Man fristes til at spørge, om Amazon-stifteren og verdens rigeste mand, Jeff Bezos, med sin skaldede, blege isse, sine små, stive pupiller og sit mærkelige, øgleagtige udseende, virkelig er et menneske?
Hvis Bezos virkelig var et menneske, ville han vel være i besiddelse af en eller anden form for samvittighed?
Eller om ikke andet være i stand til at begribe, hvor perverst det virker på alle os almindelige dødelige, når han bruger sine milliarder på rumrejser for superrige frem for at betale skat, sikre sine medarbejdere værdige vilkår eller investere yderligere i bæredygtige løsninger på klimakrisen.
Men Bezos har ligesom sine milliardærkonkurrenter, de helt tunge drenge, Elon Musk og Richard Branson, for længst mistet jordforbindelsen.
Jeff Bezos har stiftet rumfartsvirksomheden Blue Origin. Og den 20. juli steg han til vejrs med kursen direkte mod himlen i raketten New Shepard, sammen med sin bror, en 82-årig astronaut og en rigmandssøn på atten år.
Elon Musk står i spidsen for verdens største private rumfartsfirma SpaceX, og Branson drog afsted i sit rumfartøj for næsen af Bezos den 11. juli. Alle tre investerer store dele af deres kolossale formuer i fremtidens private rumturisme.
I dag behøver man ikke længere en mangeårig uddannelse. Man behøver ikke at træne benhårdt i evigheder eller være blandt de få udvalgte og dygtigste for at blive astronaut. I hvert fald ikke, hvis man er milliardær. Bezos vil gøre rumturisme tilgængelig for alle, der kan betale.
Billetten ombord på den iøjnefaldende falliske rumraket koster 28 millioner dollars, altså 177 millioner kroner.
Det ser med andre ord ud til, at vi inden for det næste årti kan forvente, at samtlige medlemmer af verdens snævre økonomiske elite køber sig til en titel som astronaut.
I 1960’erne var det et kapløb mellem stormagterne, USA og Sovjetunionen, som hver især kæmpede om at blive den første nation, der sendte mennesker ud i galaksen.
I 2021 er kapløbet ikke længere mellem stormagter. Det er mellem stinkende rige: Bezos, Musk og Branson.
Måske er det her starten på de riges kolonialisering af rummet. Måske ender det, som i Neill Blomkamps Elysium, hvor den herskende, rige klasse har etableret en luksustilværelse i rummet på en kunstig planet, mens resten af jordens befolkning lever som en udpint arbejderklasse i sult og nød tilbage på den ødelagte jordklode.
Bezos taler med en heroisk røst om, hvordan rumfart vil redde menneskeheden fra undergang, når jorden en dag løber tør for ressourser. Elon Musk mener, at en kolonialisering af Mars vil være nødvendig, hvis menneskeheden skal bestå.
Ingen af dem så meget som nævner den mere oplagte løsning, nemlig at styre væk fra idéen om konstant økonomisk vækst og sætte kurs mod en mere bæredygtig fremtid og klode.
Jeg kommer til at tænke på Stanley Kubricks udødelige klassiker Rumrejsen år 2001, som fik premiere på et tidspunkt, hvor rumalderen kun var ti år gammel, og på mange måder handlede om fremtiden og menneskets teknologiske fremskridt.
Forestil dig en alternativ version af filmen, ikke Rumrejsen år 2001, men Rumrejsen år 2021, som præsenterer 60’ernes biografpublikum for konsekvenserne af en ureguleret, markedsstyret økonomi, som prioriterer de rige frem for den brede befolkning.
Filmen ville indlede med Jeff Bezos, som åbner en flaske champagne, der formentlig koster mere end den gennemsnitlige Amazon-medarbejders samlede årsløn. Og efter at have brændt millioner af dollars af på en ti minutter lang tur i en rumraket, som mest af alt ligner en forvokset dildo, udstøder han: ”Best Day Ever!”
I 60’erne var rumrejser en vision, der kunne samle befolkningen og styrke fællesskabsfølelsen i en tid med stor splittelse, Vietnam-krigen, ungdomsoprøret og borgerrettighedsbevægelser.
I dag fremstår milliardærernes private rumeventyr som en komplet afvisning af fællesskabet. Vi er vidne til tre rigmænd med gudekomplekser, som vægter deres våde drengedrøm om rummet langt højere end klimakrisen og bekæmpelsen af ulighed nede på jorden.
facebook
twitter
Kommentarer