Nyhed
18. maj 2008 | 22:29

Woody Allens sexede trekant

Woody Allen hyldet i Cannes for 'Vicky Christina Barcelona', der er hans mest sexede film.

Af Claus Christensen, Cannes

Når man i en alder af 72 laver sin mest sexede film, kan man ikke forlange meget mere. Jo, hvis man hedder Woody Allen.

Den nådesløst selvkritiske instruktør gæstede Cannes i går med Penélope Cruz og Rebecca Hall, der spiller de centrale roller i Vicky Christina Barcelona sammen med Scarlett Johansson og Javier Bardem.

Det er Woody Allens spillefilm nr. 40, som har verdenspremiere her i Cannes, men ikke deltager i konkurrencen om Guldpalmen.

Jeg fejler igen og igen
På forhånd havde Woody Allen varmet op til besøget med et interview til The Hollywood Reporters daglige festivalavis.

"Du har i mange år snakket om, at du måske aldrig får lavet dit helt store mesterværk. Er det noget, du stadig går efter?" vil magasinet vide.

"Det er blevet en besættelse," indrømmer Woody Allen. "Når man færdiggør en film, prøver man at lave den med de bedste hensigter. Så ser man, hvor forfærdeligt man har fejlet og kan slet ikke vente med at lave den næste film for at råde bod på det."

"Det er ligesom en person i Vegas, der taber og febrilsk bliver ved med at fordoble sin indsats for at komme op af hullet og blive kvit. Jeg prøver hver gang at arbejde hårdere for at lave en bedre film, og hver gang ender jeg i et dybere hul. Jeg har altid forsøgt at lave en fantastisk film, men det er ikke lykkedes mig," erkender Allen og tilføjer, at filmene reflekterer hans liv, og at han er blevet et gladere menneske.

En hed trekant
Er Vicky Christina Barcelona ikke direkte fantastisk, så er den i hvert fald vital, vittig og - som sagt - vidunderligt sexet. Filmen er krydret med en tør fortællerstemme, og den byder på en sightseeing i det smukke Barcelona med blandt andet Gaudis arkitektur, selv om lokale næppe vil finde filmens valg af locations sofistikeret.

Christina (Scarlett Johansson) og Vicky (Rebecca Hall) tager på ferie i den catalonske hovedstad, hvor de møder kunstmaleren Juan Antonio (Javier Bardem), som uden omsvøb tilbyder dem en weekend med mad, vin, kunst - og sex. Den eventyrlystne Christina siger ja, mens den neurotiske Vicky føler sig krænket og forsikrer, at hun ikke har spor lyst til at være sin kæreste utro for "overfladisk sex", som hun kalder det.

Juan Antonio får dog sit ønske om en trekant opfyldt. Ikke med Vicky, men med Christina og hans temperamentsfulde ex-kæreste Maria Elena (Penélope Cruz), der dukker uanmeldt op.

De tre flytter sammen og lever i tilsyneladende harmoni (og ja, Scarlett og Penélope kysser hinanden). Men ironisk nok har Vicky uhjælpeligt forelsket sig i Juan Antonio - på trods af, at hendes meget normale Doug giver al den tryghed, hun har ønsket sig.

Een kvinde er svært nok
På pressemødet i Cannes blev Woody Allen spurgt, om han selv har prøvet en trekant.

"At få fat i én kvinde er svært nok," svarede han til stor morskab for den propfyldte sal.

"To gør det kun sværere. Karaktererne i filmen er larger than life og får i en kortere periode deres menage-a-trois til at fungere, men i det virkelige liv kan en mand ikke klare to kvinder. Det er for følelsesmæssige forgreninger, det er geometrisk fatalt."

Kun øje for dramaet
Penélope Cruz er i filmen forrygende morsom som varmblodet spanier, der griber til både kniv og pistol, når temperamentet koger over. På pressemødet blev hun spurgt om hemmeligheden bag sin præstation.

"Da jeg læste manuskriptet, grinede jeg meget. Men da jeg begyndte at forberede mig til rollen, havde jeg kun øje for dramaet. Jeg bevægede mig mere og mere ind i Maria Elans smerte og mørke, og Woody skubbede mig i den retning, fordi han er et geni. Han får dig til at gøre ting, uden at du overhovedet lægger mærke til det," sagde Penélope Cruz og tilføjede:

"Når jeg ser scenerne i dag, griner jeg igen. Jeg har det på samme måde, som da jeg første gang læste manuskriptet, men den alvorlige tilgang har været vigtig. Komikken har brug for det der desperate kaos."

Subtil tragik
"Tricket er at caste de rigtige skuespillere, og med Vicky Christina Barcelona har jeg været meget heldig," sagde Woody Allen, der lider af nedsat hørelse og måtte have flere spørgsmål gentaget.

Han brugte dog også sit handicap til at lade som om, han ikke hørte de spørgsmål, der gik på hans genialitet.

"Publikum skal opleve romantikken og må gerne grine undervejs, men i slutningen skal der være en følelse af bedrøvelig tristhed," forklarede han. "Når man tænker nærmere over det, er der ingen af karaktererne, som ender lykkelige. Jeg ville ikke gøre filmen gennemført tragisk, men tragisk på en mere subtil måde."

Gennembrud for Rebecca Hall
Woody Allen er dygtig til at bruge etablerede stjerner som Javier Bardem og Scarlett Johansson, men han skaber også selv stjerner. Hans nye opdagelse er den 26-årige Rebecca Hall, der overbevisende spiller den hæmmede Vicky.

"Jeg er engelsk, og det var virkelig tiltrækkende at spille en type amerikaner, som er meget forskellig fra min egen erfaring og dog alligevel genkendelig," sagde Rebecca Hall, der mest har erfaring fra tv.

"Woody havde fået mig anbefalet. Vi mødtes. Han spurgte, om jeg kunne lave en amerikansk accent. Jeg svarede ja, og så sagde han: 'Okay, vi ses.'"

Mig og Rusland
Woody Allens næste filmprojekt optages i New York, men en kvindelig reporter fra Rusland ville høre, om han ikke snart havde lyst til at komme til Rusland og lave en film.

"Jeg har ingen aktuelle planer," smilede Woody Allen. "For mange år siden besøgte jeg Rusland med min familie. Vi skulle have været i Leningrad i fem dage, men jeg holdt kun i to timer."

"Jeg gik hen til rejsebureauet og sagde: 'Skaf mig den første reservation ud herfra. Jeg er ligeglad hvorhen.' Det var en forfærdelig oplevelse, og selv om jeg har fået fortalt, at meget har ændret sig siden da, skal der meget til at få mig tilbage. Jeg er jo en frygtsom rejsende," sagde Woody Allen.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko