Generation Æh Øh Åh

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

15. okt. 2020 | 07:56

Brune traumer som et tag-selv-bord for hvide

Foto | Tine Harden
Politibetjenten Mike (Jacob Hauberg Lohmann) og den unge mand Amos (Tarek Zayat) støder hovederne sammen i den anmelderroste actionfilm Shorta.

Hvis du laver en film om magtforhold, laver du en politisk film.

Hvis du laver en film om politiet, laver du en politisk film. Hvis du laver en film, hvor du forsøger at skildre et minoritetsmiljø, som du ikke selv er en del af, har du et særligt ansvar.

Og hvis man i din film inden for de første fem minutter af spilletiden bliver vidne til et mord begået på en ung forsvarsløs mand, som til forveksling ligner mordet på amerikanske George Floyd, har du, hvad enten du vil det eller ej, understreget for publikum, at din film er politisk.

Så hvorfor i alverden bliver Anders Ølholm og Frederik Louis Hviid, som står bag den anmelderroste Shortaved med i det ene interview efter det andet at forsøge at overbevise os om, at de ikke har villet lave en politisk film?

Er det tegn på ignorance, arrogance, virkelighedsfornægtelse eller direkte dumhed? Hvordan kan de lave en film om politivold og racisme, men samtidig fralægge sig ethvert ansvar for det produkt, de har sendt ud i verden?

I filmen følger vi to hvide betjente, og det er dem, vi skal sympatisere med i instruktørernes meget amerikansk inspirerede actiondrama.

Den nyuddannede Jens Høyer er lidt af en hvid frelsertype eller ”good cop”, om man vil, fordi han kun er halvt så racistisk som sin kollega Mike Andersen. Mike er tydeligvis ”bad cop”. Han er grov i munden og superracist, men alligevel, skal vi forstå, god nok på bunden.

Og så er der Amos, mønsterbryderen fra ”ghettoen”, der i filmen ikke ligner nogen kendt dansk forstad, ghetto eller ej. Man har ikke bare måttet blande forskellige locations med hinanden, men også taget computerteknologi i brug for at skabe følelsen af ”endeløs betonjungle”.

Amos er Pia Kjærsgaards værste mareridt. En velintegreret, ung brun fyr, som kender sine rettigheder og ikke lever op til nogen af fordommene. Han er ”undtagelsen” i ghettoen, en ordentlig, anstændig knægt, som ender med at få medlidenhed med Mike, selv om Mike netop har udsat ham for et groft overgreb. Tvunget ham til at smide bukserne i fuld offentlighed og kropsvisiteret ham uden noget som helst grundlag.

De brune karakterer i Shorta eksisterer ikke i deres egen ret.

Deres primære funktion er at rykke noget i de hvide politibetjente, lære dem om moral og empati, udvide deres snævre verdensbillede og – måske vigtigst af alt – hjælpe dem med at blive bedre, mere fuldkomne mennesker.

Men det er ikke nogen brun persons opgave. Det er noget, politimændene selv burde ordne.

Vi lever i en tid med Black Lives Matter-bevægelser, som reagerer på den systematiske racisme, der findes i USA såvel som i Danmark.

Vi lever i en tid, hvor vores statsminister nægter at tage et reelt opgør med strukturel racisme, og helt uden skrupler kører med på de populistiske skræmmebilleder, hvor danskfødte drenge med minoritetsbaggrund stemples som indvandrere ude på ballade, hvor end de færdes – fra S-tog til vaskekældre.

Men hvad med brune minoritetsdanskeres liv? Hvad med deres hverdag i de såkaldte ghettoer, som regeringen så diskriminerende kalder de socialt udsatte boligområder? Brune menneskers traumer og oplevelser med racisme – skal det bare være et tag-selv-bord for to hvide instruktører?

Ølholm og Hviid vil det godt, og man mærker, at de ønsker at skabe et nuanceret stykke kunst, der bryder med nogle af de værste klichéer.

Men man kan ikke bare håndplukke fra virkeligheden på den måde og skildre så grufulde og meningsløse overgreb begået af hvide politifolk mod brune, unge drenge for så efterfølgende, når man får stillet et kritisk spørgsmål, at forsvare sig med, at der er tale om et stykke fiktion.

Det er, som om instruktørerne ikke tør stå ved deres eget værk, når de har så travlt med af afmontere budskabet. Bliver en film kunstnerisk bedre af også at være politisk ufarlig?

Det tror jeg ikke. Men det er, som om de to instruktører pludselig er blevet bange for deres eget værk og får alt for travlt med at give hinanden mundkurv på.

I Shorta bliver brune menneskers traumer iscenesat som underholdning for et primært hvidt publikum. Men overgreb begået af politiet mod brune mennesker er ikke en fiktion. Overgreb er en del af brune menneskers virkelighed.

Derfor er Shorta en fucking politisk film. Og det ville klæde de to instruktører at leve op til deres ansvar.

Kommentarer

Las Dyhrcrone

 

Las Dyhrcrone (f. 1996) beskriver verdenen set gennem en ung filmelsker og kunstners øjne. 

Midt tyverne står hun i vadestedet, hvor alle muligheder er åbne, men også hvor bevidstheden om en karriere begynder at trænge sig på.

Udfordringerne mødes med energi og begejstring, tøven og tvivl, af Las og hendes jævnaldrende, som hun selv har døbt Generation Æh Øh Åh.

Las er elev på Den Danske Filmskoles instruktørlinje. Hun laver sine egne film og medvirker som skuespiller i andres.

© Filmmagasinet Ekko