Yoko Ono fandt sig ikke i Lennons bullshit

I 1971 flytter John Lennon og Yoko Ono til New York for at undslippe den engelske pressehetz, og i instruktøren Kevin Macdonald og klipperen Sam Rice-Edwards’ arkivdokumentar One to One: John & Yoko ser vi dem dumpe ned foran tv-skærmen. 

Med rod på værelset og Radiserne på pudebetrækket suger de til sig af indtryk fra det land, de sammen forsøger at finde sig til rette i. 

Filmen bruger hverken talking heads eller fortællerstemmer, men består af klip fra nyhedsreportager og talkshow-interviews, vaskepulverreklamer, protestkoncerter og båndede telefonopkald.

Resultatet er en fragmentarisk collagefilm, som alligevel giver et mere fyldestgørende indblik i de to verdenskunstnere og deres samtid end mange mere informationsrige portrætter. 

”Som det første spurgte jeg mig selv: Hvordan kan jeg lave noget, som er anderledes?” fortæller 56-årige Kevin Macdonald, da vi mødes til et gruppeinterview på dagen for filmens verdenspremiere på Venedig-festivalen. 

”Så hørte jeg nogle interviews med John, hvor han fortæller, at han brugte de to første år i USA på at se tv. Det var sådan, han lærte landet at kende, så jeg besluttede at sætte publikum i hans sted.” 

”I John Lennon-arkivet fandt jeg alle de her utrolige fragmenter, som ikke nødvendigvis fortæller en historie i sig selv, men som er fascinerende brudstykker, man kan overlade til publikum, så de selv kan danne sig en mening.” 

”Det var som at rode sine forældres ting igennem efter deres død. Så finder man en bog med en dedikation, et kærlighedsbrev og gamle hjemmeoptagelser, og det forsøger man at stykke sammen for at forstå deres liv.” 

Eneste lange koncert
Den skotske instruktør er kendt for intense dramaer som The Last King of Scotland, State of Play og The Mauritanian samt dokumentarportrætter af Bob Marley og Whitney Houston, Marley og Whitney, der vakte de legendariske musikere til live.

Idéen til den nye dokumentar kommer, da Kevin Macdonald bliver kontaktet af Universal Music, der ejer rettighederne til John Lennons musikkatalog. Selskabet ønsker at lave en dokumentar ud af gamle optagelser af den eneste lange koncert, han gav efter sin tid med The Beatles.

”Publikum tog ikke godt imod koncerten – vistnok fordi lyden i auditoriet var så dårlig. Det gik åbenbart John så meget på, at han aldrig spillede en hel koncert igen. Det er først nu, at man med AI-forbedret lydteknologi har kunnet adskille musikken fra publikums støj.”

Oprindelig er tanken at lave en klassisk koncertfilm, men den idé må Kevin Macdonald opgive, da han ser optagelserne.

”Koncerten blev optaget på 16mm, men kameraoperatørerne må have været skæve eller fulde, for ud af syv kameraer peger tre af dem ofte bare mod en eller andens ryg. Heldigvis var der typisk også i hvert fald et af dem, som viste deres ansigter i nærbilleder.”

Genskaber lejlighed
Disse liveoptagelser er en rød tråd gennem One to One: John & Yoko, som over atten måneder skildrer USA i 1960’ernes kølvand, mens Vietnam-krigen raser, og før Watergate-skandalen smittede hele befolkningen med ungdommens politikerlede.

John og Yoko har sagt farvel til deres nyrige luksusliv og dumper ned som besøgende fra en anden verden i en lurvet lille lejlighed i det dengang rå kvarter West Village i New York.

Til filmen har Kevin Macdonalds kone Tatiana, som er Oscar-nomineret production designer, skabt en nøjagtig kopi af parrets lejlighed.

”Vi sad med forstørrelsesglas fremme og studerede de få fotografier, der findes af dem i lejligheden. ’Hvad er det for en bog? Hvad er det for en dims?’ Vi fandt frem til en liste over alle de albums, han havde på det tidspunkt, og købte den samme telefonsvarer, som de havde i lejligheden. Vi forsøgte at gøre det så nøjagtigt som muligt,” fortæller instruktøren.

Viva la revolución
I New York mænger John og Yoko sig med New Yorks kulturelite – såsom Bob Dylan og poeten Allen Ginsberg, der i filmen læser et digt højt, som har været glemt i et halvt århundrede.

”Folk har talt om, hvordan man bare kunne banke på John og Yokos dør, træde ind og hænge ud. De ønskede at genopfinde, hvad det vil sige at være en stjerne,” siger Kevin Macdonald.

Det indebærer også at engagere sig i tidens politik, og parret slår sig sammen med aktivisten Jerry Rubin om en turné, der både skal betale kaution for fængslede fattige, få ungdommen til stemmeurnerne og holde Nixon fra magten i 1972.

”John er grebet af begejstring over at forandre verden og ryste ungdommen ud af deres apati. Det er det nærmeste, han kommer på at tale for decideret revolution. På et tidspunkt ser vi ham over for en fransk journalist, hvor han kigger ind i kameraet og siger: ’Viva la revolución,’ så det nærmest føles som byguerillagruppen De Røde Brigader.”

Filmen er en regulær øjenåbner selv for inkarnerede fans og viser den rette kontekst bag slagsange som Power to the People, Instant Karma og den udødelige hippiehymne Imagine.

”Vi vil vise, hvad der kulturelt og politisk sker omkring parret. Det er afgørende, at vi ser Vietnam-krigen i al dens gru. Man kan høre nok så meget om, hvor forfærdeligt det var, men det er først, når vi ser de blodige optagelser, at vi indser, at det er fuldkommen som i Gaza i dag.”

Kampgejsten falmer
I det hele taget virker det mediebillede, Kevin Macdonald præsenterer i One to One: John & Yoko, stadig foruroligende aktuelt.

”Det slog mig, at vi ikke har udviklet os meget de sidste 50 år. Vi kæmper stadig om raceproblemer, vi hører om krige og protestaktioner, i filmen viser vi endda en populistisk præsidentkandidat, George Wallace, der siger mange af de samme ting, som Trump siger: ’Alt er kaos, og vi er nødt til at generobre kontrol.’ Det er et rent skalkeskjul for racistisk politik.”

”De store stjerner i dag er mere bange for at sige for meget. Det er noget af det, jeg beundrer ved John Lennon. Han var ikke bange for at få snavs på hænderne, og han forsøgte at bruge sin berømthed til at udrette noget godt.”

Samtidig ser vi dog John Lennons kampgejst falme, da hans idealer møder en barsk virkelighed.

”John bliver suget ind i den revolutionære tankegang. Han har også voldelige tanker, men så går han til psykolog og forsøger at finde frem til, hvordan han kan forandre sig til det bedre: Hvad gør man, efter man har været i verdens bedste band? Hvordan har man et ligeværdigt romantisk forhold efter at have været en selverklæret mandschauvinist som ung?”

”Johns udvikling er helt klassisk. Han starter med en revolutionær gejst, indser at han ikke kan ændre hele verden og koncentrerer sig så om at forbedre bare nogle få menneskers liv.”

Det er sådan, den revolutionære turné bliver erstattet af en mere intim koncert, der indsamler penge til at forbedre forholdene på et bosted for psykisk syge børn, så de kan blive tilset af pædagoger en-til-en.

Pressens racisme
John Lennons forsøg på at ændre sig står tydeligt frem i forholdet til Yoko Ono.

”Han respekterer hende, fordi hun ikke finder sig i hans bullshit. De har et ret livligt, men også et meget ligeligt forhold, hvilket er sjældent på det tidspunkt,” forklarer instruktøren.

”Folk bebrejdede ham, at han lod hende synge på deres plader sammen, men det gjorde han af kærlighed og af respekt for hende som kunstner.”

Det er næppe mange af datidens rockstjerner, der som John Lennon ville følge med sin kone til den første internationale feministiske konference, der blev afholdt i 1973. De andre deltagere stemte om, hvorvidt han kunne få lov at blive.

”Jeg tror, det er derfor, jeg var så betaget af John Lennon som ung. Han var som en evig teenager, der forsøgte at finde sig selv, få et godt liv og overvinde sine indre dæmoner.”

Hvor One to One: John & Yoko er allermest rørende og overraskende, er i skildringen af Yoko Ono som en selvrådig kunstner, der bliver kørt ud på et sidespor af både fans og medier.

”Jeg ønskede at vise, hvor meget det koster Yoko Ono at være sammen med en af verdens mest berømte og magtfulde kulturpersoner.”

”Der ligger megen racisme i måden, den britiske presse behandlede hende på. Hun er sin helt egen kvinde og en succesrig kunstner, og de hadede, at hun ikke ville gå med på deres vinkler. Jeg tror, hun stadig lever med det omdømme, hun fik dengang.”

En mor uden datter
I filmen optræder Yoko Ono ikke som den saboterende outsider, der slog The Beatles itu, eller som den socialt bevidste avantgardekunstner, mange har overset.

Hun er en desperat mor på jagt efter sin datter Kyoko, som blev kidnappet af Yoko Onos eksmand og voksede op hos en kristen kult i Colorado. De blev først genforenet i 1994, fjorten år efter John Lennons død.

”Jeg er ret stor Lennon-fan, men jeg vidste intet om Kyoko. Hun blev kidnappet af sin far, og de brugte årevis og millioner på at finde frem til hende. Så i hele denne periode er Yoko en mor, der sørger over tabet af sin datter. Ved man det, ser man hende i et helt nyt lys,” siger Kevin Macdonald.

”Folk siger, at hun ikke kan synge, men vi viser hende synge den smukke duet The Luck of the Irish med John, og senere giver hun en nærmest proto-punket præstation til koncerten, hvor man mærker hendes angst over at have mistet sin datter. Det føles nærmest som skrigeterapi.”

Under arbejdet på filmen var han ikke selv i kontakt med den i dag 91-årige multikunstner.

”Yoko er vist gået på pension nu, men da jeg viste filmen for Sean Lennon, sagde han: ’Wow, det her er den første film, som virkelig forstår min mor!’”