Kærligheden i karantæne

I starten af min selvpålagte karantæne gik det hele så godt. Det var lige før, jeg nød at være isoleret i min lille lejlighed på Amager.

Jeg stod tidligt op om morgenen, gik ud i køkkenet og lavede røræg. Satte mig ved mit skrivebord med en stor kop kaffe. Jeg nynnede lidt for mig selv. Knækkede fingre og tastede løs på computeren.

Jeg arbejdede koncentreret et par timer, gik en lang tur, vaskede tøj på møntvaskeriet, gjorde forårsrent, købte grøntsager, hørte lydbøger, lavede mavebøjninger og læste omsider den tykke bog om kapitalisme til ende, som jeg ellers har været tre måneder om at afslutte.

Jeg var de første dage fuldkomment mageløs! Tjekket og ihærdig. En superhelt. ”Tsk, hvad er to uger i karantæne?” tænkte jeg.

Men langsomt begyndte der at ske noget. Jeg fik en trang til slik og chips. Jeg fik lyst til at ligge ned og flade ud på sengen i stedet for at kaste mig ned på stuegulvet og lave 50 mavebøjninger.

Men først og fremmest længtes jeg efter at se nogen!

”Shit,” tænkte jeg, ”i dag har jeg ikke snakket med et eneste menneske.”

Jeg skrev desperat til min flirt, der dog også lå i karantæne og havde fået udgangsforbud. Ikke engang en tur rundt om søerne kunne det blive til.

Jeg talte på Skype med mine venner, men forbindelsen var skrattende og dårlig, og vi måtte opgive.

På fjerde dag af karantænen gik jeg lidt for sent i seng, og på dag fem stod jeg lidt for sent op.

Der var til min skræk ikke flere æg i køleskabet. Min morgenmad blev med ét reduceret til Coco Pops med mælk.

Jeg arbejdede forsat ihærdigt på mine skolesager, men på femte dag lå min arbejdsrutine ikke længere om eftermiddagen, men midt om natten!

Hvordan havde den lige forskudt sig? Jeg fattede det ikke, men jeg vidste, at det allerede var ved at gå galt.

Pludselig klumpede dagene sig sammen. Jeg blev dvask og ugidelig. Jeg kunne nærmest ikke huske, hvornår jeg sidst havde set et andet menneske. Jeg savnede cafébesøg, nogen at sniksnakke og danse med til det blev morgen.

Den eneste form menneskelige kontakt, jeg oplevede i min lille hule på Amager, var gennem mine naboer, som jeg aldrig har mødt. Først skriger og råber de ad hinanden, derefter har de passioneret sex. Sommetider græder den ene, andre gange hulker den anden.

Måske var det netop på grund af mine naboer og deres forunderlige liv, som jeg i disse dage er blevet særligt investeret i, at jeg fik den pludselige indskydelse at se Netflix-serien Love Is Blind.

Programmet er blevet kaldt det mest vanedannende reality-show i nyere tid. Det suger folk til skærmen og fastholder dem. Jeg kendte til risikoen, men alligevel kastede jeg mig ud i at se serien.

En mand og en kvinde skal lære hinanden at kende, men de er adskilt af en tynd væg, så de aldrig ser hinanden.

Deltagerne drikker rødvin hele tiden. De roder rundt, græder og griner. De mødes og taler med mennesker, de ikke kan se. Til sidst frier manden til kvinden foran den væg, der adskiller dem.

De bliver forlovede, og når først de er forlovede, må de se hinanden for første gang. Det er grotesk, men det er godt.

I disse corona-tider giver det måske mening at se kærligheden udfolde sig mellem to mennesker, der ikke kan røre ved hinanden. Og måske er netop den måde at mødes på den eneste lovlige de næste par uger.

Regeringen anbefaler, at man ikke har fysisk kontakt og holder sig i hjemmet. Vi er alle blevet sat i karantæne, vi savner måske samvær med andre, og samtidig lærer nogle af os måske også lidt om værdien af at være alene.

For mange mennesker, som i forvejen er ensomme i deres lejlighed, gør karantænen nok ikke den store forskel. Karantænen minder mig om, hvor mange der ligesom jeg sidder i små lejligheder uden at opleve kontakt. Pludselig bliver jeg optaget af naboen og hans liv. Jeg begynder at heppe på ham.

Og hvad så, når det hele er overstået? Slukker jeg så igen for min interesse? Bliver livet det samme og går vi bare videre?

Jeg føler næsten, jeg er en del af et socialt eksperiment ligesom i Love Is Blind. Men hvor reality er sjov og ballade, rummer dette eksperiment en gribende alvor.

Måske er vi mere ensomme alle sammen, end vi aner. Men i disse dage bliver ensomheden vores livsform. Eller skaber karantænen paradoksalt form for fællesskab?

Vi passer på hinanden ved at blive inden døre.