Casper Christensen tager pis på #MeToo
Hvis ikke det var, fordi det drejede sig om promovering af Casper Christensens nye fup-dokumentar, ville det være nemt at tage det seriøst, når to kvinder står frem efter nogle ubehagelige sexchikaneoplevelser.
Den 26. august er der premiere på Undskyld, Norge, som følger en fiktiv og overdrevet version af den virkelige komiker i færd med at genskabe sit navn i Norge.
I den forbindelse har Viaplay uploadet to video-”testimonials”, hvor skuespilleren Stephania Potalivo og radiojournalisten Iben Maria Zeuthen fortæller om deres oplevelser med den grænseoverskridende komiker.
Gamle testikler
I Iben Maria Zeuthens tilfælde drejer det sig om en episode, hvor Zeuthen skulle interviewe Christensen til radiodokumentaren Hele Danmarks Casper.
”Det ser jo ikke fedt ud. Altså, det er dagslys, og manden er 50. Det ser jo anderledes ud end en mand på min alder. Det er en anden fysik. Det er også et andet øhm ... testikler,” siger journalisten.
Hun har i øvrigt erfaring med udfordrende kendisser. Tidligere på året lavede hun et herostratisk berømt interview i Radio24syv med Ghita Nørby, hvor den populære skuespiller på groveste vis svinede hende til.
Usher og hørbukser
Stephania Potalivos historie er noget ældre og går på, at Casper Christensen havde inviteret hende til en casting til satireprogrammet Live fra Bremen.
I stedet for en normal casting havde komikeren, som på det tidspunkt var chefforfatter på programmet, insisteret på, at de to skulle danse til Ushers musik. Undervejs i dansen skulle han ifølge skuespilleren have påbegyndt fysiske tilnærmelser og taget sine hørbukser af.
Begge historier fremstår komiske, selv om de fortælles med absolut stenansigt.
Casper Christensens leg på grænsen mellem sin fiktive og virkelige persona leder tankerne hen på tv-serien Klovn, hvor han og Frank Hvam også spiller overdrevne udgaver af sig selv
Kommentarer