”Hvorfor må man ikke dræbe børn?”

The Killing of a Sacred Deer starter med et billede af en åben og fejlslagen hjerteoperation. Derfra bliver det kun værre, når kirurgen Steven byder den unge mand Martin, der netop har mistet sin far, indenfor i sit hjem.

Martin træder nemlig ind ad døren med blodig hævn i tankerne, og snart bliver filmen en underligt afstumpet form for moderne, græsk tragedie, der ikke står tilbage for de gamle klassikere.

Det ender med et dødt barn, hvilket provokerede nogle, da filmen fik verdenspremiere på årets Cannes-festival.

”Siden oldtiden har man dræbt børn. Det er mærkeligt, at vi er blevet så konservative, at det emne pludselig er tabu,” siger den græske instruktør Yorgos Lanthimos, da Ekko møder ham på festivalen i foråret.

”En mor dræber sine børn på grund af jalousi i Medea. Hvorfor må man pludselig ikke gøre det? Vi går på en måde baglæns, og det er farligt ikke at kunne tale om eller berøre sådan nogle emner!” fortæller den 44-årige instruktør og fortsætter:

”Jeg ved ikke, om det er på grund af frygt eller politisk korrekthed, hvilket i sidste ende måske er det samme. Men jeg mærker bare, at vi mere og mere lukker øjnene for verden, selv om vi har fået adgang til flere ting.”

Sjov med dyr og død
Yorgos Lanthimos fik et gennembrud med Dogtooth – som blev hjemlandets Oscar-bud i 2011 – og slog dernæst internationalt igennem med den engelsksprogede nærfremtidssatire The Lobster.

Også The Killing of a Sacred Deer er på engelsk – og har et dyr i titlen – men denne gang har instruktøren lagt komikken lidt på hylden til fordel for et favntag med horrorgenren. Da Martin møder Stevens familie, charmerer han især børnene Kim og Bob, som dog pludselig bliver ramt af en mystisk og dødelig sygdom, der lammer i kroppen.

”Jeg synes ikke, at der er nogen grund til at lave film, hvis man ikke undersøger emner, der er lidt anderledes. Det interesserer mig at observere de grimme ting i samfundet,” fortæller Yorgos Lanthimos, som dog også godt kan finde humoren i sin nyeste film.

Den fremhæver han ved at lade skuespillerne tale på en mærkeligt affektionsløs måde, der giver den bizarre fortælling et komisk skær.

”Historien og tematikken er selvfølgelig meget mørk, men der er også humor i filmen. Vi prøver altid at skabe en tone, hvor man ikke rigtigt ved, hvornår noget er sjovt, fjollet, dramatisk eller tragisk. Eller jo, det gør man, men de erstatter hinanden så hurtigt, at man stadig er i én følelse, mens den bliver udskiftet med en anden,” siger instruktøren med et lille grin.

”Jeg vidste, at humoren måske ville gå tabt her, så jeg mindede skuespillerne om, at det også er en sjov film. På den måde står de mørke aspekter mere klart frem.”

En barnlig psykopat
Ligesom i The Lobster spiller Colin Farrell hovedrollen Steven i The Killing of a Sacred Deer.

Denne gang står han over for superstjernen Nicole Kidman som Stevens mere kolde end kærlige kone Anna, mens en temmelig ukendt skuespiller stjæler filmen.

Irske Barry Keoghan er lige dele skræmmende og sølle som den unge Martin, der skriver sig ind i filmhistorien blandt de mest mindeværdige psykopater. Men sådan blev han ikke oprindelig udtænkt af instruktøren.

”Jeg så ham aldrig som en psykopat. Jeg prøvede bare at lave en kompleks, ung dreng, som har været igennem noget meget traumatiserende. Idéen var at skabe en karakter, der på den ene side er meget barnlig og på den anden moden, klog, stærk og ond, men samtidig sympatisk, fordi man forstår, hvad han går igennem,” siger Yorgos Lanthimos og fremhæver Barry Keoghans præstation.

”Vi ledte over hele verden efter en skuespiller – professionelle såvel som amatører – og endte heldigvis med at finde Barry i Irland. Jeg tror ikke, at andre kunne have spillet Martin med samme kompleksitet og følsomhed.”