Top 5: Woody Allens muser

De er fascinerende, smukke og intelligente. Som glødende planeter cirkulerer de omkring den sol, der er Woody Allens neurotiske alias, og beriger filmuniverset som de enestående kvinder, de er.

Den 79-årige instruktør har i løbet af sin karriere og dens stolte antal af 74 film finslebet og kvalitetsstemplet mange rå Hollywood-diamanter.

I 1977 legemliggjorde Diane Keaton den måske mest ikoniske Allen-kvinde i Mig og Annie og satte en aldeles høj standard for potentielle efterfølgere.

Efter Allens eget udsagn åbnede mødet med Keaton hans øjne for potentialet i kvinderoller, og den distræte og charmerende Annie Hall beviste om nogen instruktørens tæft for at skabe dybe, unikke roller til det modsatte køn.

Siden er Mariel Hemingway, Mia Farrow, Charlotte Rampling, Winona Ryder, Scarlett Johansson, Penelope Cruz og Cate Blanchett, for blot at nævne nogle stykker, spankuleret gennem det Allen’ske univers og gjort pladserne på instruktørens rollelister særligt eftertragtede.

Bedste muse siden Keaton
Ligesom det obligatoriske Allen-alias og den karakteristiske credit-typografi Windsor-EF-Elongated er de mange fascinerende kvindefigurer for længst blevet kendetegnende for Woody Allens skaberværk.

Trods sin meget distinkte filmstil falder hans kvinder aldrig i stereotypiens brede fælde, men fremstår tværtimod både som enestående og virkelige.

”Kvinderne i mine film skal være ægte. Men samtidig er det meget vigtigt for mig at præsentere dem med samme entusiasme, erotik og ærefrygt, jeg selv føler for dem. Jeg er meget optaget af, hvordan de ser ud, og om de stemmer overens med mit billede af dem, ” sagde Woody Allen i 2013 til W Magazine.

Nu ser den garvede instruktør ud til at have kastet sin kærlighed på Emma Stone, der med sin anden Allen-film Irrational Man med rette kan sætte sit navn på den prestigefyldte muse-liste.

I filmen spiller hun den ambitiøse studine Jill Pollard, der bliver småforelsket i sin Weltschmerz-plagede filosofiprofessor (Joaquin Phoenix).

Selvom sidste års Magic in the Moonlight hverken fik anmeldere eller publikum helt op at ringe, udviste talentfulde Emma Stone ikke overraskende stor duelighed som Allen-muse, og flere internationale medier vurderer hende som den måske bedste siden Diane Keaton.

Man skulle ikke tro det, men den kvindeglade instruktør hverken caster eller møder skuespillerne, inden han hiver dem om bord.

”Casting er så akavet, og jeg er for genert til at møde dem. Jeg finder på nogle tilfældige spørgsmål, men jeg kunne ikke være mere ligeglad med al slags småsnak. Jeg skal bare lige være sikker på, at de ikke har taget 90 kg på eller fået plastiske operationer,” fortalte han i juni 2011 til W Magazine.

Rækken af muser vidner om eminent intuition. Læs om fem fantastiske skuespillere, der har været med til at forme Woody Allens film:

5. Scarlett Johansson

”So, who’s my next victim … you?”

Den karakteristiske fløjlsbløde stemme, der synes at have fået et enkelt strøg med et fint stykke sandpapir, fylder på få sekunder den lille biblioteksstue med intens, seksuel spænding.

Chris Wilton (Jonathan Rhys Meyers) møder sin bedste vens forlovede (Scarlett Johansson) over et spil bordtennis til en familiefest og bliver bogstavelig talt tryllebundet af hendes magiske aura.

Scenen stammer fra drama-thrilleren Match Point, der er den første film i rækken af Scarlett Johansson og Woody Allens tre samarbejder. Allen indviede sin moderne muse i rollen som det amerikanske skuespillerfrø Nola Rice, hvis uimodståelige sexappeal har skaffet hende adgang til Londons overklasse.

”Det skulle være helt rigtigt: håret, tøjets farve og stil … alting! Jeg ville have publikum til at føle, hvad jeg selv følte for hende,” fortalte Allen til W Magazine i 2011.

Det lykkedes, for så snart kameraet indrammer Johansson, der er klædt i hvid sommerkjole og badet i gylden eftermiddagssol, er der ingen tvivl om, at scenen er en stor kompliment. Der spares ikke på nærbilleder af hendes fyldige, rosa læber og mandelformede øjne.

Året efter placerede Allen desværre, uden videre succes, sin nyfundne muse i det arketypiske auteur-univers med alt, hvad det indebærer af skæv humor, magi og fjollede indfald – og naturligvis Allen selv i rollen som neurotisk tryllekunstner.

Rollen som overenergisk journalistfrø klæder i Scoop ikke Johansson så godt som den nervepirrende forløber.

Måske nåede Allen samme erkendelse, for i deres tredje og seneste samarbejde Vicky Christina Barcelona gav han Johansson rollen som den rastløse, nysgerrige kunstnersjæl Christina, der indleder et stormfuldt trekantsforhold til en spansk kunstner og hans fyrige ekskone.

4. Judy Davis

”Jeg synes, det er en fantastisk film. Bortset fra de dele af den, som jeg er med i.”

Således udtalte Judy Davis sig i 2013 til The Guardian om Mænd og koner, der regnes for en af Allens stærkeste film og en af Davis’ egne toppræstationer.

At hun ikke kan holde ud at se sig selv, er særdeles overraskende. Davis’ brillerer nemlig på alle måder i sit første samarbejde med Woody Allen, der fik øje på hendes enestående talent for at spille særligt temperamentsfulde kvinder.

Skildringen af skrappe, eksalterede Sally, der efter et fredeligt brud med sin ægtemand (Sydney Pollack) gennem mange år besættes af jalousi og angren, indbragte hende i 1993 en Oscar-nominering for bedste kvindelige birolle i Mænd og koner.

Davis’ største force er den brede vifte af fine, mimiske følelsesudbrud, hun formår at anvende til skildringen af alt fra rasende hystader til nervøse neurotikere. Og så besidder hun en formidabel evne til at udtrykke tilintetgørende afsky i et simpelt åndedrag eller et isnende blik.

Harry – stykke for stykke fra 1997 åbner med en særligt kraftfuld scene, hvori Davis som kvinden Lucy går fuldkomment bersærk og foregiver et teatralsk selvmordsforsøg, fordi forfatteren Harry Block (Woody Allen), der er hendes svoger, i minutiøse detaljer har beskrevet deres affære i sin nyeste roman.

Året efter gjorde hun det sort-hvide komediedrama Celebrity til et absolut must-see med sin eminente portrættering af læreren Robin Simon, der efter et tragisk brud med sin midtvejskriseramte mand (Kenneth Branagh) bliver del af det kendis-miljø, han så krampagtigt forsøger at trænge ind i.

Med stor humor og charme overgår hun Woody Allen i neurotisk talestrøm og nervøse trækninger. Senest når Robin får undervisning af en prostitueret i at give gode blowjobs med en banan som rekvisit, falder man pladask for Judy Davis.

Det er også svært at stå for hendes no-bullshit-attitude i rollen som Phyllis (hustru til Woody Allens karakter) i To Rome with Love.

3. Dianne Wiest

”Don’t speak! Don’t speak! … No, no, don’t speak!”

En fortvivlet nervøs John Cusack forsøger i rollen som en manuskriptforfatter at erklære Helen Sinclair (Dianne Wiest) sin store kærlighed i Bullets over Broadway fra 1994.

Som den krukkede Broadway-diva, hun er, afværger hun med teatralsk gestus sin beundrer ved blidt at placere to handskeklædte fingre for hans bævrende læber.

Den beskrevne scene vistes ved Oscar-uddelingen i 1995, da Dianne Wiest vandt prisen for bedste kvindelige birolle. Otte år forinden havde hun vundet selvsamme Oscar for Hannah og hendes søstre, hvori hun spiller Mia Farrows søster Holly.

Selvom Wiest er den eneste muse, der har vundet to Oscars i Allens regi, er makkerparret ganske undervurderet og kommer ofte til at stå i skyggen af Diane Keaton og Mia Farrows præstationer.

Det frugtbare samarbejde mellem Allen og Wiest har affødt fem film, der ud over de to allerede nævnte tæller Den røde rose fra Cairo, Radio Days og September.

Allen havde et godt øje for den subtile kraft og alsidighed, der ligger i Wiests æteriske udtryk og udnyttede den ved at caste hende til meget forskellige kvinderoller.

Holly (Hannah og hendes søstre) og Helen Sinclair (Bullets over Broadway) er hinandens diametrale modsætninger.

Holly nærer store, håbløse drømme om en karriere som skuespiller eller børnebogsforfatter, men vandrer uden succes fra den ene audition til den næste. Wiest formår konstant at lade os mærke Hollys sitrende usikkerhed i minutiøse ansigtstrækninger eller tonefald.

Til rollen som Helen Sinclair transformerede Wiest sin blide, lyse stemme til en fyldig, dyb røst, der passede fabelagtigt til den melodramatiske Broadway-diva.

2. Mia Farrow

Selvom mange anser Diane Keaton for at have haft størst betydning for Allens karriere, opstod det mest produktive kunstner-muse forhold op gennem 80’erne og begyndelsen af 90’erne med Mia Farrow. Hun har spillet med i hele tretten film på de tolv år, deres private forhold varede.

Allen havde i sine yngre dage for vane at danne par med sine kvindelige hovedrolleindehavere og faldt således også pladask for yndige Farrow, der fjorten år forinden fik sit gennembrud med Roman Polanskis Rosemarys baby.

Med undtagelse af den rå gangster-pige Tina Vitale i Broadway Danny Rose spiller Farrow oftest de fragile og blide blandt Allens kvinder.

Særligt Cecilia (Den røde rose fra Cairo), Hannah (Hannah og hendes søstre), Hope (En anden kvinde) og Judy (Mænd og koner) deler en feminin skrøbelighed, der understreges af Farrows lyse teint og fine ansigtstræk. Også hun er et bevis på Allens evne til at opdage og anvende skuespillernes største forcer.

Farrow gør særligt indtryk i Hannah og hendes søstre, der var Allens bedst sælgende film indtil Midnight in Paris i 2011. Heri er hun centrum som den fornuftige idealviv Hannah: berømt skuespiller, smuk, intelligent, en god mor, en god søster og dermed familiens absolutte omdrejningspunkt.

Også Mænd og koner fra 1992 bør fremhæves som en af musens stærkeste film. Her spiller Farrow søde og blide Judy, der er gift med Gabe (Woody Allen) og bliver helt fortvivlet, da parrets bedste venner skal skilles. Kontrasten mellem blide Judy og balstyriske Sally (Judy Davis) fremhæver musernes karakteristika.

Det er en stor skam, at det frugtbare samarbejde i dag står i skyggen af parrets brud og den opslidende retssag, der fulgte i kølvandet. At Allen fandt sammen Farrows adoptivdatter, faldt ikke i god jord hos hverken familien eller i offentligheden.

Her spiller Allen og Farrow over for hinanden i Mænd og koner fra 1992 – kort inden familieskandalen splittede dem ad:

1. Diane Keaton

”I think Woody would like to be Diane Keaton in a Woody Allen movie,” sagde Emma Stone forrige år til Vanity Fair efter selv at have erklæret sin beundring for en af Allens største muser.

Og der kan være noget om snakken, for Allen skrev nogle af sine mest mindeværdige kvinder med stor inspiration fra Keaton, der, ifølge Allen selv, åbnede hans øjne for potentialet i det modsatte køn som kompleks og interessant filmfigur.

Duoen, der har lavet i alt otte film sammen, dannede også par privat i fem år. Trods Allens skandalemodgang i medierne er de stadigvæk nære venner.

Samarbejdet begyndte i 1973 med sci-fi-komedien Sleeper, der kaster Keaton ud i et univers proppet med slapstick og absurd humor. Hun spiller fremtidskvinden Luna Schlosser over for Woody Allens hovedperson, der vågner op i år 2173 efter at være blevet frosset ned i 1973.

Men det var først fire år senere, at Keaton med enorm karisma og charme legemliggjorde en af filmhistoriens mest ikoniske roller.

Mig og Annie tog publikum med storm og modtog fire Oscars for bedste film, instruktør, manuskript og ikke mindst kvindelige hovedrolle til Keaton.

”La di da, la di da, la la,” synger Annie (Keaton) nervøst efter en halvakavet første samtale med komikeren Alvy Singer (Allen), der ligesom publikum forelsker sig hovedkulds i den forvirrede, men charmerende kvinde.

Allen skabte Annie Hall med stor inspiration fra Keaton. Både hendes måde at tale på, hendes kejtede charme og usikkerhed og hendes drømme om en karriere som sanger blev en del af Annies sprudlende personlighed.

Keaton brugte tøj fra sin egen garderobe, og Annie Halls maskuline udseende gjorde hende til en af 1970’ernes store mode-ikoner.

Også mesterværket Manhattan efterlader ingen tvivl om Woody Allens beundring for Keaton. Her er Isaac Davis (Allen) ganske vist kæreste med teenageren Tracy (Mariel Hemingway), men forelsker sig akut i sin bedste vens selvbevidste, kultursnobbede elskerinde (Keaton).

Keaton og Allens enestående kemi skinner igennem i alle deres samarbejder, og selv i Manhattan Murder Mystery, der var deres første samarbejde siden Manhattan fra fjorten år tidligere (ud over Keatons lille cameo i Radio Days), er de som pot og pande.

Carol og Larry Lipton kunne uden problemer være Alvy Singer og Annie Hall som ældre ægtepar, og der er noget utroligt hjertevarmt og trygt over deres afslappede drillerier.

Irrational Man har premiere den 13. august