”Åh!” vil nogle nok jamre.
Kunsten må man ikke lægge i en politisk korrekt spændetrøje.
Og hvorfor skal man pludselig proppe en masse kvinder ind i en fortælling? Eller homoseksuelle? Etniske minoriteter?
Fanden tage den kvælende politiske korrekthed! Forvirrende, kaotisk og ikke mindst begrænsende for filmkunsten.
Hvor ofte har jeg ikke hørt den sætning blive sagt med stor fortvivlelse, sarkasme eller frustration. Men efterhånden preller dramaet af på mig.
Jeg er politisk korrekt og tilmed stolt af det.
Lige siden kameraet og det levende billede blev opfundet, har det været mænd, som har lavet de store film. Det er stadig hvide, mandlige instruktører, som dominerer biograferne. Mandlige instruktører, som har lavet alle mesterværkerne.
Undskyld mig, men er det ikke netop en begrænsning? Hvor har kvinderne været? Minoriteterne?
De har været på sidelinjen. De har ikke fået lov.
Det synes at være en udbredt antagelse, at kvinder ikke kan lave film på samme niveau som mænd. At kvinder er for optaget af det nære og emotionelle – egenskaber, som ikke tillægges værdi, men tværtimod diskvalificerer dem i forhold til at tage instruktørrollen på et filmset.
Kvinder er for følsomme og skrøbelige til at have overblik, til at være ledere.
For nogle er idéen om en kvindelig auteur stadig fremmed. Kvinder skal ikke opføre sig som genier. De skal opvarte genierne.
Da jeg begyndte at interessere mig for film, kunne jeg knapt nok nævne en eneste kvindelig instruktør. Der er mange dygtige kvindelige instruktører, men det kræver en indsats at finde frem til dem. De findes, men de er så godt som usynlige i filmhistorien.
Idéen om kønskvoter er heller ikke lige populær alle steder.
Professor Hans Bonde mener, det er et problem, at Det Danske Filminstitut arbejder hen mod kønsbalance – eller som Filminstituttet selv udtrykker det: Sigter efter større mangfoldighed.
Bondes kritik går på, at konsulent Silje Riise Næss har en skærpet opmærksomhed på kønsbalancen, når hun uddeler støtte til de forskellige ansøgere.
Hun har udtalt, at hun får lige mange ansøgninger fra mandlige og kvindelige instruktører, hvilket er usædvanligt. Hun bestræber sig på at til at bryde gammelkendte mønstre og strukturer, som de fleste af os er så vant til, at vi følger dem blindt.
Silje forsøger kort sagt at skabe forandring.
I disse dage diskuteres det heftigt, om der er racisme i Danmark. Rigtigt mange mener, at det ikke er tilfældet. Og på de sociale medier flyder det med hvide danskere, som fulde af foragt udstiller Black Lives Matter-bevægelsen og taler om omvendt racisme.
Fællesnævnere for disse hadefulde udsagn er komplet historieløshed og manglende evne til dybere refleksion. Danmark var selv engang en kolonimagt.
Spørger man derimod brune danskere, om der er racisme i Danmark, er svaret et rungende ”ja”.
Tænk, hvis lidt flere danskere med minoritetsbaggrund var kommet mere til orde i medierne? Hvis de havde fået lov at fortælle om deres virkelighed og lave film om det Danmark, de oplever og på deres egne præmisser.
Ville debatten i så fald være præget af mere indlevelse og mindre ignorance?
Man udvider netop kunsten, landskabet og mulighederne, når man skaber mere diversitet på film. Ikke bare foran kameraet, men også bag ved det.
Vi bør udfordre os selv, vores kolleger og manuskriptforfattere til at sætte spørgsmålstegn ved status quo. Kunne hovedkarakteren ikke lige så godt være brun? Hvorfor bliver ny-danske mænd ofte castet som taxachauffører, der taler gebrokkent dansk, kriminelle eller terrorister?
Tænk på alt det, vi som samfund går glip af, når det primært er hvide mænd, som har kameraet i hånden. Alle de nuancer, alle de liv, alle skæbner og fortællinger, som bliver ignoreret.
Måske ville refleksioner af denne type betyde, at vi bryder med vaneforestillinger og fordomme og åbner for mangfoldighed, nuancer og kompleksitet og dermed styrker grundlaget for skabelsen af en større filmkunst.
facebook
twitter
Kommentarer