Zuckerberg dropper faktatjek efter Trump-møde
Mark Zuckerberg meddelte i en Facebook-video den 7. januar, at det er slut med faktatjek på de sociale medier Facebook og Instagram, som er ejet af hans tech-konglomerat Meta.
Forklaringen lyder, at der med faktatjekkerne sker for mange fejl. Det resulterer ifølge direktøren i unødvendig censur og begrænsning af ytringsfriheden, ligesom faktatjekkerne har været for præget af deres egne politiske holdninger.
I stedet skal brugere af Facebook og Instagram selv rapportere om problematiske eller misinformerende opslag og lignende, før Meta vil undersøge sagen.
Det er samme system, som bruges på det sociale medie X, som er ejet af Elon Musk.
Analytikere i ind- og udland vurderer, at Zuckerbergs manøvre er en måde at indsmigre sig hos nyvalgte Donald Trump, der genindsættes som præsident 20. januar.
Rigid regulering
I videoen siger Mark Zuckerberg, at Meta har brug for hjælp fra den amerikanske stat til at forsvare sig imod rigid regulering i andre dele af verden. Det er især nødvendigt efter de sidste fire år – det vil sige i Joe Bidens præsidentperiode – hvor staten er gået i retning af mere censur, mener han.
”Men nu har vi muligheden for at genoprette ytringsfriheden,” siger Mark Zuckerberg.
Desuden skal Metas moderatorer flyttes fra Californien til Texas for at undgå politisk bias.
Californien er en af de mest konsekvent demokratiske og værdipolitisk liberale stater i USA, hvorimod Texas betegnes som en republikansk stat.
I Facebook-videoen nævner Zuckerberg specifikt indvandring og køn som emner, hvor faktatjekkerne har været for rigide. Og det mener han er ”ude af trit med mainstreamdiskursen”.
Foruroligende
Den tidligere socialdemokratiske statsminister Helle Thorning-Schmidt, der siden 2020 har været en del af Metas uafhængige tilsynsbestyrelse, siger onsdag til BBC, at hun er meget foruroliget over Metas nye retning.
Især mener hun, at det kan være skadeligt for kønsminoriteter og lgbtq+-personer. Fremover bliver det nemmere at nedgøre dem på Facebook og Instagram.
”Vi ser mange tilfælde, hvor hadefulde ytringer leder til virkelig skade, så vi kommer til at holde nøje øje med det område,” siger Helle Thorning-Schmidt.
Desuden vil udviklingen betyde mere misinformation på Metas platforme, hvilket Zuckerberg også erkender i sin video.
”Flere dårlige ting kommer til at slippe igennem, men færre uskyldige menneskers opslag og konti vil blive fjernet ved en fejl,” siger Zuckerberg.
Fjernede Trumps konto
Forholdet mellem Mark Zuckerberg/Meta og Donald Trump har ikke altid været så varmt.
I et Twitter-opslag fra 2017 beskyldte Trump Facebook for at have en kraftig bias imod ham. Og i 2021 blev ekspræsidentens Facebook-konto fjernet i forbindelse med stormen på Kongressen 6. januar, som Trump blev beskyldt for at støtte og have et medansvar for.
Mark Zuckerberg var nemlig tidligere repræsentant for en mere modereret tilgang til ytringsfrihed på sociale medier.
Men i Facebook-videoen vurderer han nu, at det er blevet for meget. I august skrev Zuckerberg ifølge BBC i et brev til en republikansk politiker, at han fortryder at have censureret indhold om covid på sine platforme under pandemien i 2021.
Trump har i forvejen et tæt forhold til X- og Tesla-ejeren Elon Musk. Så Zuckerbergs træk kan være et forsøg på at undgå et scenarie, hvor han selv står ude i kulden, mens den rivaliserende tech-milliardær nyder godt af samarbejdet med præsidenten.
Kort efter Trumps valgsejr i november spiste Zuckerberg og Trump ifølge BBC sammen på Trumps resort Mar-a-Lago, hvorefter Meta-direktøren donerede én million dollars til fonden, der betaler for Trumps indsættelse.
Kommentarer