Nyhed
26. sep. 2010 | 22:48

Zentropa vinder fortjent Ekko Film Cup

Ålens drenge sejrede, men Girls United fik dagens største bifald, da den danske filmbranche var samlet til Ekko Film Cup 2010.
Af J.B. Petersen og A. Straarup

”Det kan godt være, at der lige har været VM i Sydafrika, og folk snakker om Nou Camp i Barcelona, men det her er Byvej 76, 2650 Hvidovre, Avedøre Stadion, Ekko Film Cup 2010!”

Sådan lød ordene fra en veloplagt Flemming Toft, da han fredag eftermiddag bød velkommen til den anden udgave af turneringen, hvor filmfolk dyster på målnæse, driblekunst og glidende tacklinger.

I år var turneringen vokset til dobbelt størrelse, og de tolv hold havde mange jævnbyrdige opgør. Tre af slutspillets syv kampe skulle således afgøres fra ellevemeterpletten efter forlænget spilletid.

Drømmefinale
Det gjaldt også den nervepirrende finale, hvor Zentropa med skuespilleren Cyron Melville i spidsen tørnede sammen med Filmarbejderforeningen (FAF), der havde hentet en af sine profiler fra musikkens verden, DAD-guitaristen Jacob Binzer.

Som et af de nytilkommende hold var FAF med sin andenplads turneringens helt store positive overraskelse — ikke mindst takket være instruktøren Kenneth Kainz, der nåede at score hele fire mål.

Det var en finale af mytologisk karakter.

FAF havde nemlig i forvejen trukket fronterne skarpt op med en annonce i Ekko, der forudsagde fodboldopgøret med ”Svinet” — en slet skjult hentydning til Ålen — alias Peter Aalbæk Jensen — der i foråret drillede filmarbejderne med udtalelser om, at de er både dovne og overbetalte.

Glidende scoring
Genvordighederne blev dog lagt til side på grønsværen, hvor finalen var præget af fairplay og sportsmanship.

26-årige Cyron Melville styrede midtbanen med sine elegante driblinger og bragte tidligt Zentropa foran med en elegant glidende scoring, turneringens måske bedste mål.

Men i den ordinære spilletids døende minutter udlignede fotografen Niklas Herskind for FAF. Og først efter fem minutters overtid og en straffesparkskonkurrence, hvor FAF’s Jacob Binzer brændte det sjette og afgørende skud, kunne Zentropa med en 4-3-sejr kalde sig filmbranchens bedste fodboldhold.

Levende mur i målet
”Jeg har spillet fodbold i mange år, og det her er den bedste sejr i mit liv,” udbrød Cyron Melville, der også gav prøver på sit performer-talent med turneringens bedste jubelscene.

Mandskabet fra Filmbyen var tydeligvis på hjemmebane i Avedøre og viste ligesom sidste år, hvor holdet blev nummer 2, stærkt sammenspil. Og endnu engang stod manuskriptforfatter Rasmus Heisterberg som en levende mur i målet.

Turneringen fandt kort sagt sin retmæssige vinder.

Ålen klædte om til de afgørende kampe, og der begyndte at brede sig en nervøs stemning i Zentropa-lejren, indtil direktøren for det hele var blevet overtalt til at spare på kræfterne til turneringens tredje halvleg.

Dagens største fodboldprofil var imidlertid ikke en af spillerne, men den tidligere FIFA-dommer Kim Milton Nielsen, der havde skiftet Champions League ud med finalekampene i Ekko Film Cup 2010. Han fik kampene til at glide med vanlig autoritet.

Direktør i fodbolduniform
Sidste års vindere fra Cosmo Film måtte undvære ex-proffen Christian ”Krølle” Nielsen, der afgjorde finalen 2009. Til gengæld havde direktør Rasmus Thorsen trukket i fodbolduniformen, og han kæmpede indædt — ikke mindst verbalt.

Det rakte til semifinalen, hvor Cosmo Film måtte se sig slået af det storspillende FAF-mandskab.

Ud over FAF var Miso Film, DR, TV 2, Girls United, Alphaville Pictures og Filmskolen alle med for første gang.

To mål af Girls United
De stærkt kæmpende Miso Film pressede Zentropa ud i en straffesparkskonkurrence i kvartfinalen, som de tabte 3-4. DR’s anfører og vært på DR 2 Premiere, Kasper Bering Liisberg, ledte til gengæld sit hold helt til semifinalen.

Filmbranchens piger fra Girls United lagde overbevisende ud med egen coach og intervaltræning under opvarmningen, mens holdleder og producer Karoline Leth tog sig af de taktiske dessiner.

Men på banen indkasserede de et par ordentlige lussinger fra DR (0-7) og Cosmo Film (0-5).

I taberfinalen genvandt de forenede piger gejsten og jublede for fuld kraft, da de scorede deres første mål i turneringen — som faktisk var deres andet, hvis man medregner selvmålet, der bragte Den Danske Filmskole foran i samme kamp.

I sidste ende var det dog Filmskolens farverige, men ikke knivskarpe hold med animationslinjens leder Gunnar Wille i spidsen, der løb med sejren i den forlængede spilletid og dermed undgik jumbopladsen.

Sport overvinder fjendskab
Flemming Toft kommenterede samtlige kampe sekunderet af manuskriptforfatter Nikolaj Scherfig. Det var på mange måder mirakuløst. Tolv timer forinden sad Toft nemlig fast i Frankrig, hvor en generalstrejke havde lammet flytrafikken. Via Luxembourg lykkedes det imidlertid TV 2-kommentatoren at nå frem til kick-off.

Kommentatorens kollegaer fra TV 2 nåede til kvartfinalen efter en stærk præstation i de indledende kampe, hvor de spillede uafgjort mod fighterne fra Miso Film og slog Det Danske Filminstitut med 2-0 i et opgør, der beviste, at sportsmanship kan overtrumfe gammelt fjendskab og diplomatiske stridigheder.

Det kom særlig smukt til udtryk, da TV 2 efter sejren gav Det Danske Filminstitut en uforbeholden undskyldning på vegne af programredaktør Keld Reinicke, som i det seneste Ekko var kommet for skade at udtale sig mindre flatterende om instituttet.

Tantholdt til Afghanistan
I kvartfinalen måtte TV 2 undvære en af sine største profiler, korrespondent Rasmus Tantholdt, der var mødt op for at hjælpe sit hold i de indledende kampe. Derefter gik turen direkte til lufthavnen og Afghanistan.  

Værterne fra Ekko stillede op med en ilter, piberygende forfatter, Knud Romer, på holdet og skiftede næstsidstepladsen fra 2009 ud med en kvartfinaleplads.

Nimbus Film endte derimod igen i år i taberfinalen. Denne gang mod Det Danske Filminstitut, som de besejrede med komfortable cifre 3-0. Instruktøren Ole Christian Madsen, der spillede fodbold for første gang i atten år og gav sig selv karakteren 7 (efter den gamle skala), var ikke helt tilfreds med Nimbus’ præstation.

”Problemet er, at vi ikke kender hinandens navne. Vi har aldrig spillet sammen før, og modstanden var lidt hårdere end forventet,” sagde han nøgternt.

Turneringens dark horse
Christoffer Boes produktionsselskab Alphaville Pictures var turneringens dark horse.

”Vi havde hverken strategi eller holdopstilling. Vi var fuldstændig blanke,” fortalte forfatter og journalist Michael Jeppesen, der var noget overrasket efter sit holds indledende sejr over Ekko.

Selskabets kæderygende førstemand, Christoffer Boe, spillede ikke med, men med sit nærgående, håndholdte kamera var han her, dér og alle vegne. Årets fodboldfilm, som Boe instruerer, vil inden længe kunne ses her på siden.

Efter den store finale kunne Ekkos chefredaktør Claus Christensen, der selv opgav ævred efter blot tyve sekunder på banen, uddele champagne og vandrepokal til de stolte vindere fra Zentropa. Og så var der fest i Filmbyen, hvor Ålen havde tændt op i grill og fadølsanlæg, mens Michael Noer og dj Olivia Neergaard-Holm sørgede for musikken.

Ekko Film Cup, der var sponsoreret af Heineken, Produktionen.dk og Filmgear, vender stærkt tilbage i september 2011.

 

Kommentarer

Resultater

GRUPPE 1                               Mål    Point 
TV 2                                       2 – 0     4
Miso Film                                1 – 1     2
DFI (Det Danske Filminstitut)    1 – 3     1

Kampe
Miso Film – DFI   1 – 1
DFI – TV 2   0 – 2
Miso Film – TV 2   0 – 0 

GRUPPE 2                               Mål    Point
Zentropa                                4 – 1     4
FAF (Filmarbejderforeningen)   3 – 1     4
Nimbus                                  0 – 5     0

Kampe
Zentropa – FAF   1 – 1
FAF – Nimbus   2 – 0
Zentropa – Nimbus   3 – 0

GRUPPE 3                               Mål    Point
Alphaville                               4 – 0     6
Ekko                                      3 – 2     3
Filmskolen                              0 – 5     0

Kampe
Alphaville – Ekko   2 – 0
Ekko – Filmskolen   3 – 0
Alphaville – Filmskolen   2 – 0

GRUPPE 4                               Mål    Point
DR                                        9 – 0     6
Cosmo                                  5 – 2     3
Girls United                           0 – 12    0

Kampe
Cosmo – Girls United   5 – 0
Girls United – DR   0 – 7
Cosmo – DR   0 – 2  

TABERFINALER
DFI – Nimbus   0 – 3
Filmskolen – Girls United   2 – 1  

KVARTFINALER
TV 2 – FAF   0 – 1
Zentropa – Miso Film   0 – 0 (4 – 3) e. straffe
Alphaville – Cosmo   0 – 2
DR – Ekko   1 – 1 (4 – 2) e. straffe

SEMIFINALER
FAF – Cosmo   1 – 1 (2 – 1) e.f. spilletid 
Zentropa – DR   1 – 1 (2 – 1) e.f. spilletid 

FINALE
FAF – Zentropa   1 – 1 (3 – 4) e. straffe
© Filmmagasinet Ekko