Ekko Shortlist: Globalt forældresvigt

I et univers, der ligner en blanding af sandbankerne fra Dune og skraldebjergene fra Wall-E, vandrer ti børn rundt og leder efter mad, smøger og sprut.

Billederne af de snavsede børns daglige fester giver et indtryk af ubegrænset barnlig frihed. Men man fornemmer også savnet efter de voksne, som alle er blevet slået ihjel af Moder Jord.

”For ikke at tage sig ordentligt af planeten,” som det lyder i beskrivelsen af kortfilmen Wild Child, der for nylig har fået premiere på Ekko Shortlist.

Filmen blev vist i talentprogrammet Nest på festivalen i San Sebastián i september og er lavet som midtvejsfilm på tolvte årgang af Super16, der dimitterer fra den alternative filmuddannelse 3. november.

Hele årgangen besluttede til deres midtvejsfilm at lave højkonceptuelle værker.

Trioen Sif Lina Lambæk (instruktør), Kristine Plechinger Tüchsen (manuskriptforfatter) og Christian Lønhart (producer) kom sammen på fremtidsfortællingen om børnesamfundet. Her får pigen Barbie sin første menstruation og står nu selv over for voksenlivet, der i denne verden er lig med døden.

”Vi ville gerne lave noget om klima, men det bliver nemt meget moraliserende. Jeg så dokumentarfilmen Something Better to Come om en pige, der bor på en losseplads, og jeg blev draget af det billede,” husker Sif Lina Lambæk.

Kristine Plechinger Tüchsen nikker.

”Det udviklede sig til temaet med at blive voksen mod sin vilje. Og frygten for at gentage de voksnes fejl,” siger hun.

Et mysterium
Den hårde overgang fra barn til voksen har Sif Lina Lambæk behandlet i flere af sine konceptuelle kortfilm.

I Højlandet skal en femtenårig dreng sikre sin voksne fremtid i et meget alternativt samfund.

Og Halbalhandler om en ung pige, der frygter at blive som sin drikfældige mor (spillet af Charlotte Fick). Men hun ender med ufrivilligt at transformere sig til moren og må gennemføre et halbal i hendes krop.

– Nu er det tredje gang, du kaster dig over den hårde overgang fra barn til voksen. Hvad er det, du personligt mangler at bearbejde, Sif?

Instruktøren griner.

”Jeg har noget med coming of age. Det er et mysterium for mig, hvordan man bliver voksen uden at gentage nedarvede traumer. Og måske er det ikke så slemt, som man frygter. Det er svært at tale om uden at blive for privat, men jeg kan mærke, at jeg ikke er færdig med det tema. Vores afgangsfilm handler også om frygten for at blive voksen!”

”Du taler tit om dit indre legebarn,” indskyder Kristine Plechinger Tüchsen. Instruktøren nikker.

”Ja, hvis man har lagt låg på noget som barn, så kan man længes efter frihed og have meget energi. Det arbejder jeg stadig med i mine film. Men jo ældre jeg bliver, jo mere omsorg har jeg også for de tidligere generationer,” siger Sif Lina Lambæk.

Børn med power
Produceren Christian Lønhart ser ikke kun Wild Child som en film om konkret forladte børn, men også om en hel verden, der er blevet svigtet.

”Jeg vil ikke bare lave film for at lave film. Jeg vil skabe noget, man kan tale om, som kan forandre noget i folk og verden. Wild Child handler i mine øjne også om et globalt forældresvigt. Jeg ser en verden, hvor en masse voksne gentager de samme fejl, fordi det er strukturerne, den er gal med.”

Sif Lina Lambæk nikker.

”Klima, folkedrab og krig. Det er voksne, der svigter deres ansvar, og i sidste ende rammer det børnene. Det er utroligt, at det fortsætter, men der skal også være håb. Vi må tro på, at børnene kan ændre det. Derfor er deres minisamfund ikke kun en dystopi – børnene har også en masse power,” siger hun.

Strenge formaninger
Mange instruktører løber skrigende væk ved udsigten til at skulle instruere børn. Men Sif Lina Lambæk er glad for at have med de purunge skuespillere at gøre.

”Det var vildt sjovt, men også hårdt, for pludselig var vi meget ’de voksne’. Der var et særligt ansvar. Men jeg har mange års erfaring med at arbejde med børn og naturligt ved at finde på lege. Vores workshops var meget legende.”

”Det var vigtigt, at forældrene også var trygge,” siger Christian Lønhart og fortsætter:

”Forældrene kom jo hver morgen og satte deres børn af ved en losseplads og sagde: ’Ses om otte timer!’ Og børnene skulle jo lave nogle grænseoverskridende ting.”

Sif Lina Lambæk griner.

”Det er meget politisk ukorrekt at stå på en losseplads på Amager og lære børn at ryge og drikke. Det er helt fucked ud. Men vi brugte lang tid med både forældre og børn og gjorde dem trygge. Jeg kom med strenge formaninger: ’Det er ikke sejt at ryge! Børnene i filmen gør det kun, fordi de har det dårligt,’” siger hun.

Christian Lønhart bryder ind igen.

”Det er vigtigt for mig lige at sige, at det ikke var rigtig sprut, og smøgerne er lavet at urter. Bare så vi ikke får en overskrift, der hedder ’Super16-elever lærer børn at ryge,’” griner produceren.

Ja-hatten
Under optagelserne udviklede de tre filmelever en alternativ tilgang til det at lave film.

”Fordi vi på Super16 offentliggør alle vores film, kan man blive meget produktorienteret. Men vi havde lyst til at dyrke processen. Frem for at skrive et manuskript og så optage det blev det meget mere flydende. I udviklingsfasen sprang vi løbende frem og tilbage mellem manuskript, casting og visuelle skitser,” fortæller Sif Lina Lambæk.

”Meget af karakterernes personlighed kom ud af børnenes egen opførsel, da vi havde dem til workshops. Her blev alting tilpasset til, hvad der opstod naturligt,” tilføjer Kristine Plechinger Tüchsen, der modsat en traditionel manuskriptforfatter også var engageret i castingen og selve optagelserne.

”Det kunne kun lade sig gøre, fordi Christian altid har ja-hatten på,” siger Tüchsen smilende.

Før Wild Child producerede Christian Lønhart førsteårsfilmen Et eksempel: Dem på gulvet. Et oneshot-drama om den pressede danske psykiatri, skrevet af Kristine Plechinger Tüchsen og instrueret af Selma Sunniva fra samme årgang.

Filmen vandt en lang række priser sidste år, inklusive hovedprisen ved Ekko Shortlist Awards.

”Jeg øver mig i at sige mere nej. Men det er også vigtigt ikke bare at afvise ting. Man må sætte sig ind i idéen og så undersøge, hvad der er muligt,” siger Christian Lønhart om sin tilgang.

”Det har ført til førsteårs- og midtvejsfilm som er meget ambitiøse, men det lykkedes, fordi holdet løftede sammen.”

Næste skridt
Christian Lønhart har som afgangsfilm produceret Selma Sunnivas En af os ryster, mens Lambæk og Tüchsen sammen dimitterer med Solo Rosa – en historie om at blive voksen i en verden, hvor man kan betale for at høre sin skæbne.

Sammen er de tre i gang med at udvikle et spillefilmprojekt sammen.

”Vi håber virkelig at kunne fortsætte den legende tilgang, vi har haft på Wild Child. Jeg er spændt på, hvad Filminstituttets talentordning siger til det,” siger Christian Lønhart.

”Det kræver tid og plads at kunne lave film på den måde, og man kan ikke altid pitche det helt færdigt,” tilføjer Sif Lina Lambæk.

– Kunne man forestille sig, at det blev noget højkonceptuelt om overgangen fra barn til voksen?

”Det er nok ikke helt ved siden af,” siger hun med et smil.