Friedkin: Superhelte dræber filmkunsten
Den amerikanske filminstruktør William Friedkin, der blandt andet har instrueret gyserklassikeren Eksorcisten (1973), kritiserer i et nyt interview de store Hollywood-film, som han mener dræber filmkunsten.
Under filmfestivalen Champs-Élysées Film Festival i Paris udtalte Friedkin ifølge The Guardian sig om nutidens film:
”Film plejede at have rødder i noget seriøst og alvorligt. De handlede om rigtige mennesker, der gjorde virkelige ting. I dag er amerikansk film kun Batman, Superman, Iron Man, Avengers og Hunger Games – film, som jeg ikke har nogen interesse i.”
William Friedkin har foruden Eksorcisten instrueret The French Connection med Gene Hackman i hovedrollen. Senest har han været aktuel med Matthew McConaughey-filmen Killer Joe fra 2011.
Fremtiden er serier
William Friedkin mener, at hans egne film ændrede sig i løbet af 1970’erne, da hans Frygtens pris havde premiere i 1977 og blev overskygget af den første Star Wars-film, der kom samtidigt.
”Det var på det tidspunkt, mine egne film blev overnaturlige og ramte uden for rammen,” siger han ifølge The Guardian.
I stedet ser instruktøren masser af potentiale i tv-mediet og -serien.
”Man udvikler karakterer med en større bredde, og historien er mere kompleks og dyb end i film. Mange af de bedste filmskabere går fra film til det lange format i tv-serien. Det er det mest gæstfrie miljø at arbejde i for en instruktør.”
Friedkin har selv prøvet kræfter med en tv-serie. Mellem 2007 og 2009 instruerede han to episoder af krimi-serien CSI. Desuden arbejder han efter sigende på en serie for HBO om den amerikanske skuespiller Mae West.
William Friedkin
Født 1935 i USA.
Amerikansk instruktør, manuskriptforfatter og producer.
Har været nomineret til både Golden Globes, Oscar og Bafta for sine film.
Vandt en Oscar for bedste instruktør for The French Connection i 1972.
Kommentarer