Woody Allen indgår forlig med Amazon
Woody Allen er kendt som en af verdens mest produktive filmskabere, men de seneste år har han primært været i vælten med meget andet end film.
Efter #MeToo-bølgen for to år siden kom der igen anklager om overgreb mod ham fra datteren Dylan Farrow, hvilket instruktøren adskillige gange har afvist.
Det er beskyldninger om, at Allen forgreb sig på sin dengang kun syvårige adoptivdatter i 1992. Trods flere undersøgelser er instruktøren aldrig blevet fundet skyldig.
Som konsekvens af anklagerne stoppede Amazon samarbejdet med Woody Allen, der som modsvar sagsøgte streamingtjenesten for næsten en halv milliard kroner. Nu har de to parter dog indgået forlig i sagen, hvor Allen beskyldte Amazon for kontraktbrud.
Til gengæld er der ikke kommet noget frem om, hvad forligets økonomiske betingelser er, skriver amerikanske medier som New York Times.
Gamle mænd på jagt
Der er faktisk kommet en film fra Woody Allens hånd i år, men i de færreste lande har publikum kunnet se A Rainy Day in New York.
Det er den første i en aftale på fire film mellem Allen og Amazon, som streamingtjenesten altså trak sig ud af. Amazon gav efterfølgende filmskaberen rettighederne til filmen, der er blevet solgt til markeder i særligt Europa og Sydamerika.
A Rainy Day in New York er en stjernespækket romantisk komedie med de unge skuespillere Timothée Chalamet, Elle Fanning, og Selena Gomez på rollelisten, men modtagelsen har mildt sagt ikke været positiv.
Anmeldere fra førende branchemedier som Variety og The Hollywood Reporter har kaldt filmen håbløst gammeldags og direkte pinlig, når den flere gange viser en ung, kvindelig journalist blive forsøgt forført af ældre mænd, deriblandt en filminstruktør.
Imens har hovedsageligt filmens unge cast taget afstand fra Allen og givet deres honorar fra filmen til organisationer, som bekæmper overgreb i filmbranchen.
A Rainy Day in New York forventes ikke at få amerikansk premiere. Der forlyder ikke noget om, hvorvidt vi vil få at se herhjemme.
Kommentarer