne ville spore filmenes digitale fodaftryk, og deres undersøgelse afslører, at de mest populære film samtidig har de mest læste og redigerede sider på webleksikonet Wikipedia. 

Ville undersøge sociale medier
Undersøgelsen blev offentliggjort 5. november på forskningsdatabasen Arxiv og er bygget på data fra 312 af de 535 film, som havde premiere i USA i 2010.

Forskerne målte på antallet af brugere, som skrev, læste og bidrog til filmenes Wikipedia-sider. Modellens forudsigelser viste sig at stemme overens med virkelighedens billetsalg med en gennemsnitlig nøjagtighed på 77 procent.

Jo mere en film sælger, jo mere præcis bliver forudsigelsen. Billetindtægterne fra årets største blockbustere – såsom Iron Man 2, Alice i Eventyrland, Toy Story 3 og Inception – kunne beregnes med 90 procents sikkerhed. Salget af mindre succesfulde film, som for eksempel Never Let Me Go, Animal Kingdom og The Killer Inside Me, var sværere at spå om.

Målet med undersøgelsen var dog ikke at udvikle et marketingsværktøj til filmindustrien. Taha Yasseri og hans kollegaer ville demonstrere, hvordan sociale medieplatforme som Wikipedia, Twitter og Facebook kan bruges som et redskab til at besvare sociologiske spørgsmål i forskningens tjeneste.

”Vi ville vise, at det er muligt at opspore sådan nogle ting gennem sociale medier,” siger Yasseri ifølge The Guardian

Potentiel guldgrube
Ikke desto mindre udgør modellen en potentiel guldgrube for de amerikanske filmstudier. Den tilbyder hidtil usete muligheder for at regne sig frem til en films kommercielle potentiale.

Fokusgrupper og exit polls har indtil nu været de mest udbredte metoder til at spå om fremtidens billetsalg.

Der har dog også været andre alternative pejlemærker.

Den virtuelle underholdningsbørs The Hollywood Stock Exchange har for eksempel vist sig at give en overraskende præcis idé om filmsalget i virkelighedens verden.

Her kan man købe og sælge simulerede aktier i film, instruktører og skuespillere med den kunstige valuta ”The Hollywood Dollar”, og ofte stemmer det virtuelle og det virkelige filmsalg så godt overens, at en films kurs online afspejler dens reelle markedsværdi. 

Twitter kan også spå
En films billetsalg kan også aflæses på Twitter, men først efter biografpremieren. I marts vakte forskere fra HP Lab i Palo Alto opsigt ved at bevise, at antallet af tweets om en ny film afspejler dens billetindtægter meget præcist.

”Vores forudsigelser er konsekvent bedre end dem, der produceres af informationsmarkeder som The Hollywood Stock Exchange,” siger forskerne Sitaram Asur og Bernardo Huberman i deres undersøgelse.

Ingen prognosemetoder har dog hidtil formået at forudsige billetsalget før biografpremieren, og forskerne bag Wikipedia-modellen lægger sig således forrest i feltet blandt filmbranchens mange spåmænd.

 

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko