En skål for Tinder

Det første tilfældige møde en eftermiddag i kantinen på studiet. Hænderne strejfer hinanden blidt, et par hurtige udvekslinger, korte lidt fjumrede sætninger, nervøse blikke og så et smil. 

Sådan indledes en romance. 

Der går et par uger, man støder ind i hinanden igen på gangen på vej til time. Den ene siger hej, den anden ler, den ene rødmer, den anden pjatter. Man drikker en kop kaffe efter skole, samtalen glider, forelskelsen blusser, man mødes til en fest. Under en gadelampe i regnen kysser man for første gang. 

Alt det går du glip af det sekund, du downloader Tinder. Hele den romantiske opbygning forsvinder, idet du åbner appen og giver dig til at swipe gennem oceaner af fremmede ansigter, mens du krydser fingre for, at der er jackpot. 

Bruger du Tinder, er du med garanti kun ude på én ting: et hurtigt knald!

Du har for længst opgivet håbet om det unikke, tilfældige møde. Du har fravalgt det spontane og umiddelbare til fordel for det instrumentelle og kalkulerede. 

Der er mange skeptikere, når det kommer til Tinder, og en pæn del af dem er hyklere, som selv benytter sig af den berygtede dating-app. 

Nu forlyder det, at Tinder laver en web-serie, som man frit kan følge med i direkte fra sin app. Folk er allerede røde i hovedet af ophidselse og forargelse, men hvorfor egentlig? 

Guderne skal vide, hvor mange gange jeg en smule duknakket og med en akavet anger i stemmen har indrømmet, at jeg bruger appen. Jeg har ofte spurgt mig selv, om der ikke er mere ægte og umiddelbare måder at møde nye mennesker på? Om det ikke kan være lidt mere som på film? 

Forleden var jeg på en Tinder-date. 

Vi sad på en café og drak et par øl. Vi blev ret hurtigt enige om, at vi ville have kedet os uden appen, måske endda følt os ensomme og fortabte. Og vi endte med at udbringe en skål for Tinder. 

Det her ville være en god scene i web-serien om Tinder, tænkte jeg. Fordi vi var nærværende, ærlige og sårbare. Lige så fraværende man kan være, når man ligger alene i mørket og lader tommelfingeren glide stift hen over mobilskærmen i jagten på et match, lige så nærværende bliver man tvunget til at være i selve mødet med den fremmede. 

Jeg har været på Tinder møder, hvor kemien fra start var så stærk, at det forbløffede både mig og den anden part. Hvor vi begge var opslugte, nærmest tryllebundende. Det skete måske ikke tilfældigt i en kantine eller på et dansegulv, men pointen er jo, at det skete. 

Den oplevelse ville jeg ikke være foruden. 

Jeg har været på andre møder, hvor det med det samme gik op for mig, at der slet ingen romantisk kemi var, men hvor vi lavede sjov med hinanden og fik en finurlig aften ud af det. 

De møder ville jeg heller ikke have undværet. 

Billederne på vores profiler vidner om, hvordan vi gerne vil ses og opfattes af omverdenen. Men sjældent stemmer billedet overens med det menneske, man sidder over for på baren og deler en cigaret med. Der er en uforudsigelighed over Tinder, og det er netop uforudsigeligheden, som gør det egentlige møde spændende, ja, ligefrem romantisk. 

Jeg ser et kæmpe dramatisk potentiale i Tinder-daten i al dens uforudsigelighed, sårbarhed og eufori. 

Hvis en web-serie om appen kan indkapsle alle de blandede følelser, der kan opstå på en date med en fremmed, vil serien kunne blive både sjov, rørende og anderledes. 

På Tinder har jeg mødt et par mennesker, som har fået stor betydning for mig. Ville det overhovedet kunne have ladet sig gøre at møde dem uden appen? 

Måske på film, men film er fiktion. 

Ingen mennesker er simple, når du kommer tæt nok på. Hvor tæt du vil komme, er op til dig. Tinder er bare en dør, og jeg tør godt gå ind ad den.