Den hjælpsomme voldtægtsmand

Når vi ses igen er lavet længe før #MeToo, men timingen af online-premieren kunne ikke være bedre. Ungdomsdramaet, der er gået direkte ind på førstepladsen af Ekko Shortlist, tilbyder et blik fra den anden side, nemlig krænkerens.

”Jeg håber, at jeg med filmen kan få nogle unge i tale. Og sætte nogle tanker i gang om, hvor grænserne går,” siger William Sehested Høeg.

Kortfilmen følger den unge Mads, som vender hjem med moralske kvaler efter en rejse med sine to venner.

Til en fest på rejsen har barndomsveninden Sara fyldt kroppen med stoffer. Mads hjælper hende tilbage på hendes værelse. Han er forblændet af hende, og mens Sara er ude af bevidsthed, forgriber han sig på hende. Hjemme fortæller Sara, at hun er blevet voldtaget uden at vide, hvem gerningsmanden er. Mads’ verden falder fra hinanden. Skal han gå til bekendelse?

”Jeg har ønsket at arbejde ud fra en etisk tese. Jeg ville finde på det bedste dilemma i et ungdomsformat,” forklarer den 26-årige instruktør.

”Uden sammenligning i øvrigt har jeg selv været på en ungdomsrejse. Folk taler ofte om en dannelsesrejse ude i verden, hvor man lærer sig selv at kende og bliver voksen. Men du kan også risikere komme hjem med en så tung bagage, at du ikke kan komme videre.”

Virkelig anger
Voldtægt på film er ofte historien om en fremmed, skummel mand, der overfalder sit offer en sen nat. Men i William Sehested Høegs fortælling er voldtægtsmanden ikke en psykopatisk voldsmand, men en ven, som offeret har kendt hele sit liv.

”Voldtægt er i sig selv et kontroversielt emne og et af de mest voldsomme overfald, som du kan lave på et andet menneske. Men for at gøre det mere tragisk og komplekst er Mads dybt forelsket i Sara. Han ser hende på stoffer føre sig frem med andre drenge, og alt, hvad Mads gør, er tænkt for at beskytte hende. Men hans forblindelse fører til, at situationen tager en katastrofal drejning,” siger instruktøren.

William Sehested Høeg har valgt ikke at vise det fra offerets, men fra Mads’ synsvinkel, og vi ser gennem flashback, hvordan det gradvist går op for ham, hvad der er sket på den skæbnesvangre aften.

”De forskellige flashbacks giver publikum indblik i, hvordan Mads udvikler sig. Jeg ønskede at få tilskueren til at leve sig ind i krænkerens tanker og opleve, hvordan det gradvist går op for ham, hvilken grufuld handling han har begået. Han angrer virkelig, og jeg håber, at filmens struktur bidrager til, at man får sympati med Mads. Han er ikke en voldtægtsforbryder og et svin. Han er en ung fyr, som ender i en forfærdelig situation, fordi han i bund og grund ikke tænker langt nok.”

Egoistisk ungdom
William Sehested Høeg har først og fremmest været interesseret i at belyse de efterfølgende reaktioner på hændelsen. Skal man italesætte det eller – som faren foreslår – feje det ind under gulvtæppet.

”Faren kommer fra en anden generation. Han har måske et mere gammeldags syn på den slags ting. Han tænker, at det er to unge mennesker, som har givet den lige lovlig meget gas, og at man skal vente lidt med at male fanden på væggen,” siger William Sehested Høeg, som dog understreger, at farens beskyttelse af sønnen er misforstået.

”Mads er enebarn, og faren ser ham som en statuette. Faren er egoistisk, og det handler i langt højere grad om hans eget ry.”

For William Sehested Høeg er håbet, at filmen kan tale til den unge generation og minde dem om, at de skal stå til ansvar for deres egne handlinger.

”Der er forhåbentlig nogle unge, som tænker en ekstra gang over deres forbrug af alkohol og stoffer i nattelivet. Nogle gange tager man valg i ens liv, som man ikke kan trække tilbage. Handlinger har konsekvenser,” siger han.

William Sehested Høeg er kritisk over for unge, som han mener, bør blive bedre til at tale om tingene og tilsidesætte egne behov.

”Der er mange af mine venner og bekendte, som for eksempel i forhold til utroskab har den holdning, at hvad de ikke ved, har de ikke ondt af. Hvis du har respekt for et andet menneske, så ytrer du, hvad der er sket. Hvis du har dummet dig, har du ikke længere retten til at beslutte, om vedkommende skal have informationen eller ej,” siger han.

Derfor valgte William Sehested Høeg også, at Mads skulle gå til bekendelse.

”Filmen handler også i høj grad om kærlighed, og min måske naive tanke er, at han selvfølgelig vil gå til bekendelse. For at hjælpe hende med at komme videre, men også for at lette en byrde fra egne skuldre.”

Kamera i skolegården
Hvis navnet ”William Sehested Høeg” klinger bekendt, så er det ikke tilfældigt. Han vandt nemlig Publikum Prisen ved Ekko Shortlist Awards 2015 med debutfilmen Tyran.

Han er vokset op i Trørød i Nordsjælland og har, så længe han kan huske, drømt om filmens univers.

”Mange af de andre børn i det område havde forældre, som var direktører, og her løb jeg så bare rundt i skolegården med mit filmkamera,” griner han.

Men William er ikke den eneste i familien, som har tabt hjertet til filmmediet. Hans søster Emma Sehested Høeg er også skuespiller, og Ekko fremhævede hende i #53 som et nyt talent, der var værd at holde øje med.

”Siden vi var små, har vi altid været gode til at bruge hinanden. Jeg optog min søster, som fik hovedrollen i alle de små projekter, vi gik og lavede. Pludselig havde jeg lavet film sammen med hende gennem hele livet.”

Lussinger på vejen
William Sehested Høeg er allerede i gang med et nyt projekt. Det skal blive til en improviseret film med hans søster i hovedrollen.

Han har stadig en drøm om i fremtiden at komme ind på Den Danske Filmskole eller Super16.

”Det er to meget forskellige skoler, men begge er fantastiske. På Filmskolen lærer man at lave film i fire år. Det er en vanvittig chance at kunne få lov til bare at dyrke det. Og på Super16 er det fede, at du bare bliver kastet ud i det og skal arbejde med en masse mennesker, der er lige så passionerede, som du selv er. Det er et spændende foreningsliv,” siger William Sehested Høeg.

Men han fastslår, at et afslag fra skolerne ikke vil få hans drøm om at arbejde i filmbranchen til at briste.

”Jeg laver film, fordi jeg ikke kan lade være, og så må man tage de lussinger, man får på vejen. For dem kommer der jo masser af!”