Woodys verden

Da Woody Allens nye film Match Point blev vist på sidste års Cannes-festival, brokkede engelske filmskribenter sig over, at det billede af London, Allen præsenterer i filmen, slet ikke stemmer overens med virkelighedens London. Naturligvis gør det ikke det. Hvad havde de forventet? Nu har den 70-årige Allen brugt noget nær 40 år på at skabe og opbygge sit helt eget verdensbillede, hvorfor skulle han så pludselig droppe det hele? Hvorfor skulle han filme det London, londonerne bor i?

Siden midten af 1970’erne har Woody Allen indspillet film, der har ignoreret en ganske stor portion af den virkelighed, som andre mennesker færdes i. Til gengæld har han endevendt og undersøgt sine egne små kæpheste i én uendelighed. I Allens film er der så godt som ingen plads til junkfood, sport, arbejderklasser, muslimer, computere, slumkvarterer, supermarkeder, flygtninge, motorveje, fabrikker, homoseksuelle, husmødre og ungdomskulturer. Et rockband får lov at optræde i cirka et halvt minut i Hannah og hendes søstre (1986), men kun for at blive nedgjort af den figur, Woody Allen spiller i filmen.

Ellers har Allen intet rum i sit verdensbillede til musik, der afspejler tilværelsen på jordkloden i årene efter Anden Verdenskrig — ingen disco, rock, techno, hip hop eller fusionsjazz. I Match Point er der blevet plads til noget så u-Allen’sk som tennis, men kun fordi Allen kan lide det metaforiske i billedet af en tennisbold, der rammer netkanten og ved skæbnens indflydelse enten dumper ned på den ene eller den anden banehalvdel — med store konsekvenser til følge.

Overskud af humor
Til gengæld er hans altid musikalske film fuld af jazz fra før 1950, af musicals, som Cole Porter og George Gershwin skrev dem, af klassisk musik og — som i Match Point — opera. Hans film er tætbefolkede med referencer til klassisk litteratur, til filosofi og til Filmkunst med stort F.

Allens figurer er forfattere, filminstruktører, skuespillere, kunstnere, læger, psykiatere, arkitekter, advokater — de er altid veluddannede, eller i hvert fald dannede og kultiverede. Hans film er renset for klasse-kamp og socialrealisme. De eksisterer i en fantasiverden, der først og fremmest er formet af klassisk russisk litteratur af Tolstoj, Tjekhov og Dostojevskij, af Django Reinhardts, Bud Powells, Sidney Bechets og Benny Goodmans jazz, af europæisk film af Ingmar Bergman og Federico Fellini og ikke mindst af Manhattans pæne kvarterer.
Hvis ikke Woody Allen havde et stort overskud af humor, ville hans film være et fisefornemt helvede.

Allens univers har ikke plads til klassiske helte, kun tvivlere, famlere, neurotikere, hypokondere og nostalgikere. Helt i starten af Annie Hall siger hans figur i filmen: "Der findes en gammel joke om to ældre kvinder på en restaurant. Den ene siger: ’Maden her er virkelig forfærdelig.’ Og den anden svarer: ’Ja, og de serverer den i så små portioner.’ Sådan har jeg det med livet — fuld af ensomhed, elendighed, lidelse og ulykke, og det er alt sammen forbi alt for hurtigt ..."

Det er Woody Allen i den berømte nøddeskal, et bittersødt brokke-hoved, en intellektuel melankoliker og nostalgiker, som tilværelsen grundlæggende har behandlet ekstremt gavmildt — i hvert fald professionelt.

Held eller dygtighed?
Skulle Woody Allen en dag finde på at indspille en film i København — hvilket han naturligvis aldrig ville gøre, men hvis — ville den uden tvivl foregå omkring en stor lejlighed i kvartererne ved de gamle volde, for eksempel ud mod Østre Anlæg, hvor der er lidt af samme lys og plads som i hans elskede kvarter omkring Central Park i New York.

I en regnvejrsscene ville Woody Allen og hans unge danske veninde (Iben Hjejle?) løbe grinende ind på kunstmuseet Hirschsprungske Samling ved Østre Anlæg, mens Liva Weel crooner sig gennem slageren Glemmer du. Botanisk Have ville lægge blomster og eksotiske plateauforskydninger til en spadseretur. Kierkegaard — eller i hvert fald hans ideer — ville dukke op i flere scener, akkompagneret af en velanbragt og afvæbnende vits. Og mon ikke der ville blive plads til et kamera-skud under Langebro eller langs søerne?

Er det et København, københavnerne kender? Jo, men kun et lille udsnit af københavnerne, og det vil stadig kun være en lillebitte brøkdel af det København, netop de kender. På samme måde med Allens billede af London. Han har kun filmet det London, der hører til i hans verdensbillede og som kan bruges som kulisse for hans historie.

Match Point handler om en tidligere professionel tennisspiller, Chris Wilton (Jonathan Rhys-Meyers). Han har ikke haft heldet eller talentet til at nå til tops i tennisverdenen, men da han vender hjem til de britiske øer som tennistræner, får han ved et tilfælde chancen for at gøre karriere på den sociale rangstige. Han får rigmandssønnen Tom (Matthew Coode) som elev, han bliver kæreste med rigmandssønnens søster Chloe (Emily Mortimer) og får arbejde i hendes fars (Brian Cox) firma. Held eller dygtighed?

Knap er Chris blevet kæreste med Chloe, før han falder for Toms sexede kæreste, den amerikanske skuespillerinde Nola (Scarlett Johansson). De starter en affære, der udvikler sig, da Tom og Nola går fra hinanden, og eskalerer, da Chris gifter sig med den mere golde Chloe. Til sidst er der ingen enkel vej ud af hverken forholdet mellem Chris og Nola eller ægteskabet med Chloe. Hvad skal Chris gøre? Skal der held eller dygtighed til?

Et alvorligt knæk
Woody Allen leger igen med en filosofisk tese, som han gør i mange af sine bedste film. I Den røde rose fra Cairo (1985) stillede han spørgsmålet, om filmens verden kan blande sig med vores virkelighed. I Zelig (1983) undersøgte han menneskets lighed med kamæleonen og dens hang til at ændre udseende med omgivelserne, og i Små og store synder (1989) stillede han spørgsmålet om, hvorvidt vores liv er summen af de valg, vi træffer.

I Match Point spørger Allen: Hvad er vigtigst — held eller dygtighed? Svaret er, som altid hos tvivleren og grubleren Allen, ikke noget egentligt svar, men snarere en metode til at fortælle en underholdende og lærerig historie. Match Point er i det hele taget Allen tilbage i glimrende form, langt mere afklaret, målsøgende og direkte end i mange år.

Den vigtigste bestanddel i dette verdensbillede er —naturligvis — Woody Allen selv. Der er en ordentlig mundfuld narcissisme i hans univers. Så godt som alle figurer er spejlet i ham selv. Allen overfører rask væk sine egne angstanfald, neuroser og psykiske brister på en stor del af figurerne i sine film, og som altid i Woody Allens univers gemmer der sig et selvportræt i hans hovedperson i Match Point, Chris. 

Tennisspilleren er måske endda det nærmeste, Allen er kommet sig selv på film. Det ligger lige for at spørge, om det var held eller dygtighed, der reddede Allen rimelig helskindet ud af hans livs største krise — en krise, der var mindst lige så svær som den, Chris udsættes for i Match Point. Woody Allens karriere og omdømme led således et alvorligt knæk i midten af 1990’erne, da han skabte langt større overskrifter med sit privatliv, end han havde gjort med sine film.

Kvinder og sex havde altid haft sin faste plads i Allens verdensbillede, og hans absurde hang til at omgive sig med langt yngre starletter på film var velkendt, men det ramte alligevel den virkelige verden som et chok i 1992, at den dengang 57-årige Allen havde et forhold til den 22-årige Soon-Yi Previn, adoptivbarn til Allens kæreste gennem adskillige år, skuespillerinden Mia Farrow.

Bro til den virkelige verden
Previn og Allen blev gift fem år senere, i 1997. På det tidspunkt havde Farrow fået forældreretten til hendes og Allens to børn efter en længere retssag, og Allens omdømme var for evigt tilsmudset. Han var ikke længere den sjove komiker, som lavede fremragende, tænksomme film, der diskuterede moral og filosofi. Han var den umoralske gris, der gik bag om ryggen på moren til to af sine børn og havde et forhold til hendes 35 år yngre datter.

Allens film efter affæren om Farrow og Previn virker måske ikke ligefrem mærkede af al hurlumhejet omkring Allen, men inspirationen og iderigdommen har ikke været den samme. Allen indspillede en af sine bedste film med Mænd og koner, kort før balladen brød ud. Siden har kun Deconstructing Harry (1997) nået samme niveau som de gyldne år i slutningen af 1970’erne og starten af 1980’erne med Annie Hall, Manhattan, Stardust Memories, Zelig, Den røde rose fra Cairo, Hannah og hendes søstre og Små og store synder.

Først med Melinda og Melinda og især Match Point ser Allen ud til at have fundet sig selv igen efter rædsler som Skorpionens forbandelse (2001) og Anything Else (2003). Det er, som om Allen binder en bro fra sin egen fantasiverden over i den virkelige verden, kaster Chris ud i en krise og studerer ham, mens han vrider sig for at finde en udvej. Som om Allen vil vise, at han selv fandt vejen og kom ud på den anden side — og at hans eget verdensbillede, hans egen parallelle kunst- og filosofi-verden, slet ikke er anderledes end den verden, der befolkes af fiskere, fabriksarbejdere og funkmusikere.

Hvis den aldrende mand, der var sin kæreste utro med hendes egen datter, havde været en figur i hans film, ville Allen aldrig have taget afstand fra ham — lige så lidt som han tager afstand fra lægen, der får en lejemorder til at tage livet af sin irriterende elsker i Små og store synder, eller den selvoptagede Chris, der er sin søde og forstående kone utro i Match Point. Nej, Allen ville studere den aldrende mands moral, han ville placere ham i forskellige filosofiske teser, men han ville i sidste ende forstå — måske endda sympatisere med manden, der handlede, som hans natur befalede ham.

Med Match Point fejrer Allen sit eget univers. Han erklærer det for fuldgyldigt på linje med den virkelighed, vi andre lever i. Han spejler sig selv i Chris, og Chris spejler sig tilbage.

Alle instruktører, forfattere og kunstnere skaber deres eget univers, men få har fravalgt så meget, ignoreret så meget og alligevel formået at give sit univers almen gyldighed og gennemslagskraft som Allen Stewart Konigsberg, alias Woody Allen •

Match Point har dansk premiere 21. april.