Woody Allen optager næste film i USA
”Jeg ved ikke, hvor det kom fra, men jeg kan forsikre jer: Jeg har ikke talt med nogen i København.”
Så klar i mælet var Woody Allen, da han i fredags under verdenspremieren i Rom på sin nye film, To Rome With Love, blev bedt om at kommentere rygterne om et filmprojekt i København.
Det skriver de amerikanske branchemagasiner Variety og The Hollywood Reporter.
”Jeg har ingen planer om at lave en film i København,” sagde den 76-årige instruktør og afslørede, at hovedparten af den næste film skal optages i San Francisco og en ”lille bid” i New York.
Det var Politiken, som 9. marts bragte den opsigtsvækkende nyhed om, at Woody Allen havde planer om at lave en film i København.
Det skete i forbindelse med en artikel om etableringen af en københavnsk filmfond.
”Woody Allens filmprojekt i København afhænger af etableringen af en københavnsk filmfond,” skrev avisen og oplyste, at den danske producent Per Holst havde haft ”kontakt til Woody Allen og hans producer Letty Aronson”.
Men da Ekko kontaktede Allens pr-folk i New York, dementerede man historien på vegne af Allen.
Nogle dage senere bragte Politiken også dementiet, men samtidig interviewede man producenten Peter Aalbæk Jensen, som mente, at dementiet var ”spil for galleriet”.
To Rome With Love har planlagt dansk premiere 2. august.
Kommentarer